Hvad er gestaltterapi?

Når jeg møder nye mennesker hænder det selvfølgelig ofte, at vi taler om vores arbejde. Når jeg fortæller jeg er psykoterapeut, så kigger mange på mig, som om jeg kan se lige ind i deres inderste og allerede kender deres dybeste hemmeligheder.

Det kunne jo være overlegent, hvis jeg kunne, og der er da også et meget lille gran af sandhed i det (undtagen hvad angår hemmelighederne – desværre). Én af mine fornemmeste opgaver, som terapeut er nemlig, at jeg kender mig selv så godt, at jeg kan mærke, hvordan jeg har det, når jeg er sammen med et andet menneske. Jeg kender altså mine følelser og somme tider giver det mig også en rimelig god fornemmelse af et andet menneskes sindsstemning. Det betyder at jeg, når jeg har en klient i terapi, hele tiden har en del af min opmærksomhed på mig selv. Hvordan har jeg det lige nu? Hvad kan jeg mærke af fornemmelser og følelser i min krop? Hvad siger min intuition mig?

Hvis jeg har haft et skænderi med min mand samme morgen eller er jeg kommet ud af døren med mine børn på en rigtig dum måde, så er jeg selvfølgelig nødt til at sætte min egen problemer væk på en hylde og koncentrere mig om min klient. Her er ikke tale om en fornægtelse, der forhindrer  mig i at mærke hvordan jeg har det, men derimod et spørgsmål om, hvad jeg lader fylde i forgrunden af min bevidsthed.

At jeg kan det, betyder selvfølgelig også at jeg, når jeg står sammen med et andet menneske til en reception eller sidder ved siden af en til en middag, kan have antennerne ude og mærke, hvordan jeg har det og hvordan jeg oplever stemningen imellem os. Jeg kan også drikke mig piv stiv og tro mig, så har jeg ikke antennerne nogen andre steder end på dansegulvet.

Ikke desto mindre er jeg meget ydmyg overfor det faktum, at jeg tror på at ethvert menneske er ekspert i sit eget liv. Jeg tror på, vi alle inden i os har de svar vi har brug for i vores liv, til at løse vores problemer. Det jeg kan, er at hjælpe mine klienter med at finde de svar inde i sig selv.

Jeg er altså som terapeut ikke meget for at vejlede mine klienter eller give ”gode råd”, jeg tror nemlig disse råd sjældent er særlig brugbare. Jeg er jo mig og min klient er sig.

Der findes mange former for psykoterapi og jeg har valgt at uddanne mig og arbejde gestaltterapeutisk. Det var den metode, der virkede for mig, da jeg startede min i egen terapi for 13 år siden.

Indenfor gestalt terapien tror vi på, at alle mennesker er ansvarlige for deres eget liv. Grundfilosofien bygger på eksistentialismen og dermed på troen på at vi alle i yderste konsekvens er alene og at det derfor kun er mig, der kan ændre noget, hvis mit liv ikke fungerer. Jeg kan altså ikke skyde skylden på min voldelige ægtemand, eller på mine forældre, der ikke tog sig nok af mig, da jeg var barn. Som voksen har jeg det fulde ansvar for mig selv. Det betyder også at alt det jeg møder i mit liv har jeg selv skabt. Jeg kan måske ikke gøre for, at jeg bliver kørt over af en bus eller at en sur dame skælder mig ud i Netto, men jeg har i allerhøjeste grad indflydelse på, hvordan jeg tackler det jeg oplever i mit liv. Altså hvordan jeg forholder mig til det livet udsætter mig for. Det er bl.a. også derfor at mennesker, der har overlevet en livstruende sygdom ofte oplever, at de er bedre til at leve i nuet efter at have haft døden så tæt på. De har ændret deres måde at betragte livet på og det gør dem bedre til at være tilstede og de er mere taknemmelige, for det de har.

Som børn vokser vi op i et miljø hos vores forældre, hvor der var sider af vores personlighed, som blev fremelsket og sider af os, som vores forældre ikke kunne rumme og som vi derfor lærte at lukke ned for. Groft og meget generelt sagt kan jeg eksempelvis sige, at mange drenge lærer ikke at græde og mange piger lærer ikke at vise vrede. Det betyder for vores voksenliv, at når manden bliver ked af det, så har han ikke lært at vise sin sorg og derfor bruger han forskellige afledningsmanøvre, for at undgå at mærke og dermed give udtryk for den. Det samme gælder for mange kvinderne, når det kommer til vrede.

Min opgave som terapeut er derfor at støtte mine klienter i at lære sig selv bedre at kende. Det gør vi ved at tale sammen og jeg spørger undervejs ind til tanker, følelser og fornemmelser, således at min klient får et bedre indblik i, hvordan han / hun gebærder sig i sit liv. Jeg kan altså eksempelvis støtte mine mandlige klienter til at mærke deres sorg, hvis det er det de har brug for og mine kvindelige klienter i at komme i kontakt med den vrede, som ligger i dem. Der kan selvfølgelig også være en masse andre sider af personligheden, som har brug for at komme frem i lyset. Det interessante er  at det er vores følelser vi har brug for at lære at kende. Vores tanker kan spille mange pus med os, men følelser lyver aldrig. Når vi får indsigt i og forstår os selv, kan vi i langt højere grad leve et liv, som passer til lige præcis os. Vi kan give udtryk for vores behov og vi kan få sat de grænser vi har brug for, således at vi kan leve i overensstemmelse med det menneske vi er på godt og ondt. Når ikke jeg kan mærke sig selv, så ved jeg heller ikke, hvad der er godt og hvad der er skidt for mig.

Mange af mine klienter kommer i terapi, fordi de har problemer i deres parforhold. Efter nogle sessioners arbejde opdager de, at det ikke nødvendigvis er fordi de er gift med den forkerte, men fordi de på den ene eller anden måde får begrænset sig selv i deres forhold. Når de kender sig selv kan de også på et langt mere solidt grundlag beslutte sig for, om de vil forblive i deres parforhold eller om de vil bryde ud. De kan mærke om deres arbejde er et arbejde de har lyst til at have, om deres liv er som de vil have det. Frem for at forsøge at tænke sig til en løsning, er målet at være som dem vi er, med alt hvad vi er, på godt og ondt.

Tags:
1 Comment

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.