Det kunne du da bare ha´sagt!

Når par i krise kommer til mig i terapi, bliver det altid tydeligere for dem, hvordan de har det og hvad det er de har savnet i deres parforhold. De opdager hvorfor det er gået galt og den følelse eller fornemmelse, som har været så svært at beskrive hjemme i sofaen får pludselig ord og giver mening.

Det kan ofte være frustrerende at opdage, hvor simpelt det som virkede så uoverskueligt i virkeligheden er. Så er det mange spørger sig selv: Hvorfor gjorde vi ikke noget ved det for 5 år siden? Hvis den ene part er i tvivl om kærligheden stadig er til stede kan det være oplagt for den anden at spørge: Hvis det var nærhed du savnede, hvorfor fanden sagde du det ikke bare?

Så enkelt er det desværre ikke. Jeg tror en Klovborg ost tager den tid en Klovborg ost skal tage. Sagt med andre ord, hvis vi kunne handle på det som er så enkelt i bagklogskabens ulideligt klare lys, så så verden ikke ud, som den gør. Vi handler på vores problemer, når vi synes vi har gjort alt det som stod i vores magt og ikke kan se anden vej ud.

Det der er vigtigt at huske er at det ikke går væk af sig selv. Heller ikke selvom du bare sidder musestille. Tag dig selv alvorligt og spørg dig selv dagligt om dit liv ser ud, som du gerne vil have at det skal se ud. Husk så også at selvom du synes det er din partner den er helt gal med, så kan du bide dig selv i næsen på, at en stor del af ansvaret ligger hos dig. Det giver dig også muligheden for at ændre det, fremfor at vente på at han pludselig vågner op en morgen og har rettet alle de småfejl han har. Smart ikke?

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.