JP-Klumme: Den klarer jeg skat

… er noget af det bedste min mand kan sige til mig. Ih jeg elsker når han tager over, og jeg ikke behøver holde styr på, hvad børnene har for af lektier, hvornår der er forældremøde i klassen og hvad tante Agathe skal have i fødselsdagsgave.

Problemet er jo bare at han ikke tager over på min måde, altså hvis han siger han vil støvsuge, så gør han det jo, når han synes, her trænger og ikke, når min nullermands-grænse er nået. Så er det jeg må spørge mig selv om hvad der er vigtigst: At jeg ikke behøver beskæftige mig med det og han gør det, når det passer ham eller om jeg hellere selv lige vil svinge tjutju´eren og så er der rent, når jeg synes?

Hmm, jeg er nok nødt til at erkende at jeg selv er rimelig langt fremme i bussen og gerne vil have en finger med i spillet i hvert fald på visse områder. Man kan vel sige at jeg har mine ekspertise områder, som ligesom er mine domæner. Altså jeg ved jo mest om børneopdragelse og anser det til enhver tid som min moderlige ret at over-rule min mand, hvis jeg synes han jokker i spinaten overfor børnene. Modsat vil jeg mægtig gerne at han kommer  mig til undsætning, når jeg selv kommer til kort. Men det skal så ikke være med skældud, fordi det har jeg også eneretten på herhjemme. Jeg synes jeg skælder ud på en mere konstruktiv og knap så vred måde. Ja, Jeg kan godt selv høre det og det bliver værre endnu.

Min mand arbejder meget og det er derfor mig, som tager sig af det meste huslige arbejde. Jeg gør det gerne og lægger tit vasketøj sammen om aftenen eller går og rydder op og gør klar til dagen, som kommer. Jeg er dog ikke for fin til at sukke lidt, når jeg synes arbejdsbyrden bliver for tung og jeg gerne vil have at han gætter, at nu er det tid til at tage over. Nogle gange er jeg så træt og udkørt at jeg er klar til at betale prisen for ikke at få tingene på min måde og så får vi en svine stærk og ikke særlig børnevenlig karry ret til aftensmad og jeg må vente 3 uger på at få hængt et par hylder op i entreen, fordi ellers kunne jeg bare selv gøre det – på min måde!

Nu er jeg jo ikke alene om denne her problematik og jeg tænker på, hvad der dog får kvinder i min generation til at tro, vi kan klare det hele selv og jo selvfølgelig ved mest om boligindretning, madlavning og farvekombinationer af børnetøj. Vi vil have tingene på vores måde og samtidig gerne have en rigtig mand, som siger til og fra, som er nærværende, deltagende og tydelig. Man kan jo ikke blæse og have mel i munden siger et gammelt ordsprog, men det er som om at det vil vi da s*ide et stykke, for vi vil have det hele.

Vi er møg forkælede synes jeg og hvordan har vi egentlig forestillet os, at en tilværelse skulle se ud, hvis vi ikke er villige til at vige pladsen? Tror vi at det bliver moderne med 70´ernes tøffelhelte igen? Vil vi have mænd som siger ja og ammen og ikke har nogen mening om, hvor familiens sommerferie skal gå hen eller hvor skabet skal stå?

Næ jeg har besluttet mig for at være langt mere åben og medgørlig overfor min mand og hans måde at gøre tingene på. Ej ok, jeg vil øve mig i hvert fald. Jeg vil meget hellere have at han er med som en del af familien og at det netop er os to og vores forskellighed, som skaber dynamikken i lige præcis vores forhold. Jeg tror at den frihed det vil give mig at slippe og lade ham komme til vil bekomme mig vel og den vil vel i virkeligheden også klæde mig som kvinde.

Læs også: Sådan bliver du hørt i parforholdet