31 jul Hvornår skal de have et kærligt puf og hvornår skal de under min beskyttende vinge?

I løbet af foråret planlagde vi dette års sommerferie og ud over lægning af nyt tag (meget fint er det blevet), så inkluderede sommeren blandt andet, at min søn Markus på 9 skulle på en uges rollespil i Rudeskov og til en uges badminton træning. Min datter Naja bladrede rundt i kataloget af muligheder og forelskede sig i en uges sommer træning i gymnastik, trampolin og dans. Jeg betalte gladelig de 1.000 kr. kurset kostede og tænkte: Yes, nye venner og masser af sjove aktiviteter mellem 9 og 16, hele den første uge i sommerferien.

Dagen oprandt endelig med sommerfugle i maven og vi kørte glade og forventningsfulde fra Gl. Holte til Birkerød. På holdet var der flere fra Najas klasse, så jeg vinkede optimistisk farvel og kørte min vej. Da jeg hentede hende om eftermiddagen, havde det ikke været en god dag. Jeg var kørt alt for hurtigt om morgenen og Naja havde følt sig ensom og forladt med en masse fremmede børn og voksne. Så var stilen ligesom lagt for resten af ugen. Hver morgen vi skulle af sted ville hun ikke og når jeg forsøgte at gå, klamrede hendes små arme sig rundt om min hals og hun forsøgte på alle måder at overtale mig til at tage hende med hjem igen. Onsdag lykkedes det hende og vi vendte bilen og kørte hjem uden gymnastik og trampolin på den dag. De tre andre dage kørte jeg hjem over Vaserne, med tårerne løbende ned af kinderne.

Det blev i løbet af den uge helt tydeligt for mig, hvor meget min egen opdragelse og mine følelser havde indflydelse på det som skete for Naja. For det første mente jeg, at når hun nu selv havde valgt aktiviteten, så skulle hun også fuldføre. Hun var helt uenig, for det var ikke, som hun havde forestillet sig og så ville hun ikke alligevel. På den anden side havde jeg så MEGA svært ved at aflevere hende, når nu hun var så ked af det. Skulle hun gennemføre for min skyld, for de 1.000 kr. eller hvad havde jeg gang i?

Min mund sagde altså: Jamen skat, det skal du, for nu er du meldt til og det bliver sikkert en sjov dag. Min hjerte skreg: Jeg tager dig med hjem igen, for du skal ikke blive, når du er ked af det. Jeg kommer nu i tanke om, at sådan har det været i perioder, siden den første dag jeg skulle aflevere dem i vuggestuen.

Børn har det jo med at lure os, nærmest længe inden vi selv fatter, hvad der sker og Naja blev aldrig overbevist om de ord, der kom ud af munden på mig. Hun lyttede til, hvad mit hjerte sagde. Den sidste dag mødte hun en pige, som hun hyggede sig rigtig godt med og måske er det motivation til næste års sommer aktivitet, måske ikke. Det er sikkert at hun, som ethvert andet barn, vil give udtryk for, hvordan hun har det, hvad hun vil og ikke vil – lige nu og her. Måske vil hendes mor også en dag lære den rette balance mellem, hvornår det er tid til et kærligt puf ud i verden og hvornår det er helt i orden at tage sine børn under en beskyttende vinge. Måske når de flytter hjemmefra, måske aldrig rigtig.