– og vil du lære at leve mere bevidst?

Mit udgangspunkt når jeg møder folk, fremmede, klienter, gamle venner, min familie, ja alle, er at de lever deres liv, så godt de kan.

De gør det bedste de har lært, fordi de har lært netop det.

Vores syn på verden er præget af det liv, vi har levet. Vi ser og oplever altså verden gennem “briller”, som er farvet af den erfaring, vi har gjort gennem vores liv og især vores barndom.

Det betyder at du og jeg kan se på den samme situation, men opleve noget vidt forskelligt, fordi vi har en “forskellig” oplevelse af verden og det, der sker i den.

Hvis du er vokset op med masser af kærlighed og forståelse og omsorg, så vil du gå ud i verden og være sikker på, at det er lige præcis det, du møder i den. Altså kærlighed.

Hvis du derimod har en gammel erfaring om at være forkert eller blive afvist eller forladt, så vil det være netop det, du “ser efter”. Det vil være med “forladtheds-brillerne” på, du oplever det der sker.

Hvis du eksempelvis taler med din partner om noget der er vigtigt for dig og du får oplevelsen af han ikke hører ordenligt efter, så vil du straks føle dig afvist og tolke (læg mærke til mit ordvalg), at han ikke er interesseret i det, du siger og at det nok betyder at han er ligeglad med dig.

Hvis du derimod har hjertet fuld af kærlighed og er sikker på at han elsker dig, for du føler dig værdig til kærlighed, så vil du i præcis samme situation, tænke at han nok blev distraheret eller det måske var et dårligt valgt tidspunkt, så du vil fortsætte samtalen senere, men uden at blive hverken stødt eller fornærmet eller såret over ikke lige at blive mødt og lyttet til.

Kan du se forskellen?

Det slidsomme er, at vi netop ofte har ALT FOR MEGET fokus på, hvad vores partner gør og alt for lidt fokus på vores egen måde at opfatte tingene. Altså vores egen perception og dermed vores eget ansvar for, hvad udfaldet af den lille hurtige samtale i køkkenet, hvor vi gik galt af hinanden.

I den første situation, kunne du måske finde på at sige til din mand (eller kone): Det er altså virkelig provokerende, at du aldrig gider lytte, til de ting jeg fortæller dig. Du er jo ligeglad med noget, som er meget vigtigt for mig, det er simpelthen så tarveligt af dig.

Eller også ville du trække dig og ikke sige noget, fordi du blev såret. Men tolkningen er den samme.

Læg altså mærke til hvor meget du tolker i situationen, hvordan du dømmer og bilder dig ind, at du ved hvad der foregår hos din mand (eller kone). Hvis du altså kan genkende dig selv i situationen.

I den anden situation tager du ansvar og siger: Jeg fik vist valgt et dårligt tidspunkt at dele det her med dig på, jeg kan se du har travlt med maden. Det er for vigtigt for mig til at vi går let hen over det, så lad os tale videre senere. Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Når vi kan hjælpe os selv med ikke at blive så ramt af det vi TOLKER (altså når vi drager konklusioner på den andens motiver), så kan vi bevare både den hyggelige stemning og vi undgår ca. en milliard konflikter.

Vi undgår altså at reagere pr automatik.

Vi kan også lave en tredje situation, som er den vi skal bruge til at øve os i af vise vores sårbarhed (som jeg skrev om i sidste uge og du kan læse om HER) og samtidig tage ansvar og undlade at tolke på, hvad der sker hos hinanden, så kan svaret falde sådan her:

Jeg har oplevelsen af, at du ikke rigtig lytter efter og det bliver jeg såret over. Gider du høre, hvad jeg fortæller eller skal vi tage det senere, det var måske et dårligt valgt tidspunkt?

Og ordene skal altså falde uden bebrejdelser eller kritik, men netop som en konstatering af, hvad der sker i situationen og inde i dig.
På den måde er der plads til den andens reaktion uden at han/hun straks bliver høvlet ned og der er også plads til at det, der sker gør noget ved dig. Win win, som man siger.

Og I er endda begge blevet klogere.

Så hvis du vil leve et liv, hvor dine reaktioner ikke kommer fra automatpiloten, så skal du lære at forstå hvorfor du reagerer som du gør, hvor du har lært det og du skal fremfor alt have omsorg for det lille menneske, du var engang, som lærte om verden, at det ikke er altid du bliver mødt med kærlighed.

Det kan du heldigvis tage dig af dig selv som voksen, så du ikke bliver ligeså ramt, som du gjorde engang. Fordi du i dag kan passe på dig og ikke længere er et barn 100% afhængig af dine forældre og andre vigtige voksne.

Så ja, den kan i allerhøjeste grad lade sig gøre at ændre dit syn på verden, dine relationer og måden du oplever dit liv på. OG det handler om at lære dig selv at kende.

Det hjælper jeg hver dag mine klienter med i min praksis eller over telefonen. Der er håb at hente.

God fornøjelse med det gavnlige og selvkærlige arbejde.

Kærlig hilsen Katrine

PS. En af min artikler fra ALT for damerne og nu også BT og kærligheden der blev slidt op af konflikter, kan læses HER