40 års krise og dødsangst

Jeg er fyldt år siden sidst. Jeg er stadig i slutning af 30´erne et par år endnu bevares, men det har jo aldrig skadet nogen af være forberedt. Måske er der en 40 års krise under opsejling og jeg ved godt, hvad den kunne komme til at handle om for mig.

Jeg er meget glad for mit liv. Det er ikke sådan at jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge mine penge til, det er heller ikke sådan at jeg ikke kan finde på nogen steder i verden, jeg har lyst til at rejse hen eller at jeg tænker: Ej skat Era Ora! Jeg gider altså ikke gå ud og spise i aften. Men jeg har rammerne i orden, som det så populært hedder. Du ved: dejlig mand, sunde, velfungerende børn, et job jeg er HELT VILDT optaget af og gode venner og en sund og rask familie, som jeg også holder temmelig meget af.

Alligevel. Alligevel kan jeg blive så forbandet træt af hverdagen og tænke: Er det alt? Var det så det? Er det her mit liv, resten af mit liv? Mit liv ser vel nogenlunde sådan her ud de næste ti år, til mine børn flytter hjemmefra. Så er der endnu mere tid til at arbejde i de følgende 15-20 år og så har jeg nået pensionsalderen. Så er der golf ferierne. Hvis jeg ellers spillede golf. Bridgeaftenerne om vinteren. Hvis jeg ellers spillede bridge. Og så, ja så ved vi alle hvor det ender.

Da jeg var yngre var alt muligt. Jeg var længe om at vælge min karrierevej og derfor kunne alt lade sig gøre. Hver morgen var frisk og ny og fuld af muligheder og meget få forpligtelser. Selvom jeg har fundet min rette job-hylde, så betyder det også at nu har jeg ligesom sat snuden i sporet. Som i: det her vil jeg gerne resten af mit liv.

Min veninde sagde forleden til mig, at jeg er den eneste af hendes veninder, som med sikkerhed kan sige, at jeg ikke vil have flere børn. Det synes jeg alligevel er bemærkelsesværdigt. Der er vel ikke så mange år at løbe på, når man er meget nær de 40. Har tænkt på om det handler om angsten for at blive gammel. Hvis man ser sig selv i øjnene og erkender at tiden med små børn er endegyldigt forbi, så betyder det jo også at man snart er forbi den alder, hvor det kunne lade sig gøre. Det betyder man bliver gammel. Sådan for alvor, uden vej tilbage.

Jeg bliver bange for at dø. Jeg bliver bange for at dø, før jeg er mæt af livet. Hvornår er nok mon nok? Når jeg nogensinde til det punkt, hvor jeg tænker at nu vil jeg gerne af sted? Jeg kender jo godt til tyngde loven og ved at brysterne ikke kravler opad igen, rynkerne ikke forsvinder og de begyndende grå hår bliver maghoni brune igen, bare fordi jeg fylder 70. Døden nærmer sig ufravigeligt.

Derfor kan jeg engang imellem blive en virkelig sur og pirrelig kost af en kone og mor. Når jeg står midt i min hverdag og synes den bliver lige vel leverpostejs farvet, så synes jeg alt det sjove er forbi. Jeg er nemlig bange for at blive gammel og gå glip af noget. Jeg skal ikke have flere børn, så den mulighed er helt forbi for mig. Jeg er ret så glad for min mand, så jeg er heller ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til at opleve en altoverskyggende forelskelse igen. Hvis jeg skal opføre mig ordentligt skal jeg jo heller aldrig gå på opdagelse i en ny mandekrop igen. Aldrig mere lære en anden mand at kende på den måde. Så kan tanken om ikke at skulle have flere børn godt gå hjem og lægge sig, for her kan jeg for alvor mærke alderen trykke. Avs!

Tiden der er gået er endegyldigt forbi. Jeg ved det jo godt, men det er som om jeg nogen gange rigtig kan mærke det. Jeg kan have store ambitioner om at gå for vildt i byen og danse hele natten eller rejse med rygsæk gennem Sydamerika eller bare bruge en hel dag på at dimse rundt for mig selv derhjemme uden planer eller praktiske gøremål (yeah right!). Ligesom jeg kunne da jeg var yngre. Det er bare ikke det samme, som da jeg var 20. Jeg er en anden, på 38, og derfor er de oplevelser jeg får også nogle andre.

Når jeg vil i byen bliver jeg tidligt træt og tænker på dagen i morgen og børnene, der skal hentes fra pasning. Rygsækrejsen i Sydamerika bliver aldrig til noget. Jeg er både for bekymret for alt det, som kunne ske og for magelig. Behøver vist ikke kommentere yderligere på den lange søndag uden praktiske gøremål.

Jeg vil alligevel ikke bytte for noget. Jeg vil hellere være 38 end 28. Jeg har det meget bedre med mig selv. Mit liv er sjovere. Jeg er sjovere. Men jeg vil fanme ikke dø før jeg er færdig her. Basta!

Jeg vil til gengæld mægtig gerne brokke mig lidt over at alt ikke længere er muligt og at jeg er nødt til at være voksen og ikke længere kan få det hele. Øv!

Når jeg fylder 50 skriver jeg måske et indlæg om alt det, som igen er muligt. Så er børnene fløjet fra reden og min mand og jeg er flyttet i et kollektiv, hvor vi bytter partner hver uge og tager på luksus grupperejse rundt i Andesbjergene.

Læs også: Hvordan fortæller jeg min mand, at han ligner sin sure mor?

3 Comments
  • Charlotte
    Posted at 11:19h, 06 december Svar

    Kære Katrine
    Har læst dit indlæg og genkender mange af dine overvejelser og kan blot sige: Det er faktisk helt fedt at være fyldt 40, – en dejlig ro og dybde, ungerne så meget større, lig med så meget mere frihed, lig med endnu flere muligheder osv osv. Jo rynker, men jo mere vi glædes og jo mere vi lever, jo smukkere rynker 😉

  • Benthe
    Posted at 02:28h, 26 februar Svar

    hej.

    jeg er selv 44 år og skal ikke have flere børn, jeg har tre dejlige af slagsen og det er nok.
    jeg har værken tid eller energi til flere.
    og ja, håret er ved at blive lidt gråt, rynkerne er kommet og jeg ser da langt mere træt ud end før og hvad så ? gammel det bliver jeg den vej går det og så går jeg med.
    mine børn er 18, 16 og 9 den store er snart på vej ud i verden og hende på 16 er på efterskole og jeg skulle lære og vænne mig til at min rolle som mor var mindre nu, der blev pludseligt mere tid til mig og der var ikke længere tre børn der stod og råbte mor, mor ca. 112 gange om dagen.

    tænk jeg oplevede det lidt som en krise, jeg oplevede både sorgen over tabet af min mor rolle og savnet af den, glæden over at få mere tid til mig selv, det svære det var at finde ud af finde den nye plads i familien for hvad skulle jeg så ?
    hvilke meningsfulde ting skulle jeg så fylde op og gøre for mig selv, jeg havde jo været så meget mor og været alene med dem længe og var ikke vant til der var så meget tid til mig.
    der blev lidt mere plads til at se veninderne i, lidt mere plads til at læse i, lidt mere plads til at gå ud at spise i.
    livet er jo som det er, ingen ved hvad der kommer og ærge sig over det der er gået og ikke kommer mere og tænke over alt det som kommer…nææ, for mig er det ikke at leve.

    jeg suger til mig af det der er, af alt det der sker, nyder børnene og de øjeblikke der er, daglig dagen, nyder at stå og lave mad, nyder solopgangen, sneen når den daler, nyder når jeg, giver mig selv lov til at ikke lave mad og vi tager det let, når jeg springer rengøringen over, når jeg vælger at gøre rent, når jeg vælger at lade opvasken og tallerknerne stå fordi jeg er for træt og ikke gidder at rydde det væk. når jeg vælger ar rydde det væk,

    når jeg feks. går med min yngste datter i hånden og hun spørger mig… mor må jeg få et stykke chokolade ? og jeg siger nej, jeg sagde du måtte få en lille slikpose til 2 kr. hun spjætter lidt med benene, jeg siger.. bliver du vred når jeg siger du ikke må få et stykke chokolade ? hun holder op med at spjætte med benene… vi går, der er stille, bladene rislede i hækken, vinden blæste blidt, vi var stille, så kiggede jeg på hende, fregnerne, det lange lyse hår der blæste over hendes øjne, de nye store fortænder som virker alt for store til hendes ansigt… hun kiggede på mig, med tinderne øjne og sagde.. mor synes du ikke det er mærkeligt at sådan din hånd og min hånd den sådan passer lige … sådan med at armene lige passer… jo sagde jeg det er mærkeligt… det er godt det sådan passer… ja, sagde hun og sukkede, så gik vi stille lidt.. vi gik ind i butikken og jeg blev eftergivende og vi købte chokolade som vi delte, vi gik og så faldt, een af mine tænder ud, den som tandlægen havde limet fast, som var knækket efter en rodbehandling… det mindede mig om, jeg var ved at blive ældre, angsten krøb et øjeblik under huden på mig, puha, her var beviset, tænderne falder ud !!… nå, pyt, jeg får en ny tand hos tandlægen.. vi gik og snakkede, solen var ved at gå ned, vi spiste chokoladen mens vi gik og små snakkede, jeg kiggede på min datter og blev oversvømmet af den kærlighed der var… jeg tænkte, hvad ønsker jeg mig mere end det der er lige nu…… ? jeg lever og når jeg engang skal dø, så ved jeg at jeg har levet..

    mvh. Benthe

    mvh. Benthe

    • Katrine Axholm
      Posted at 07:43h, 26 februar Svar

      Kære Benthe,
      Tak for endnu en lang og klog mail fra dig. Jeg synes du har ret i mange af dine synspunkter og det lader til du trækker på dyrtkøbte erfaringer.
      Jeg vil ikke gå mere ind i en snak om mit parforhold her, men håber du har lyst til at kommenterer på et indlæg igen en anden gang. God weekend
      Kh Katrine

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.