Lad dog være med at tage sådan på vej!

· Det er da ikke noget at blive ked af!
· Lad være med at skabe dig!
· Hvor er fars glade pige henne!
· Store drenge græder ikke!
· Gå ind på dit værelse, til du bliver god igen!
· Jeg kan ikke lide dig, når du er vred!
· Hvorfor bliver du så sur over det?
· Så nu må du snart være færdig med at græde!

Sådan nogle sætninger har de fleste voksne hørt, da de var børn. Overbevisningen dengang var, at forældrene og andre voksne fortalte dem, hvad de gjorde forkert, så de kunne lære at gøre det rigtige og opføre sig ordenligt. Så hvis far ikke kunne lide, når hans datter er vred, så bad han hende lade være med det. Eller han straffer hende. Eller fryser hende ude. Eller sender et blik osv.

Man forestillede sig, at så lærte børnene at gøre det rigtige fremover.

Virkeligheden var at børnene lærte, at når de udtrykte bestemte følelser, så var de forkerte. De lærte sig derfor at undertrykke de følelser, for at få fars og mors livsvigtige kærlighed. De lærte at overhøre kroppens signaler, for det var vigtigere at få kærlighed end at lytte til sig selv.

Det var rigtig godt at børnene gjorde sådan. Det blev deres redning, for så kunne de overleve følelsesmæssigt i deres primære familie. De børn der gjorde oprør fik skæld ud, blev skammet ud, fik måske smæk og blev kaldt besværlige og uopdragne.

Udfordringen når vi bliver voksne er, at vi gør det vi har lær. Også når det ikke er nødvendigt længere. Selvom vi forlængst er flyttet hjemmefra, så undertrykker vi stadig de følelser vi lærte, da vi var børn. Det er en katastrofe for vores velbefindende og for vores nære relationer.

Vi har ikke et naturligt forhold til hele vores følelsesliv. Vi ved ikke hvordan vi skal håndtere følelserne og navigere i dem. De er “farlige”, besværlige og forbudte.

Man kan sige vi bliver vores egen far og mor. Vi fordømmer, undertrykker, negligerer, ler ad og afviser vores følelser og dem vi er. Det er slidsomt og smertefuldt og vi går glip af det rige indre liv, som vores følelser er.
Vi kan ikke regne med os selv og at vores følelser fortæller os, hvad vi har brug for og hvor vores grænser er.

Det bliver helt umuligt at være i et godt parforhold, når vi ikke har adgang til de sandheder, der ligger i vores følelser.
At det så ikke altid er hensigtsmæssigt at reagere umiddelbart og ukritisk på vores følelser er en anden snak.