Life is what happens

– when you are busy making other plans.

 Mit liv er een lang oprydning. Derfor er det sjældent, at jeg synes, jeg når til det, jeg rigtig gerne vil i løbet af dagen. Det kunne jo være rart med et langt fodbad, at sy en kjole til min datter eller bare at ligge i haven på et tæppe og læse en af de utallige bøger, jeg gerne vil i gang med. Jeg kunne også være i den mere seriøse afdeling og nå at få skrevet lidt på min næste bog, denne blogtekst eller lave regnskab for den sags skyld. Når jeg om aftenen gør status over, hvad jeg nåede i løbet af en dag, hvor jeg ikke har haft klienter, så synes jeg ikke rigtig, at jeg har nået noget. Nåh jo altså, jeg har vasket 3 maskiner tøj, hængt det op, taget det ned igen, lagt det sammen og på plads. Jeg har lavet morgenmad og smurt madpakker, handlet og ryddet huset. Jeg har støvsuget og sorteret nogle papirer, repareret min datters cykel og besvaret en masse mails, hentet børn og lavet aftensmad, men jeg har ikke rigtig nået noget eller…. Kan du genkende billedet?

Jeg kan gå og sukke efter at komme på ferie, at det bliver aften og mine børn er kommet i seng eller bare at få weekend. Imens vokser mine børn op og jeg selv bliver ældre, men åbenbart ikke klogere. Nogle gange har jeg tænkt på, om jeg skal overleve en livstruende sygdom, miste en forælder eller noget andet voldsomt, før det går op for mig, hvor værdifuldt mit liv er og at det faktisk sker lige nu. Hvad er det, der gør, at jeg ikke mærker taknemmeligheden over at vågne hver morgen, strække min krop og glæde mig over, at jeg har endnu en dag foran mig? Der er jo ingen tvivl om at alternativet til at vågne om morgenen var værre. Groft sagt kan jeg jo, når det kommer til stykket selv bestemme over min tilværelse. Jeg vælger mit arbejde og finder et nyt, hvis jeg keder mig, jeg vælger en partner i livet, som bliver skiftet ud, hvis han ikke længere passer mig. Jeg har valgt at få børn, som jeg selv er med til at forme og jeg vælger selv hvor på kloden, jeg vil tilbringe mit liv.

Måske er det i virkeligheden for meget for os mennesker at administrere alle de muligheder, det kunne ihvert fald godt tyde på, at det er for meget for mig! Måske har vi for mange valg, der skal træffes, for meget vi skal tage stilling til og forholde os til, for hele tiden at være sikre på, at vi har det lige præcis, som vi gerne vil. Er jeg lykkelig lige nu, trænger jeg til nye udfordringer på mit arbejde, er mit ægteskab tilfredsstillende og mine børn velfungerende?

Jeg tror ikke, at mine bedsteforældre eller forældre for den sags skyld havde de samme (jeg vælger at kalde dem) små-forkælede overvejelser. Mine bedsteforældre kendte deres plads og havde mere travlt med at få det hele til at hænge sammen end til at overveje om livet kunne være lidt federe på den anden side af ligusterhækken i Buddinge. De skulle passe deres arbejde, have mad på bordet og sørge for, at der var penge til den næste termin. Jeg tror, at mine bedsteforældre på mange måder syntes, at deres arbejdsliv var et godt liv, måske fordi de i virkeligheden ikke stillede de samme høje krav, hverken til rammerne eller indholdet. De gjorde, hvad de kunne for at få så trygt og rart et liv, som de nu kunne og var i det store hele tilfredse med det. De brokkede sig i hvert fald ikke men levede på mange måder i lykkelig uvidenhed om, hvordan liv ellers kunne være. I min generation gør vi os så mange tanker om vores tilværelse, og om hvordan den skal forme sig. Er vi mon for forkælede?

Det handler her ikke om happy-go-lucky-du-skal-bare-smile-til-verden-så-smiler-den-igen filosofi, for jeg er da den første til at synes, vi skal tage vores problemer alvorligt. Næ udfordringen ligger for mig i, kun at tage problemerne alvorligt og ikke alt det, som i sidste ende ikke er så vigtigt. Jeg mener, hvis jeg har sådan et stort overskud at jeg synes hver dag skal indeholde Tivolis lørdagsfyrværkeri, så er der jo masser af mennesker ude i verden, som kunne  få glæde af en håndsrækning.

Jeg har derfor sat mig selv på en opgave. Inden jeg måske en dag bliver syg eller mister en kær og først da lærer, hvor sårbart og flygtigt livet er, så vil jeg lære noget mere om taknemmelighed. Jeg vil flere gange dagligt huske mig selv på at glæde mig over alt det, jeg har og er. Jeg vil ikke gå rundt med et evigt saligt smil om munden, for jeg tror stadig på vigtigheden af at arbejde med mig selv på de områder, som ikke fungerer i mit liv. Men jeg vil gøre en indsats for at tage mit liv, som det kommer og når jeg en dag står for at skulle stille træskoene, så vil jeg kunne se tilbage og vide, at jeg satte pris på det meste undervejs. Både dagene med opvask, skænderier, sygdom og regnen på bilruden og dagene med solskin, ferie og mine børn med bare tæer i haven og hindbær i munden.

Ps. En yngre mandlig kassemedarbejder blinkede til mig i Netto idag – kom ikke her, jeg kan stadig….

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.