JP-Klumme: Er du helt perfekt?

Perfekt som i stærk og klog, aldrig i tvivl og altid på rette vej? Måske er det målet for dig, det du altid stræber efter og gerne vil opnå. Perfekte dig i et ultimativt lækkert  liv! Vi lever i en verden, hvor penge og succes er lig med lykke og det vil vi gerne være, så vi gør alt hvad vi kan for at opnå det. Vi arbejder for at få det vi ønsker os, for at blive en bedre udgave af os selv og have passion i livet, hver dag. Vi vil være den bedste forælder, medarbejder, partner, søn og ven og det bliver vi bedst, hvis vi hele tiden gør os rigtig meget umage. Hvis vi anstrenger os og sørger for at holde fokus og altid se glasset som halvt fuldt.

Samtidig bliver vi skilt som aldrig før, depressionerne bliver flere og flere og vi spiser lykkepiller og leder med lys og lygte efter værktøjer, der kan løse vores problemer og give os et lykkeligt liv. Vi tror at hvis bare vi anstrenger os lidt mere, ryster provencepuderne i sofaen en ekstra gang, lige giver den en ekstra tand og sørger for at give alt hvad vi har i os, så skal det nok lykkes.

Problemet er at vi søger alt det vi gerne vil have, uden for os selv. Vi tror at jo mere vi arbejder, jo mere vi prøver og forsøger og jo mere vi yder, så skal lykken og kærligheden og succesen nok komme. Og den skal komme fra de andre. Anerkendelse, lykken og kærligheden. Fra vores partner og vores chef og vores børn, der takker os for den pragtfulde opvækst de har haft og fra alle vores venner, som synes at vi har været den allerbedste ven man kunne ønske sig.

Så vi vil altså have det hele, men vi vil ikke være det hele. Vi vil være glade og positive og sjove og kloge, arbejdsomme, succesfulde og flittige, fornuftige og tjekkede. Men vi vil ikke være kede af det og i tvivl og ulykkelige, mismodige eller hysteriske og pessimistiske. Vi vil ikke kendes ved vores indre svinehund og være misundelige, jaloux og smålige. Vi vil have solen og harmonien og alle de dejlige værdier i vores liv, men vi vil ikke kendes ved bagsiden af medaljen ved at være menneske. Vi gør alt hvad vi kan for at få sorgen til at gå væk, for at prøve at se positivt på tingene og finde lys i mørket. Vi vil helst ikke tale om det som gør ondt og hvis vi oh gru oh rædsel kommer til at græde, så er det så pinligt og vi skynder os at tørre øjnene og sige “Så slemt er det vel heller ikke!”.

Men vi finder ikke lykken, hvis ikke vi også vil anerkende ulykken i vores liv. Det kan ikke kun gå op ad, hvis det ikke også engang imellem går lidt nedad. Vi kan ikke mærke glæden, hvis vi ikke også vil mærke sorgen. Vi kan ikke få kærlighed, hvis vi ikke også vedkender os at vi er bange for at miste den. Alt det positive har også en negativ side, sådan er livet og mennesket indrettet.

Så måske er det tid til at hyggesørge lidt, som Paprika Steen anbefaler Sidse Babett Knudsen i den skønne film Den Eneste Ene. Måske er det tid til at kigge lidt på skyggesiderne, få dem frem i lyset og dimse lidt med dem. Hvis vi tager os selv alvorligt med alt hvad vi er og også synes vi er ok, når vi ikke er i vores S, så tror jeg der ville komme nogle flere hele mennesker ud på den anden side. Så ville vi for alvor kunne lukke lykken ind, fordi vi også ved hvordan det er at være ulykkelig helt ind i knoglerne. Vi behøver ikke søge sorgen og mismodet, vi skal bar elske os selv også når det hele ikke kører på skinner. Kun på den måde kan vi få det hele med. Kun på den måde kan vi for alvor mærke vores taknemmelighed, vores glæde og al den kærlighed der er i verden.

Kun på den måde kan du være helt perfekt lige som du er!

Vil du lidt tættere på at være den du er, med alt hvad du er? Deltag i min workshop Detox din kærlighed

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.