15 maj Verdens dummeste mor

Jeg fik prisen her til morgen. Der var ingen Hollywood stjerner til at overvære overrækkelsen, ingen fotografer eller rød løber og jeg holdt heller ikke nogen takketale. Prisen blev ikke overrakt med kindkys, men derimod slynget vredt ud af min syvårige datter Naja, som derefter marcherede ud og knaldede hoveddøren i med et brag, så vinduerne klirrede.

Morgenerne startede ellers godt. Børnene kommer tumlende ind i stuen med hver sin dyne og dratter om i sofaen foran ”Morgenhår”. De får mange kys på den tid af morgenen. Jeg laver havregrød til min søn Markus og spørger Naja, hvad hun kunne tænke sig at spise. Det spørger jeg tit om en 3-5 gange, før hun har besluttet sig. Når maden står på bordet skal hun oftest have lidt verbal hjælp til at komme fra sofaen over til spisebordet. Engang imellem tager jeg hende ved hånden og fører hende over til morgenmaden. Som jeg skriver dette kan jeg godt se, at jeg allerede her, er ude på et curling-skråplan, nå men. Mens hun spiser reder og fletter jeg under skrig og skrål hendes hår. Hun går ofte i stå i løbet af måltidet og hvis ikke det hjælper at jeg minder hende om at spise, så stiller jeg mig foran fjernsynet og truer med, at hvis ikke hun spiser færdig, så slukker jeg – det virker. I højst  30 sekunder. Næste gang jeg truer med noget virker det i 25 sekunder. De har for længst luret mig og ved, at jeg først slukker for fjernsynet, når jeg er virkelig vred. Efter maden skal børnene have tøj på og Markus på 9 skal som regel bare lige mindes om det et par gange før han går i gang. Naja har tit et par ærinder, som hun gerne vil have ordnet først. Klokken nærmer sig afgangstid og min curlinggrænse er ved at være nået. Det er her jeg forvandler mig fra den søde og hjælpsomme mor, til den sure og skrappe mor, som begynder at råbe af sine børn. I starten taler jeg fornuft med dem. ”I skal sætte farten op nu, ellers kommer vi for sent” og den slags. Det virker sjældent, for de er ligeglade. Det hele ender med at vi alt for ofte kommer ud af døren på en rigtig åndssvag måde. Børnene er kede af det og vrede over at blive skældt ud og jaget med og jeg er ked af og vred over at jeg gør det i al min afmagt.

Det er jo mig (nogen gange glemmer jeg det faktisk), som er den voksne og som derfor skal sætte rammerne for hvordan vi kan være her alle sammen på en god måde. Som jeg sidder og skriver dette tænker jeg: sluk dog for det skide fjernsyn. Samtidig ser de så søde ud, som de ligger der i sofaen og langsomt vågner. Jeg bliver også helt træt på forhånd ved tanken om hvor lidt jeg orker at tage konflikten omkring fjernsynet de næste mange morgener, indtil tv-narkomanien har sluppet taget i mine børn. Mand, jeg er træt af konflikter. Jeg kender alle de gode grunde til at skulle tage dem med mand som med børn, men for fanden, hvor gad jeg godt slippe for mange af dem. Faktum er at jeg gang på gang vælger at tisse i bukserne, fordi det varmer så dejligt lige nu og jeg slipper for turen ned af den kolde køkkentrappe til dasset i gården  – hvis I forstår mit billede.

På en måde er det forvandlingen fra pleasende curling mor til stiktossede, råbende mor, som er den værste. Jeg tror at hvis jeg bevægede mig mere ind på midten og var mindre curling og mindre råbende, men derimod mere tydelig i mine grænser, så ville jeg være nemmere for mine børn at forholde sig til. Jeg ville sikkert også have det nemmere med mig, fordi jeg ikke gang på gang lader mine grænser overskride. Jeg er nødt til at droppe mit urealistiske billede af min idylliske kernefamilie, hvor vi til enhver tid kan tale os til rette – it´s not gonna happen!

Jeg må stramme op og jeg må tage mig selv i nakken og sætte nogle flere grænser på den fede måde. Det tjener ikke nogen at jeg er bange for at blive kaldt verdens værste mor. Jeg ved jo godt, hvad der er godt for mine børn og jeg ved at verdens bedste mor både curler og skælder ud, fordi hun ikke er bange for at begå fejl sammen med sine børn – hvornår mon jeg lærer det?