Fordi det ikke skal ske igen.

Jeg har et forelsket par i terapi. De har kendt hinanden et halvt år. Har begge et forlist ægteskab i bagagen og har svoret, at de fejl de har begået, ikke skal ske igen. Derfor sidder de hos mig. For at tage tingene i opløbet, som de siger.

De er netop flyttet sammen med børn og to husholdninger der skulle blandes og det hele. Konflikterne er begyndt at melde sig og fordi de ikke har vidst bedre, så gør de som de altid har gjort, også i deres tidligere ægteskaber. Hun maser på og føler sig forladt, når han trækker sig. De ved godt det ikke virker det de gør, for det gjorde det heller ikke sidst de var gift. Derfor er de kommet, for at lære at gøre noget andet.

Det er så meget nemmere at få ryddet op, når det ikke handler om 20 år gamle konflikter. Det er så meget nemmere for dem at bevare nærheden og lysten til hinanden, fordi de får talt ud med det samme. De elsker stadig hinanden lige højt, der er ikke noget, der er nået at blive ødelagt mellem dem.

De er topmotiverede, de er ikke presset af en krise eller fordi den ene har forelsket sig i en anden, har været utro eller er i tvivl om sine følelser. De vil begge to så gerne have det til at lykkes denne gang, at kærligheden skal blive ved med at være dejlig, givende og gensidig.

Jeg ville sådan ønske at flere kom i tide.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.