Se mig, hør mig. Jeg føler mig værdifuld, når andre synes jeg er det!

Da jeg gik i måske 4. eller 5. klasse var jeg meget forelsket i en dreng, med det dejligste mørke hår. Kan ikke huske hvad han hedder, men han spillede fodbold og en dag var jeg på stadion, hvor han spillede med nogen fra sin klasse. Jeg ville så rasende gerne at han lagde mærke til mig, så jeg sad på tilskuer rækkerne og galpede op, for at være sikker på han vidste jeg var der. Efter nogen tid råbte han op til mig på melodien af den gamle sang ” Katinka, Katinka luk vinduet op”, nu med en ny og langt mere rammende tekst ”Katrine, Katrine, klap gællerne i” AV! Jeg glemmer det aldrig, for jeg ledte febrilsk efter et musehul at krybe i, hele den eftermiddag.

Her godt og vel 25 år senere suser jeg af sted over parkeringspladsen på min børns skole på rulleskøjter, for at være sikker på at nå at overhale en bil med en meget lækker far i. Jeg vil så rasende gerne at han lægger mærke til mig.

Jeg er måske blevet mere raffineret med årene i min måde at tiltrække mig opmærksomhed på, måske slet ikke. Det vigtige er at formålet er det samme. Et sted inden i mig har jeg nemlig brug for at andre mennesker lægger mærke til mig, for at jeg kan få bekræftet at jeg er her. Det er altså ikke nok at dimse stille rundt for mig selv langs panelerne. Næ, jeg skal ud over rampen, så jeg kan blive set og hørt. På den måde kan jeg blive bekræftet i, at jeg er her på jorden. Jeg har brug for jævnligt at få af vide at jeg er klog og smuk og sjov, en god mor, kone, veninde, datter og alle de andre roller jeg har i mit liv. Det bruger jeg så råt og brutalt menneskerne omkring mig, til at få.

Det er klart at jo mere jeg har arbejdet med mig selv, jo mere fred har jeg fået med at være den jeg er. Jeg behøver altså knap så mange halsbrækkende styrt for at få mit dope. Det bliver bare så helt utrolig tydeligt for mig, at jeg stadig, som 37 årig så gerne vil have at far og mor skal se mig og fortælle mig, hvor dygtig (læs: elskelig) jeg er. Jeg har altså brug for andres bekræftelse, for at mærke min værdi.

Jeg tror ikke på vi mennesker nogensinde har nok i os selv. Vi vil altid have brug for andre til at opfylde vores behov. Vi har brug for at spejle os i andre mennesker, fordi det er i samværet vi især mærker os selv og ikke mindst udvikler os.

Jeg synes bare det er bemærkelsesværdigt, at jeg kaster mig hovedkuls af sted på rulleskøjter, med fare for at falde og brække arme og ben, for det lille, men åbenbart MEGET vigtige behov jeg har for at blive registreret – især af en lækker far.

Tags:
4 Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.