IN-Klumme: Når voksne opfører sig som børn
For at det lille barn bedst kan lære, er det programmeret til at tage alt det far og mor siger og gør fuldstændig ukritisk ind. Far og mor gør altid det rigtige. På den måde lærer barnet bedst muligt alt det, der skal læres inden det kan klare sig selv.
I treårs-alderen kan barnet begynde at adskille sig selv fra far og mor, men først når barnet er 10-11 år er hjernen så udviklet, at det kan begynde at opleve, at der er steder, hvor livet kan leves på en anden måde end hjemme hos os.
LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: ‘Når lysten til sex forsvinder’
Så kommer teenageårene, hvor meget af det barnet har lært af forældrene, bliver “spyttet ud igen”, så barnet bedre kan sortere i, hvad det vil tage med sig ind i voksenlivet og hvad det ikke kan eller vil bruge. Det er alt sammen sundt og godt.
Det er bare sjældent, at hele denne proces forløber smertefrit. Barnet lærer noget, som ikke er sundt for det og oprøret mod far og mor er sjældent nemt.
Således bevæger det unge menneske sig ind i voksenlivet.
Udfordringen er, at vi gør det vi har lært. Også selvom det vi har lært, ikke var godt for os. Selvom det er smertefuldt og opslidende.
På den måde kan man sige at vi i nogle dele af os, bliver ved med at være børn. Vi reagerer barnligt, umodent og utrænet i visse situationer.
Det er helt menneskeligt, men det er ikke særlig hensigtsmæssigt og det kan ende med at slide både os selv og parforholdet op.
Ubevidst gør vi vores partner ligeså vigtig som far og mor engang var det. Det gør os ensomme og frustrerede. Det føles som om partneren svigter, ikke ser os, ikke forstår os – ikke anerkender eller respekterer os.
Vi giver således vores partner ansvaret for vores glæde, lykke og velbefindende.
Vi tror, vi skal finde den partner, som kan give os alt det vi har brug for og når han/hun så IKKE gør det, så skælder vi ud, bebrejder, kritiserer og manipulerer, og ender med at lade os skille for “han passede ikke til mig”, “hun kunne ikke give mig det, jeg har brug for”, “vi passer ikke sammen”, “vi er vokset fra hinanden”.
Det er de færreste, der stiller sig selv spørgsmålet:
“Hvordan bærer jeg mig mon ad med at føle mig svigtet/ikke set/ikke respekteret/ikke værdifuld/ikke [….].” Fill in the blank.
Vi er villige til at splitte familien, undvære vores børn halvdelen af deres barndom, leve alene – alt for at slippe for den smerte, der er forbundet med ikke at få sine behov dækket. Vi går på jagt efter en ny partner, som så må kunne give os det vi har brug for.
LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: ‘Er du (stadig) mor for din mand?’
Men det findes ikke. Desværre.
Det er for sent. Du er ikke længere et barn og far og mor (læs: din partner) skal ikke give dig det du har brug for. Det skal DU.
Heri ligger ansvaret og her ligger friheden, og du kan godt lære det. Jo du kan.
Det kræver, at du er villig til at kigge på dig selv, fremfor at pege fingre af din partner. At du er mere optaget af, hvad der er din andel i det, som ikke fungerer fremfor at brokke dig, bebrejde, bagtale og miste respekten for ham eller hende du er gift med.
Alt hvad du oplever i verden, siger noget om hvem du er. Hvis du og jeg var gift med den samme person, så ville vi opleve noget forskelligt. Vi ville sikkert også opleve noget, der føltes på samme måde. Men det siger mere om, at du og jeg er forskellige og ikke særlig meget om den vi er gift med. Interessant tanke ikke sandt?
”Grib i egen barm” giver en helt ny mening og du kan starte i dag.
Kærlig hilsen Katrine
Responses