Jeg skal skilles, og jeg skammer mig..

… det er som om, det er den største falliterklæring, at jeg ikke kan få mit parforhold til at køre. At det ikke lykkes. At vi nu er i samme båd, som alle de andre skilsmisseramte familier. Det er så pinligt og utjekket og jeg skammer mig som mand, over ikke at kunne holde sammen på min familie”. Han sukkede og kiggede såret på mig.

Selvfølgelig var min klient også ulykkelig over den kærlighed som ikke holdt, over familien som ikke længere skulle være samlet og over den smerte, de som forældre har påført deres børn. Men det er alligevel værd, at lægge mærke til hvor meget skammen og følelsen af, ikke at slå til som mand og far, som fylder i min klients oplevelse af skilsmissen.

Udfordringen når vi bliver for optaget af, hvad andre synes er, at vi ikke beskæftiger os nok med det væsentlige. Læringen som vi bør tage med os når livet prøver os, er ikke den samme, når vi forplumrer billedet med ydrestyrede behov.

Jeg er den første til at tage skam alvorligt og når en klient er optaget af, hvad andre tænker i forbindelse med sin skilsmisse, så er det nok ikke det eneste sted, han er optaget af andres mening og det er værd at arbejde med. Men måske ikke lige i denne her sammenhæng.

Mit bud er, at det er vigtigere at få øje på:

· Hvad gik der galt? Hvad skal jeg lære om mig selv her?

· Hvad var min andel, mit ansvar i at vi endte hér?

· Hvordan kommer vi videre som forældre på en ordentlig måde?

· Hvordan kan jeg tage vare på mig selv og bidrage til også at tage vare på min eks?

· Hvad vil jeg gøre anderledes i mit næste forhold?

Jeg siger ikke at man ikke kan lære det hele, når nu livet er oppe og vende alligevel. Jeg synes bare mange mister det essentielle, når krisen kradser og vi forurener det vigtige med ligegyldige ting som, hvad andre synes.

Hvad synes du?

Læs også: Brevkasse: Hvem er jeg?

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.