Bliver din kærlighed misforstået?

Nogen gange, når jeg synes det hele er lidt for meget, så er jeg sur eller sårbar og vil helst være i fred. Det er ikke altid tydeligt for mig og det er ikke nok til at jeg selv registrerer det og dermed reagerer på det. Men engang i mellem er det nok til at min mand opfatter det. Så kommer han hen til mig og tager mit hoved i begge sine hænder. Han kysser mig og holder mig kærligt fast, ser mig i øjnene og kysser mig igen. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han mener handlingen kærligt. Han gør det fordi han elsker mig og for at muntre mig op, og for ordløst at fortælle mig, at han har registreret, at jeg ikke er på toppen.

Jeg er glad for handlingen. Jeg er glad for at blive “set” og for at han i sin kærlighed til mig, kommer mig i møde og vil mig det bedste. Men jeg kan ikke lide at blive kysset på den måde, når jeg er i dårligt humør. For mig er kys forbundet med glæde og kærtegn og godt humør. Derfor har jeg slet ikke lyst til at kysse, når jeg er frustreret, sur eller i dårligt humør. Jeg er ikke til intime kys og vil hellere være i fred eller endnu bedre, jeg vil meget hellere have et kram eller at han spørger mig, om jeg er ok.

At blive holdt om giver mig den dejlige omsorgsfulde følelse af, at han ved hvordan jeg har det. Jeg føler mig holdt af, når jeg bliver holdt om og det fungerer, som en slags trøst på den fede “det går over igen skat!” eller “jeg er her for dig” – måde.

Så er vi ved det springende punkt, for får lige lige sagt det? Får jeg fortalt ham, at jeg værdsætter hans kærlighed lige dér og får jeg sagt at den ville føles endnu bedre, hvis den kom i form af hans stærke arme om mig og et dejligt langt kram? Får jeg kommunikeret på en sådan måde, at hans kys ikke bliver “forkerte”, men at et knus bare rammer mig så meget mere, der hvor det gør godt?

Det skal jeg vist lige have gjort. For kun på den måde kan jeg regne med at få mere af det jeg har brug for. Kun på den måde, kan han vide, hvem jeg er og blive endnu bedre til at give mig det jeg trænger til. Det er nemlig ikke altid at kærlige følelser også føles kærlige for den, som modtager dem.

Det kan være du har brug for noget helt andet end det din partner udtrykker. Selvom han vil dig det bedste og måske giver det, han selv gerne vil have, så bliver det nemt en “spildt” kærlig handling, fordi den ikke gavner som den kunne have gjort. Så åben munden og bed om det du har brug for. Sig hvad du gerne vil have og hvordan. Så er chancerne for at du rent faktisk også får det nemlig langt større. Det er ligesom med Lotto – chancen for at du vinder stiger betydeligt, hvis du rent faktisk spiller med.

Held og lykke med kærligheden

Kærligst Katrine Axholm

Læs også: Brevkasse: Min mand vil kke i parterapi

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.