Han forstår mig!

”Han forstår mig. Han ser mig virkelig, det har Ulrik aldrig kunnet. Vi kan tale sammen i timevis og der er så mange ting vi er enige om, som altid har været konfliktfyldt med Ulrik.” Hun så fortvivlet på mig, som om det var mig hun skulle overbevise om, at det er ok at lade sig skille, fordi hun har forelsket sig i en gammel skolekammerat.

Som den vakse læser nok har bemærket, er det et af mine mål her i livet, at redde så mange parforhold, som muligt. Det er ikke blot et spørgsmål om at redde familien og bidrage til at børnene undgår den kæmpe sorg det er at miste sin far og mor sammen. Det er også for at undgå at så mange voksne skal bakse videre i livet og ende i situationer, de kender alt for godt fra tidligere. Jeg gør det fordi jeg tror på, at når vi forstår os selv (og hinanden), så kan vi gøre noget andet og dermed få noget andet og mere kærlighedsfuldt i vores parforhold og liv i det hele taget.

Jeg vil gerne lære så mange som muligt, at tage ansvar for deres eget liv og derigennem forstå at de og kun de alene kan skabe glæden, nærværet og passionen. Jeg gør det fordi jeg synes at alt for mange mennesker tror de skal finde det de savner hos en anden. De tror det er en anden, som skal forstå dem, fylde dem op, skabe intimitet, passion og nærvær. De har ikke forstået at det er dem selv, der skaber det og at de ubevidst vælger at gøre det sammen med Thomas, Charlotte og Claus i stedet for med Mette, Anders eller Peter, som de giftede sig med i tidernes morgen. Netop fordi de dengang troede at det var dér de kunne blive lykkelige.

Derfor fortæller jeg også mine klienter (som i disse tider oftest er kvinder, som står i den situation), at det at sammenligne den nye kærlighed med trummerummen derhjemme, er som at sammenligne en flad rugbrødsmad med en jordbærkage. Det er ikke en værdig sammenligning. Efter tre år i det nye forhold med dine og mine børn, ny svigerfamilie, forældremøder, vasketøj og mælken der aldrig bliver sat på plads i køleskabet, så kan vi tale om at sammenligne, men så er der sjældent en vej tilbage.

Det er langt fra alle, som fortryder at de lod sig skille, men det er et faktum at procenten for skilsmisser er større for anden gangs ægteskaber, end for første gangs ægteskaber. Selvom det ikke er alle der fortryder at de lod sig skille, så er der mange, som i bagklogskabens ulideligt klare lys, ville have ønsket de havde gjort en masse anderledes i deres første parforhold. Nu kan de med erfaringen forstå, hvad det var deres partner mente, når han sagde…. Nu forstår de hvorfor det var så vigtigt for deres ekskone at de kunne tale følelser. De forstå hvorfor han altid følte sig angrebet og kritiseret og hvorfor hun følte sig alene med børnene, når han havde travlt med sin karriere. Det kan du også opdage tidligere, det behøver ikke være den hårde vej med utroskab, svig, slåskampe om børnene og den kæmpe sorg det er, at bryde en familie.

Derfor: Det er DIG der vælger om et andet menneske skal have magten over, ansvaret for og æren for din lykke eller din sorg eller om du i dag beslutter dig for selv at løse den opgave der ligger i at skabe dig det liv, du ønsker at leve. Der er ingen andre der kan eller skal. Kom nu du kan godt.

Vil du lære det? Så gør det lige hér!

 

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.