25 jun Utroskab i det perfekte parforhold
Jeg har en kvindelig klient, som kom til mig første gang for ca. et år siden sammen med sin mand. Manden havde været hende utro over en længere periode, havde nu afsluttet forholdet til elskerinden, og de havde brug for hjælp til at komme videre med deres ægteskab.
I løbet af sessionen viste det sig, at de havde fat i den lange ende i forhold til at genopbygge tilliden imellem sig. De havde fuld åbenhed, følelsesmæssig gennemsigtighed og ærlighed overfor hinanden. Det er den eneste måde at opbygge tillid på. De var da, i første omgang, også kun hos mig den ene gang.
Ca. 3 måneder senere ringede kvinden igen. Manden havde genoptaget forholdet til sin elskerinde og min klient var i tvivl om hun magtede at blive i sit ægteskab. Hun syntes på det tidspunkt at det var sværere at blive end at gå.
De fleste mennesker har principper, når det kommer til utroskab og langt største delen vil ikke finde sig i at blive bedraget. Generelt set har de fleste mænd svært ved den seksuelle del af forholdet og kan ikke holde tanken ud om, at en anden mand har været tæt på deres kvinde og har besiddet hende fysisk. De fleste kvinder synes det er sværest at komme sig over utroskab, hvis manden har haft følelser for sin elskerinde, fordi de synes at kærlige følelser hører til i parforholdet.
Faktum er at de færreste går gennem et helt liv uden at møde mennesker, som de tænder på og som de måske endda kan forestille sig at have et forhold til, selvom de er gift til anden side. Det viser sig også at op mod halvdelen af alle forhold har oplevet utroskab. Man har længe troet at mænd var mere utro end kvinder, men det viser sig at vi kvinderne haler alvorligt ind på mændene i statistikken.
Hvorfor er vi utro og hvorfor er det så svært at holde sig til den ene partner, man engang sagde ja til og som man måske har børn med? Der er mange fællesnævnere, når vi ser på grundene til at vi er vores partnere utro. For det første er parforholdet i perioder en svær størrelse at have med at gøre. Det er besværligt, det skal holdes ved lige og der skal kæmpes, for at holde fast i nærheden og intimiteten i forholdet. Hvis der er kommet børn til undervejs, så er der overhængende fare for, at der, i hvert fald i en periode, går alvorlig leverpostej og praktik i forholdet. Hvis der på jobbet så svanser en laber Foie Gras rundt i sit bedste tøj og aldrig med morgenhår og brok og vasketøj, så kan det være uendelig svært at holde aspargesene for sig selv.
Lige præcis det med brokkeriet er noget, der kan drive mænd ud i utroskab. Mange mænd føler sig kastreret, fordi deres kone hakker på dem og kritiserer dem. Med en anden kvinde, som begærer dem, kan de genopbygge den fortabte manddoms følelse. Kvinder søger ofte nærhed og bekræftelse med en anden mand, fordi hun ikke oplever at få behovet, for at føle sig som kvinde opfyldt hos sin mand. Især ikke hvis hun er en af dem, som kritiserer ham.
En af mine dygtige kolleger fortalte mig forleden, at hun tror at mange mennesker bliver skilt, ikke fordi de savner noget i deres parforhold, men fordi de har mistet sig selv undervejs. De tror det er partneren den er gal med og har ikke opdaget at de simpelthen ikke har fået givet udtryk for hvem de er og fået sat grænser de rigtige steder i forholdet. De har ædt for mange kameler, er gået for meget på kompromis og til sidst ser de det, som den eneste udvej, at bryde ud af forholdet. For at redde sig selv.
Tillidsbruddet er for de fleste par den værste del af utroskaben. Den forsmåede part føler sig holdt for nar, snydt og bedraget og tror ikke på, at de nogen sinde vil kunne få tilliden til partneren tilbage. Mange vælger da også at blive skilt, som konsekvens af utroskaben.
Alligevel vil jeg driste mig til at sige, at det kan være både brugbart og lærerigt at få det bedste ud af sin partners utroskab. Det er en rigtig god mulighed for at få set på og revurderet sit forhold og på hvordan man har det med hinanden. Det er selvfølgelig det bedste at arbejde med sit forhold, når det trænger og dermed før utroskaben har fundet sted. Desværre er der så mange, som for sent opdager at de ikke er tilfredse, hvor de er. Faktum er at nissen flytter med, så hvorfor ikke lære at sige til og fra her, hvor du er, frem for at tro at lykken findes bag en anden ligusterhæk.
For min klient har det været en vigtig proces at få øje på sin egen del af det, som gik galt i hendes parforhold. Hun opdagede, at hun havde taget sin mand for givet og at de ikke havde passet nok på deres forhold i en travl hverdag med børn og fuldtidsjobs. Hun er selvfølgelig ulykkelig over at de skulle igennem denne svære tid, men hun har lært rigtig meget om sig selv og sin mand og de har fået et bedre parforhold.
Det vil være dristigt at sige, at man delvist selv er skyld i sin partners utroskab, men der er nu alligevel noget om snakken. Man er selvfølgelig ikke herre over, om lille-far knalder regnskabsdamen på kopimaskinen til julefrokosten, for det valg træffer han selv. Men vi har alle som voksne mennesker et ansvar for os selv og for at vi trives med vores partner.
Skal jeg se gestaltterapeutisk på utroskab og på et velfungerende parforhold, så handler det om, at jeg alene har det fulde ansvar for mit liv. Jeg kan altså ikke forvente at min kæreste skal gøre mig lykkelig. Det betyder at jeg selv er ansvarlig for måden jeg forvalter mit liv og dermed også forholdet til min partner.
I det ultimative parforhold er mit selvværd så højt at jeg ikke har brug for min partner til at bekræfte mig gennem sin kærlighed eller troskab. Jeg er i stand til at sætte ham fri, til enhver tid. Det betyder at jeg værdsætter den tid vi har sammen og hvad han måtte foretage sig, når vi ikke er sammen er hans og alene hans sag. Vi lever et almindeligt familieliv med alt hvad det indeholder af sorger, glæder og forpligtelser men hvad angår hans seksualitet og hvad han måtte bruge den til (så længe det ikke er decideret ulækkert eller forbudt), det må han til fulde selv bestemme. Jeg har altså så meget tillid til mit eget værd, at jeg tror på at han vender hjem til mig, hver dag, fordi han har lyst. Ikke fordi vi er gift og han har lovet mig det i kirken, men fordi han elsker mig og vil et liv med mig og vores børn – også selvom han har knaldet regnskabsdamen til julefrokosten. Hvis han så får følelser for regnskabsdamen og hellere vil være gift med hende, så kan hverken ægteskabsløfter eller andre aftaler jo ændre det. Det ser vi hele tiden.
Jeg ved godt det måske lyder langhåret og ”nu skal vi så i swingerklub hver onsdag” – agtigt, men jeg synes det er værd at skænke en tanke eller to. Jeg ville gerne selv være så følelsesmæssigt moden at jeg kunne leve i sådan et forhold. Har min mand lyst til at være mig utro, så vil jeg ikke vide det, det må han selv rode med. Hvis han mangler noget i sit forhold til mig, så har jeg tillid til at han er så meget mand, at han taler med mig om det. Hans seksualitet har faktisk slet ikke noget med mig at gøre. Det ville være den ultimative kærligheds erklæring jeg kunne give den mand jeg elsker. Jeg ved, jeg er kvinden i hans liv, og jeg tror på han vælger en tilværelse med mig, selvom han af og til er sammen med en anden. Fordi han har lyst til hende lige dér. Og den ultimative kærlighedserklæring gælder selvfølgelig også for mig.
Lær meget mere om parforholdet til mit foredrag den 14. september kl 19-21. Læs mere under Foredrag øverst på siden.
15 Comments