“Kan du SÅ opføre dig ordentligt!”

Jeg sidder i skrivende stund ombord på Aarhus/Odden færgen efter en dejlig kæresteweekend med min mand.

Bag os sidder en mor med sin, vil jeg tro, 11-årige datter. Datteren spiller på moderens telefon. “Du skal trykke tilbage” siger moderen. “Jeg kan godt selv” svarer datterene. “Jeg vil jo bare hjælpe dig”, “Jamen jeg ka´godt” afviser datteren. “Du skal kraftedeme (det sagde hun faktisk) ikke snerre af mig, giv mig min telefon”. Moderen tager telefonen fra datteren, som (formoder jeg) ser utilfreds ud. “Og du kan godt tørre det sure fjæs af” slutter moderen. Et øjeblik efter taler de sammen, som om intet var hændt.

Jeg får en ustyrlig trang til at vende mig om og på en alt andet end assertiv vis, at fortælle den mor, hvad hendes håndtering af datteren med stor sandsynlighed gør ved hende.

Jeg gør det selvfølgelig ikke. Det vedkommer ikke mig, hvordan den mor opdrager sit barn. Så nu fortæller jeg dig det i stedet for.

Datteren har fået lov til at låne sin mors telefon. Det er sikkert nyt og spændende, og hun fumler rundt med den for at lære den eller det nye spil at kende. Datteren er som skrevet pre-teen og derfor i en alder, hvor hun så småt begynder at gøre sig sine egne erfaringer uden mor og far. Det er hendes første skridt til at blive en selvstændig voksen. Moderen tilbyder (eller hvad jeg nu skal kalde det) sin hjælp og datteren siger nej, hun vil gerne prøve selv. Det nej vil moderen ikke respektere og datteren, som sikkert har prøvet det her masser af gange før, har kun én mulighed, og det er at trække sig og se mut ud. Mit gæt er, at hun har opgivet at gå mod moderen og forsøge at sige nej igen. Hun har resigneret.

Moderen kan ikke bære at blive sagt imod. Måske er tabet af den ubetingede kærlighed og afhængighed, som det lille væsen har givet hende i ti år, ikke til at bære og hun vil fortsat være den, der bestemmer. Måske tror hun, (som man gjorde dengang hun selv var barn), at børn skal rettes til og lære at gøre hvad de voksne siger. Moderen tager altså afvisningen personligt og kører på for at få datteren til et opføre sig på en bestemt måde.

Datteren vokser op og lærer at hendes nej ikke er værd at respektere. Vi gør som vi har lært, og datteren vil sikkert som voksen, forelske sig i en mand som heller ikke respekterer hendes grænser, eller hun vil kopiere sin mor og selv blive grænseoverskridende i sin adfærd. Sådan lidt forenklet sagt.

Det er naturligvis en tænkt slutning, jeg her drager. Den bygger på en formodning om, at moderen også er grænseoverskridende i sin adfærd i andre situationer. At hun er mere optaget af at få gennemført det hun vil, end hun er at lære sin datter at kende. Eller respektere hendes forsøg på selv at løse sine udfordringer. Det får man ikke selvstændige voksne ud af. Derfor er denne slutning langt fra usandsynlig.

Vi er produkter af den måde vores forældre var sammen med os på. På godt og ondt. Om de så det menneske vi var, (og er) om de respekterede os, og om de kunne holde ud, at vi i teenageårene blev mere og mere selvstændige og havde mindre og mindre brug for dem.

Som voksne vil vi ubevidst søge det, vi kender, og det giver os bøvl og bavl i parforholdet, som i sidste ende kan resultere i parterapi eller skilsmisse.

Læs også: IN-Klumme: Jeg kan ikke mærke mig selv 

Related Articles

Responses

Skriv et svar til Sofie Reimer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Annuller svar

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.