Go røv og go weekend

Mmm go røv! Jeg vender mig om efter flaskedrengen i Irma, for at se om hans ansigt er lige så pænt, som hans røv. Ja, minsandten, den er go nok! Ikke at der er noget i vejen med denne hverdagsbetragtning, jeg synes skam altid det er en fornøjelse at se på lækre mænd – i alle aldre forstås. Det interessante ved at jeg synes flaskedrengen på 17 er lækker er, at han med største sandsynlighed hellere ville falde død om end at værdige mig mere end et ”Kan jeg hjælpe med noget?” – blik. Jeg mener, i hans optik står jeg med mine 37 år med det ene ben i graven og er måske med et par års difference på alder med hans mor.

Jeg kan huske når jeg som 14 årig var til konfirmation hos mine veninder. Til de familiefester var der altid en eller anden mega pinlig tante, som drak sig lidt for fuld og som flirtede med alt over 20. Sådan en er jeg nu. Inden i synes jeg jo selv jeg er en lille smule 17 år og det betyder jo at ekspedienten i 7-11 på 22 nok synes jeg er noget af en  laber cigar. Det synes han ikke, jeg har bare ikke opdaget det faktum endnu! Det er godt jeg ikke kender nogen, der har børn i konfirmations alderen.

Kan I huske Susse Wold i Den kroniske uskyld, som gik op ad trappen med Simone Bendix´ pæne, pæne kæreste. Det var jo vildt ulækkert og ad, hvor var hun bare tarvelig hende moderen. Jeg var sgu selv gået med i dag, for har var da en steg. Altså hvis vi ser bort fra at det var min datters kæreste og at jeg jo er ret godt gift.

Men, men jeg må altså nøjes med at være ung med de unge på min egen alder. Når jeg skal i byen eller til fest er jeg nemlig rasende kæphøj. Oj, mand, hvor skal jeg bare drikke mig i hegnet og danse hele natten til den forældre-fest i min søns klasse. Realiteten er at jeg bliver små bimmelim af velkomstdrinken og et eller andet sted under forretten og 4 glas vin, da kan jeg bare ikke drikke mere alkohol. En gedigen brandert får jeg derfor aldrig rigtig opbygget og ved 11 tiden er jeg træt. Det har jo været en lang uge og børnene skal hentes tidligt i morgen, så skulle vi ikke bare tage hjem og se dyner?

Det er et faktum at jeg bliver ældre, men det er som om min bevidsthed ikke kan følge med aldringen af min krop. Jeg er godt nok begyndt at kunne lide ting, som gamle mennesker kan lide. Jeg vil gerne tidligt i seng, så jeg kan være veludhvilet til i morgen. Jeg bryder mig ikke om at sidde i træk, med derimod meget gerne med en uld plaid over benene og de der indkøbstasker med hjul, de giver bare meget mening. Jeg synes forloren hare med hassel bagte kartofler, brun sovs og ribsgelé er en udmærket middagsret og jeg bliver simpelthen nød til at slutte nu, for jeg skal ned til optikeren og hente mine nye briller, så jeg bedre kan se ham flaskedrengen i Irma.

2 Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.