Hvem er du min læser?

I denne uge vil jeg have endnu mere fokus på DIG, kære læser. Jeg vil så gerne lære dig at kende. Hvem er du? Hvad tænker du på? Hvad optager dig i dit liv? Hvad har du brug for? Hvad kan jeg gøre for dig?

Derfor vil jeg forsøge at give en karakteristik af dig, min læser, som bygger på fri fantasi og alle mine fordomme og forestillinger om dig. Jeg ønsker mig at du har mod på at forholde dig til det billede jeg maler af dig. Jeg vil mægtig gerne blive bedre til at skærpe mine indlæg efter HVAD DU HAR BRUG FOR. Nu er det din tur til at give noget af dig.

Jeg forestiller mig du er kvinde og mellem 30 og 50 år. Du har en lang eller mellem lang uddannelse bag dig og du har på det fysiske plan rammerne for et godt liv i orden. Du er enten under efteruddannelse eller i job og du er glad for dit arbejde eller går lidt og summer over hvordan dit arbejdsliv ellers kunne se ud. F.eks. med mindre arbejde og flere penge hmm!

Du har på mange måder det, som skal til for at leve et godt liv og alligevel er det som om indholdet på nogle områder mangler. Måske er dit liv lidt kedeligt og lidt for hverdagsagtigt. Du ved du selv har været med til at skabe rammerne for det, du har siden du flyttede hjemmefra arbejdet imod at få et liv som dit, men nogen gange føler du dig alligevel fanget. I de rigtige rammer bevares, men hvad med indholdet? Måske havde du da du var yngre en forestilling om hvad det ville sige at være voksen, at have en familie og selv være ansvarlig for dit liv. Nu sidder du midt i det og tænker: Var det det?

Tiden flyver af sted i en hektisk hverdag med børn og meget arbejde. Der er lidt for langt mellem de lækre cocktails og følelsen af at: Yeeehaa, det er fedt at være til. Du tænker på, hvad der skal til, for at du kan blive rigtig gennemlykkelig og hvad er lykke egentlig for noget? Kan man forvente at være lykkelig hele tiden, eller måske bare lidt oftere end du er det?

Ham du var vild med engang og måske stadig elsker, er det svært at nå ham? I går lidt rundt om hinanden i hverdagen og kan få familie-maskinen til at køre, men I er der ikke rigtig for hinanden på den fede intime måde. På den ene side er du irriteret på ham og hans små skavanker og på den anden side, så savner du ham og det han (eller måske i virkeligheden du) var engang.

Bliver du nogen gange i tvivl om, hvad der skal til, hvad du eller I skal gøre anderledes, for at få det rigtig godt? Hvordan kan hver dag til at blive en god dag?

Måske er du i tvivl om det er den rigtige mand du har giftet dig med. Du får helt koldsved ved tanken om at skulle splitte din familie ad og samtidig er der noget befriende ved at kunne starte forfra og vælge fra det sted du er i dit liv nu, som ikke er da du var 23. Hvad mon du ville gøre anderledes? Hvordan ville et liv uden alle forpligtelserne og ansvaret være?

Fantaserer du nogensinde over hvor du ville bo, hvor nyt og frisk alting ville være, hvis du bare havde dig og verden igen lå fuld af muligheder?

Er du i tvivl om hvad der rent faktisk skal til, for at du kan leve det liv du gerne vil og er det så meget nemmere at forholde dig til de ydre ting, såsom hjem, mand og børn end til alt det, som foregår inden i dig? Tør du spørge dig selv om du rent faktisk er glad for at være hvor du er?

Måske sidder du midt i dit andet parforhold med ny mand og flere børn og så tænker du: Er det her meget bedre end det første? Er der mindre leverpostej, mindre vasketøj og færre kedelige pligter? Er her mere intimitet, mere nærhed og meget mere fis og lir og ballade?

Du har nået en alder hvor du godt kan se, at det ikke alt sammen handler om at de andre gør, som de gør, men at du gentager et mønster, som kun du kan ændre. Kun du kan være dig og beslutte dig for, hvad det er for et liv du gerne vil leve og med hvem. Men hvad skal der til? Er du nogen gange i tvivl om hvad du skal gøre anderledes, når du synes du har prøvet alt og det ændrer stadig ikke noget?

Jeg hjælper dig med at finde dig! Skriv til mig HER

Eller måske det var noget for dig at deltage i workshoppen: Detox din kærlighed 

 

3 Comments
  • Katarina
    Posted at 07:38h, 24 august Svar

    Katrine, hvorfor kan man ikke længere se de andres kommentarer? Kata

    • Katrine Axholm
      Posted at 07:47h, 24 august Svar

      Det burde man skam også kunne min ven. Måske er der ikke nogen der har skrevet noget, der hvor du er?
      kh Katrine

  • HOXIE
    Posted at 08:29h, 24 august Svar

    Hej Katrine

    Jeg tjekker lige dine beskrivelse af:
    32 år – check, videregående uddannelse – check, bor i andel – check, karriereskift i starten af året – check, styre på det gode liv? Nogenlunde… 😉

    Mange hilsner fra
    Hanne

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.