“Mor bliv her!”

Når jeg skal ud om aftenen eller i weekenden, er der generel muggen stemning hjemme hos mig. Min søn på 11 siger øv og spiller videre på sin computer, min datter på 9 siger “Nej mor du skal blive her, jeg vil ikke have at du går, du er aldrig hjemme, jeg vil savne dig og far bliver sikkert bare sur” og en 7-800 andre gode argumenter for at jeg skal blive. Min mand er mere snedig og ser sit snit til at brokke sig over noget eller bare generelt at trække sig. Men prisen for det bedste argument for at blive hjemme, tilkommer nu alligevel mig selv.

Jeg har nemlig svært ved at finde min berettigelse til at skulle afsted og kan selv diske op med en million gode eksempler på hvorfor jeg burde blive. Jeg sørger også altid for at der er ryddet op, børnene er putteklar og jeg har som regel også forberedt noget aftensmad, for det skal helst foregå så smoothe som muligt. Faktum er at jeg slås med skyldfølelse og dårlig samvittighed og “burde” og “bør” vælter som puslespilsbrikker ud af bil-vinduerne, når jeg triller væk ned ad villavejen.

Når jeg vælger (det er jo ikke 100 % bevidst eller selvvalgt) at have så svært ved at gøre det, som også er vigtigt for mig og som ikke har noget med min familie, men rendyrket med mig at gøre, så kan jeg være helt sikker på at min familie nok skal støtte mig i at det heller ikke er spor ok. Hvis jeg nu modsat tænkte Yes Baby afsted med mig og ud og nyde min rendyrkede Katrine-tid, så kunne de jo godt pakke sammen, for så ville det ikke have den indflydelse på mig, at de modsætter sig at jeg skal afsted. Så ville jeg kunne rumme deres savn og deres modstand og samtidig tage vare på mig selv. Men det er det dejlige ved tætte relationer, at de har det med “hjælpe” også på de ømme tæer og de blinde punkter.

Så jeg vil øve mig vil jeg. Jeg vil tage mig selv alvorligt og huske at den tid jeg bruger ude i verden også kommer min familie til gode, fordi det fylder mig op og derfor gør mig til en bedre og gladere mor og ægteviv, end hvis jeg sad derhjemme og var indebrændt. Jeg vil huske næste gang jeg liiige laver en lasagne inden jeg skal afsted, at så uundværlig er jeg slet ikke og de finder nok selv på noget. Jeg behøver ikke lave forklare-mig-røv og argumentere for, hvorfor jeg gør som jeg gør, for jeg er i min fulde ret. Det synes de sikkert, det er bare mig, der ikke har opdaget det. Men selvfølgelig vil de helst have jeg bliver , for de elsker mig og vil gerne være sammen med mig. De har jo ikke umiddelbart noget ud af, at jeg er ude i verden og tanke op, deres outcome er på et mere indirekte niveau, fordi jeg bliver en glad og vel stimuleret mor af det.

Hvis du kan genkende dig selv i mig, så held og lykke med øvelsen. Husk den gør mester.

Kærligst Katrine Axholm

Er du nysgerrig på dig og vil du blive endnu bedre til at tage dig selv alvorligt, så læs mere om workshoppen, Det Levende Parforhold

Læs også: Hvornår har du sidst serviceret dig selv? 

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.