Hvorfor kvinder taler og taler og mænd ingenting siger!

Synes du ikke også, at det er enormt irriterende, at din mand ikke fortæller, hvordan han har det? Hvis du spørger siger han ”Fint nok” eller ”Ok!” og du kan jo tydeligvis mærke på ham, at der har noget galt. Når du spørger hvad der er i vejen, så svarer han ”Det ved jeg ikke” eller ”Ikke noget!”.

Her er du jo slet ikke stillet tilfreds, så du bliver ved med at spørge ind, for du vil vide, hvad der er galt. Hvis ikke han vil fortælle hvordan han har det, hvad er det så for et parforhold I har? Man må da kunne tale sammen, for ellers kunne I vel ligeså godt ikke være gift.

Her er det din mand klapper i og trækker sig og du bliver mere og mere frustreret.

Så har vi balladen og der er med sikkerhed ingen af jer, som føler sig hverken set, anerkendt eller elsket. Problemet er at du maser på, for at få dine behov dækket og han trækker sig fra en situation, som han finder rigtig ubehagelig. I kommer altså ikke tættere på hinanden, men bevæger jer længere og længere væk på hver jeres måde.

Som kvinde har du sikkert oplevet, at det er rart at tale om sine følelser. Når du er sammen med en god veninde, så føler I jer tættere på hinanden, når I fortæller om hvordan I har det. I processen med at fortælle om dig selv, støtter du dig i at finde en løsning på et problem eller en konflikt. Når din veninde lytter til dig og forstår dig, så føler du dig mødt og værdifuld for jeres venskab. I har det vi inden for gestaltterapien kalder kontakt. Du er den du er og får udtrykt og dækket dine behov og det samme gør din veninde.

Problemet er hvis du gerne vil opleve det samme med din elskede, men ikke har giftet dig med en mand, som har lært (eller måske har lyst til at lære) værdien og vigtigheden af, at kende og udtrykke sine følelser. Du kan ligne et spørgsmålstegn, der ikke kan holde prikken under sig, eller sprutte af frustration, men lige meget hjælper det, hvis du beder ham om noget han ikke kan give dig, simpelthen fordi han ikke ved hvordan.

Det er langt fra alle mænd, der som børn lærer at mærke efter og derefter udtrykke deres følelser. Alle sønner kigger på deres fædre, som heller ikke har lært det og derfor er mange mænd bare ikke særlig nærværende i deres følelsesliv. Forstået på den måde at det er de selvfølgelig, de har bare ikke lært at bruge det.

Hvis drenge tilpas mange gange får af vide, at det er da ikke noget at græde over eller store drenge piver ikke, så lukker de ubevidst og helt automatisk af for deres følelser og derfor lærer de ikke den del af sig selv at kende. Hvad hjælper det så at du efterlyser den?

Jeg forstår din frustration og at du måske keder dig eller inderst inde føler dig ensom i dit parforhold. Udfordringen er at du ikke kan få noget, som din mand ikke kan give. Han ved ganske enkelt ikke hvordan.

I min verden er der kun ét at gøre og det er at give udtryk for dit savn (på en ikke-kritiserende måde) og derefter gå foran som det gode eksempel.

Det betyder at du skal investere i at vise din mand hvordan man beskriver sine følelser ved at gøre det selv. Det skal være på en ansvarlig og voksen måde og du skal være villig til virkelig at vise hvem du er, også når du er sårbar, jaloux, bange eller føler dig som en lille pige. Du kunne eksempelvis sige:

· Jeg føler mig ikke set når du læser videre i avisen, når jeg gerne vil tale om noget vigtigt med dig, det gør mig ked af det!

· Det ville hjælpe mig til at falde til ro i min jalousi, hvis du ville sende mig en sms, om at alt er ok, når du er til julefrokost.

· Jeg bliver enormt usikker når du har travlt med dit arbejde og ikke har tid til at tale med mig om aftenen.

· Jeg bliver helt afsindig vred når du…. og jeg ved ikke hvordan jeg skal vise dig min vrede, for jeg er bange for at du går og smækker med døren, som du plejer.

Kunsten er at du beskriver dig selv og dine følelser, som er udløst af noget din mand gør, men det er ikke hans skyld at du har det som du har det.

Så tænker du måske er det så endnu engang er dig, der skal træde i pedalerne, når det handler om jeres følelsesliv og du har helt ret. Det er dit behov at få mere nærhed i jeres parforhold og derfor dit ansvar at sørge for at få det dækket. Desuden så forpligter evnen og når alternativet er at lade stå til, så er der vist ikke andre muligheder.

Din mand ved jo heller ikke, hvad han går glip af , før du viser ham det.

Så skulle jeg lige hilse og sige fra nogle af mine mandlige venner at kvinder er hurtige til at sige at de gerne vil snakke følelser, men når svesken skal på disken, så trækker de sig. Eksemplet i indlægget er altså ud fra en typisk med ikke altid gældende mand/kvinde problematik.

God fornøjelse med parforholdet og ellers kan du jo bare ringe.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.