Jeg elsker dig mor!

Jeg hjælper af og til en god veninde i hendes fantastiske blomsterforretning. En dag stod jeg og bandt en fin blomsterbuket og kortet stod der: Kære mor, du er den bedste i verden, jeg elsker dig af hele mit hjerte. Du er helt perfekt som du er. Kærlig hilsen din datter.

Uden at vide hvilket forhold denne datter og hendes mor havde, så lød det jo åbenlyst, som om det var ret godt. Det havde det måske ikke altid været, men det var det var det i hvert fald nu. Så tænkte jeg på, at jeg faktisk kun kender ganske få, som har et godt og harmonisk forhold til deres mor. Der er som regel så meget i bagagen, at det giver kurrer på tråden, irritation eller sågar åbenlyse konflikter.

Jeg bliver også røvirriteret på min mor ind i mellem og det slår mig altid (når altså jeg bliver færdig med at brokke mig over hendes opførsel) at det altid handler om, at jeg tillægger hende alle mulige motiver. Af og til spørger jeg hende, hvordan hun mente det hun sagde og det er ALDRIG som jeg hørte det. Det siger jo en del. At hun stadig 23 år efter jeg flyttede hjemmefra har en indirekte “magt” over mig. Jeg lader mig jo i hvert fald påvirke af de ting hun siger. Det værste er, at jeg tillægger hende nogle skjulte budskaber (jeg bruger for mange penge, bør ikke gå så meget ud, dyrke mere motion eller lignende) og hun har jo ikke en chance. Jeg skal nok få skudt hende noget i skoene og falder over hende som en høg, om ikke andet så i tankerne.

Jeg synes også, at jeg tager min mor alt for givet. Hun er vældig praktisk, når jeg skal have hentet børn eller have hjælp til andet og jeg synes såmænd også, jeg er god til at vise hende min taknemmelighed, men direkte at sige til hende, at jeg elsker hende, jeg bliver nærmest lidt genert ved tanken. Det er sært. Jeg har også i forbindelse med min uddannelse til terapeut og mine år i terapi haft meget fokus på det, jeg var vred på hende over. Først da jeg fik luftet ud i de ting, har jeg været i stand til også at mærke taknemmeligheden og kærligheden til hende.

De fleste med et anstrengt forhold til mor (eller far for den sags skyld) handler om, ikke at have løsrevet sig ordenligt og ikke at have fået ryddet op i gamle konflikter. I alt for mange familier bliver tingene fejet ind under gulvtæppet, hvislet ud mellem sidebenene eller også bliver de blæst usorteret ud i rummet og spreder splid og uvenskab. Jeg kender ikke tallene på, hvor mange der har slået hånden af den ene eller begge forældre, men der er en del.

Der er masser af udviklings-kød på far og mor. De nære relationer er, som bekendt, de sværeste. Indenfor psykoterapien siger vi, at når vi får et harmonisk forhold til far eller mor, enten med dem eller uden dem i vores liv, så kan vi få harmoniske forhold til hvem som helst. Far og mor gav os livet og har påvirket os på godt og ondt lige siden. Det er aldrig uproblematisk og en relation til far og mor skal justeres ind i mellem i takt med at vi udvikler os, flytter hjemmefra, får børn, de bliver gamle og måske syge og forholdet får brug for noget andet.

Vil du have et godt forhold til far eller mor, må svesken på disken. Du kan ikke forvente at din far og mor behandler dig som en voksen, hvis du opfører dig som en forkælet teenager sammen med dem. Har du byttet roller med enten far eller mor og føler dig mere voksen end dem, så må du finde fred med den fordeling eller også må du handle på den.

Jeg møder af og til mennesker, som er bange for at tage en konfrontation med deres forældre. De er bange for at mor går helt i stykker eller bliver så vred, at hun slår hånden af dem. Det er ikke altid, at der skal en konfrontation til, men vi er under alle omstændigheder selv nødt til at tage ansvar for vores del af det uhensigtsmæssige i relationen, for at kunne finde fred med dem.

Husk også at far og mor er på lånt tid. Husk at fortælle dem, at du elsker dem, mens du har dem. Husk at de gjorde det, så godt de kunne. Det var i mange tilfælde langt fra godt nok, men det var det bedste de havde i sig. Det er ikke de samme som, at du altid skal tilgive, men husk dem også for det gode de har givet dig med. Ikke kun vreden og svigtet. Ellers bliver det gift i dit liv.

Desuden skal man ikke være langt mere end 25 år, før man ikke længere kan give sin far og mor skylden for hvordan ens liv ser ud. Det er man selv ansvarlig for. Hele vejen rundt.

Og kære mor, hvis du læser med her, så husk: Jeg elsker dig!

Læs også: Når mor er sur 

1 Comment

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.