Kan man(d) ændre sig?

Synes du også at din mand eller kone på en tre-fire områder er RØV irriterende?

At de der egenskaber, vaner eller handlemåder, dem kunne du saftsuseme godt undvære, og er de ikke blevet lidt værre med årene? Ligner han ikke sin far, og taler hun ikke fuldstændig som sin mor?

Hvis I er gledet fra hinanden, hvis I har konflikter og du ind imellem tænker: Det bliver aldrig anderledes – sådan er hun bare, eller han kan ikke gøre ved det, det er en del af hans personlighed. Så står du måske allerede med ét ben ude af forholdet. Eller måske leger du med tanken om, at dit liv kunne se helt anderledes ud, hvis der stod Larsen og ikke Andersen ved siden af dit navn på døren.

Faktum er bare, at uanset om du er kæreste med Rasmus, Peter eller Carsten, så er du stadig dig. Det du bærer med dig i din følelses- og erfaringsmæssige rygsæk, er det samme, uanset hvem du er sammen med. Medmindre du får ryddet op selvfølgelig. En anden del handler om, at vi forelsker os i dem, som kan lære os noget om os selv (jo jo, den er god nok). Så chancen for at du finder en anden, som kan aktivere dine skygger, som kan gøre dig lige så frustreret som din eks, måske bare på en anden måde, er alarmerende stor. Og heldigvis for det, heri ligger jo netop gaven. Også selvom den gør nas, frustrerer dig eller gør dig ensom.

Nå men spørgsmålet var jo så også, om det overhovedet er muligt at ændre sig, eller om man er som man er.

Vi er alle en kombination af de gener vi har med os og det sociale miljø, vi er vokset op i. Vi er præget af det liv, vi har levet, og de erfaringer vi har gjort os. Man kan sige at vi oplever verden gennem et “filter”, som er påvirket af det, vi har været igennem.
Det betyder, at vi lever vores liv, og håndterer det livet udsætter os for, bygget på en erfaring vi gjorde engang. Det er ikke altid hensigtsmæssigt.

Lad os nu sige at jeg er vokset op i en familie, hvor jeg skulle præstere for at få kærlighed. Jeg fik ros af min far, når jeg fik gode karakterer og kærlighed af min mor, når jeg var flittig og hjalp til derhjemme og var en artig og fornuftig pige. Det er det billede af kærligheden, jeg tager med mig ud i verden. Når jeg møder en mand (og i en hvis grad andre mennesker i det hele taget), så tror jeg, at jeg skal være på en bestemt måde, for at han kan elske mig. Det prøver jeg så (ubevidst) i noget tid, men samtidig bliver jeg mere og mere frustreret, fordi jeg ikke føler mig set og elsket, for den jeg er (!!!) Jeg bebrejder min mand, synes han tager mig for givet, han burde være mere deltagende derhjemme, købe blomster og arrangere kærlighedsweekend, for det har jeg fortjent. Han aner ikke, hvad jeg taler om, for han har både bygget skur i haven og tjener jo masser af penge (for det er det han har lært hjemmefra skal til, for at han kan blive elsket). På den måde kunne vi slide hinanden op og ende med at blive skilt, fordi ingen af os får det vi har brug for.

Så længe vi giver hinanden ansvaret for, hvordan vi har det, kan vi ikke flytte os og ændre de uhensigtsmæssige mønstre. Vi vil tvangsmæssigt gentage dem. Først når vi tager ansvar for, hvad vi selv bidrager med i forholdet, hvad vi har med os i vores erfaringsmæssige rygsæk, kan vi gøre noget andet og bedre.

Når jeg kigger på min historie og forstår, at det er mit billede af kærligheden, der gør, at jeg tror, jeg skal præstere, for at føle mig elsket, så kan jeg begynde at gøre noget andet. Eks. øve mig i at tro på at jeg får kærlighed, fordi jeg er den jeg er, og ikke for det jeg (tror), jeg skal gøre.

Ved du, hvad du bringer med dig ind i dit parforhold, og som ikke fordrer kærligheden?

God fornøjelse med kærligheden.

Katrine

Læs også: Rasmus er forelsket i en anden 

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.