Derfor er opdragelsen så vigtig.

Jeg sidder i lufthavnen i Casablanca i Marokko. Det er juleferie. Vi venter på vores transitfly til Agadir, hvor vi skal fejre nytår. Jeg glæder mig. Det er lidt irriterende, at vores fly er forsinket, men det giver mig samtidig muligheden for at betragte mennesker, og det er altid interessant for mig. Fordi mennesker og måden de er sammen på, gør mig klogere på hvordan vi hænger sammen. Fordi det er sammen med andre vi bliver klogere på os selv. Det er her vi udvikler os og det er her vi bliver dem vi er. Især i de første år af vores liv.

Lidt væk sidder en fransktalende marokkansk mor med sin treårige datter. Datteren vil have et eller andet, som jeg ikke forstår. Moderens respons er derimod ikke til at tage fejl af. Datteren bliver skældt hæder og ære fra, hun bliver truet og ender på maven på gulvet med strømpebukserne trukket ned, så hun kan få nogle smæk i sin blemås. Jeg får helt ondt i maven. Overvejer at rejse mig og gå over og fortælle hende på min gebrokne skolefransk, om hun er klar over hvilket konsekvenser den form for opdragelse har på hendes barn. Om hun er klar over, hvad hun ødelægger i sin datter med at ydmyge og krænke hende offentligt. For ja, det er også en ydmygelse, selvom datteren kun er et lille barn. Jeg er ikke sikker på at det ville være særlig hjælpsomt for moderen, hvis jeg skældte hende ud. Måske ville hun skamme sig lidt. Sund skam, for hvad helvede har hun gang i. Hun gør sikkert som hun har lært. Som kulturen desværre er oftest, på de her breddegrader. Det er ingen undskyldning for at opføre sig så skidt overfor sit barn, men det er en forklaring og det tog modet fra mig ift. at gøre en forkølet forsøg på at gøre den mor klogere. På mit dårlige franske.

Men det skal ikke afholde mig fra at beskrive for dig, hvorfor vi nogle gange har det så svært med kærligheden. Kort sagt kan man sige, at den lille marokkanske pige, af sin mors opførsel, lærer at hun ikke er ok som hun er. Hun lærer at opføre sig på en bestemt måde, for at få kærlighed. Hun lærer at lukke ned for sider af sig selv. Hendes grænser bliver overskredet og hun lærer derfor selv at ignorere dem, når hun bliver ældre. De fleste af os gør som voksne, det samme ved os selv, som vores forældre gjorde ved os da vi var børn. Det betyder at hvis vi er blevet skammet ud (som den lille pige i lufthavnen blev det), så lærer vi at skamme os over at være den vi er. Hvis vi bliver afvist af vores far og mor, så vil vi selv afvise os selv, når vi er voksne. Hvis far og mor møder os med vrede, når vi sætter grænser, vil have noget, som ikke passer dem, hvis vi er krævende eller sørger, når noget ikke går, som vi ønsker os, så vil vi med stor sandsynlighed forholde os kritisk og vredt overfor os selv, i voksenlivet.

Det er først når vi, evt. gennem terapi, kan forstå os selv, både intellektuelt og følelsesmæssigt, at vi kan begynde at give os selv det vores far og mor ikke formåede. Når vi kan sørge over det vi ikke fik, så kan vi opbygge energien til at gøre noget andet og bedre for os selv. Når vi lærer at acceptere os selv, som vi er, med alt hvad vi er, så vil vi begynde at holde mere af os selv. På den måde bliver vi bedre til at navigere i vores liv og dermed skaffe os det vi har brug for og blive bedre til at sætte vores grænser.

Jeg kunne ønske for den marokkanske pige, at hun får noget hjælp, når hun bliver voksen. At hun lærer at give sig selv det, som hendes mor ikke formåede. Forståelse, accept og respekt. Jeg håber at hun kan bryde den onde cirkel og lære sig selv og sine børn om en sundere måde at være sammen på.

Det håber jeg for os allesammen.

God fornøjelse med kærligheden. Især den til dig selv.

Læs også: IN-Klumme: Når voksne opfører sig som børn

1 Comment

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.