Rasmus er forelsket i en anden

Jeg sidder på sengen… nøgen. Er lige vågnet. Varm og blød af søvnen. Om lidt vil jeg løbe en tur langs stranden og tænke på dig. Jeg ville sådan ønske du var her. Så kunne vi gå langs vandet med hinanden i hånden. Bade nøgne i skumringen. Ligge i klitterne og drikke hvidvin. Elske. Bade igen. Det ønsker jeg mig sammen med dig…

Er hun ikke bare fræk? Rasmus kiggede på mig med brændende øjne. Han var fuldstændig væk i Pia. De havde haft en hed korrespondance, siden de var på kursus sammen for to en halv måned siden. De havde haft en god kemi fra første møde, og det var blevet mere og mere hedt mellem dem. De havde ikke kunne mødes endnu, men havde måtte nøjes med forbudte sms’er og mails i lange baner.

Rasmus var helt oppe og køre. Det her var det, han så længe havde savnet med Søs. Han var faktisk sikker på, at han aldrig havde oplevet noget lignende. Der var gået alt for meget hverdag i den. Han kedede sig. Syntes det hele handlede om praktik og børn. Han havde prøvet at få Søs med i byen, men det var altid blevet aflyst af sygt barn, overarbejde eller fordi hun ikke orkede.

De var også hængt op, det vidste han godt, men Søs var også bare meget mere praktisk anlagt end han. Hun behøvede ikke romantikken, gad ikke drømme med ham, hvis ikke drømmen kunne blive til virkelighed. Det så hun ikke noget formål med.

Det var helt anderledes med Pia. De kunne drømme om alt det de skulle lave sammen, når de blev kærester. De var ved at være klar til at gå fra deres ægteskaber, bryde op, for at kunne være sammen hele tiden. Få alt det de havde skrevet om i de hede mails.

Når jeg har en forelsket klient i stolen, er det altid en satsning at forsøge at tale fornuft med dem. Når man er forelsket, er man ikke inde for rækkevidde. De færreste har lyst til at tale virkelighed. De vil hellere drømme. Man er ikke klar til at høre om ulemperne ved dine og mine børn, om to familier der skal slås sammen. Alt er jo muligt når man er forelsket. Det er ufedt at høre om børn der sørger over den familie de har mistet. Om eks´er der er på tværs og nye svigerfamilier, som ikke er motiveret for at møde ”hende den nye”. At bunkerne af vasketøj og praktikken omkring børnene ikke bliver mindre. At man skal undvære sine børn halvdelen af tiden. At alt det man var så træt af i det gamle parforhold bliver meget mere besværligt med en ny. Fordi hverdagen jo er den vi har mest af.

Jeg ser det ikke som min opgave, som parterapeut at overtale  mine klienter til at blive i deres ægteskab, men vi vender altid virkeligheden, fordi den er vigtig at have med i beslutningen.

”Jamen vi har jo de uger uden børn, hvor vi kan dyrke hinanden” forsøger Rasmus. Og det er jo rigtigt hvis man indretter sig sådan. De fleste skal bare indhente alt det, de ikke nåede på arbejdet, fordi der var barn syg, opvisning i børnehaven og tidlige afhentningseftermiddage. De fleste vil gerne nå at presse kvalitetstid ud af de få dage med deres børn, når de kun er sammen med dem halvdelen af tiden.

Alting er lyserød når man er forelsket. Det er vidunderligt, pirrende, levende. Og det har absolut intet med virkeligheden at gøre. Det er et rigtig dumt sted at træffe en beslutning fra. Fordi man ikke er ved sine fulde fem. Fordi man ikke ved hvordan den anden er, når hun er præmenstruel, når han er presset på sit arbejde, når hendes mor blander sig for meget, når hans far er syg og hun ender med at passe hans børn, fordi han ikke kan nå det hele.

Man er ganske enkelt ikke i stand til at tænke klart når forelskelsen flakser i maven. Det bliver en beslutning, hvor forelskelsen taler og ikke fornuften og det synes jeg ikke man kan tillade sig, når man er ansvaret for sine børn. De har ikke valgt at bytte far eller mor ud med en anden. De har ikke bedt om at far eller mor nu kører sololøb og kun har fokus på den nye kæreste (I drømmer ikke om, hvad jeg er vidne til af den slags ind i mellem). De har brug for at deres forældre opfører sig som voksne og opdager, hvad de har gang i.

Men hvad skal Rasmus og mange som ham så gøre? Er alt forelskelse bare en mild form for sindssyge? Kan man ikke være fornuftig OG forelsket? Skal man bare blive i leverpostejen? Nøjes med det middelmådige? Med det der ikke fungerer? Blive hvor man ikke er lykkelig? Kede sig og ende med at blive sure og bitre gamle mennesker?

Den vakse læser vil genkende det jeg nu skriver og med en skilsmisseprocent på 43, kan det ikke siges for tit: Rasmus skal se på sig selv og sin egen adfærd i sit parforhold. Han skal lade være med at give Søs eller Pia ansvaret for, hvordan han har det. Ingen kvinde i verden kan gøre ham lykkelig, det kan kun han selv. Han skal erkende at parforholdet også er et stykke arbejde. At ingenting kommer af ingenting. Han skal forstå sin historie, så han kan forstå hvorfor han gør som han gør. Han skal være voksen og tage ansvar for det han bidrager med i forholdet til Søs på godt og ondt. De skal lære et sprog hvor de kan tale om det der foregår i mellem dem og ikke bare diskutere eller have konflikter omkring praktikken.

Forelskelse er til for at vi ikke skal se den udkårne i et alt for greelt lys. Så ville vi uddø inden længe. Det er ikke nødvendigvis meningen at vi skal handle på den. Den går over igen. Mit vigtigste budskab er: at vi skal træffe så bevidst en beslutning som mulig.

Kærlighed er når vi elsker hinanden for det den anden er og ikke for det vi skal have af hinanden.

Læs også: Hvad Kenneth måtte lære om sig selv 

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.