Bliv din egen omsorgsfulde mor.

I tråd med det indlæg jeg skrev i går, om vores forhold til vores forældre og hvor styrende det kan være, også når vi er blevet voksne, vil jeg i dag beskrive et andet aspekt af forælder/barn forholdet. Ja, der ER meget krudt på vores forhold til vores forældre. De har lært os at blive dem vi er og måden de var sammen med os på, præger i dag vores forhold til os selv. Vi bliver vores egen mor og far, på godt og ondt.

Hvis du som barn ofte har haft oplevelsen af at blive afvist, at du skulle opføre dig ordenligt, høre hvad der blev sagt eller ikke tage sådan på vej, lade være med at skabe dig eller at skulle tage overdrevent hensyn til den ene eller begge dine forældre, så vil du som voksen også have svært ved at rumme det hele menneske du er, med alle de følelser du har. Du har ganske enkelt ikke lært hvordan du skulle gøre. Du vil have svært ved at acceptere, at du er ked af det, i tvivl, rasende, seksuelt opstemt eller at du har lyst til at løbe skrigende bort fra dit liv. Kort sagt: jo bedre dine forældre har været til at anerkende alle dine følelser, så jo nemmere vil du selv have ved at gøre det samme.

Det svære kan være at huske, hvordan det var at være dig som barn. Mange kan ikke huske særlig meget fra deres barndom. Ofte har vi lært en masse inden vi fik et sprog eller det vi har lært blev måske ikke udtalt med ord. Der har måske ikke været skæld ud eller irettesættelser, men far kommunikerede ved at løftede et øjenbryn, mor sukkede dybt eller gav op når hun skulle have holdt fast osv. Jeg har hørt flere klienter beskrive, hvordan deres mor i afmagt har sagt: Jeg går hjemmefra, hvis det bliver ved på denne her måde eller Du kan vente dig til din far kommer hjem eller Nu skal du lade med at være så besværlig/forkælet/hysterisk. Det er katastrofalt for børn at høre den slags og for at overleve i familien, så lukker de ned for de følelser, som har udløst disse bemærkninger. Som voksne får de så svært ved at stå ved sig selv. De har brugt en stor del af deres barndom på at undertrykke visse følelser og som voksne er det derfor svært enten at finde de følelser frem igen eller at tæmme dem på en hensigtsmæssig måde.

Den store udfordring er at opdage, at vi som voksne selv blive ved med at gøre det i mod os, som vores forældre gjorde, da vi var børn. Vi undertrykker, skælder ud, gør nar ad, afviser og håner os selv, når vi føler os utilstrækkelige, synes vi er svage, pinlige eller patetiske. Så i stedet for at give os det vi har brug for, når livet er svært eller vi ikke forstår os selv, så fortsætter vi med at nedbryde os.

Der ville være langt mere selvkærlighed i at vi giver os selv det, vores forældre ikke magtede. Når vi forstår os selv, anerkender os, kommer os selv i møde, drager omsorg for og tager hensyn til (især på de tidspunkter, hvor vi har det sværest med os selv), så vil vi derimod fylde os selv op på en kærlig og hensigtsmæssig måde, som gør det så meget nemmere at være dem vi er. Med alt hvad vi er.

Det er faktisk den eneste vej til kærlighed. At vi giver os selv det vi har brug for. Fremfor at forvente at vores partnere skal gøre det. Når du elsker dig, så bliver det ikke så vigtigt om din mand forstår dig og kan gætte hvornår du trænger til omsorg og forståelse. Når du elsker dig, så bliver det ikke så vigtigt om din kone nogengange er utilfreds med dig. Du er ikke længere afhængig af at hun skal opføre sig på en bestemt måde, for at du kan føle dig elsket.

Stop med at behandle dig selv dårligt. Start med at opdage hvornår du gør det og træf så et bevidst valg om at tale pænt til dig selv. Respekter dine grænser og tag hensyn til dine behov. Der er ikke nogen andre der gør det, med mindre du begynder med det selv.

Elsk dig selv. Det er en livslang kærlighedsrelation. Den vigtigste faktisk.

Kærlig hilsen Katrine

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.