Hvorfor kan du ikke gætte, hvordan jeg har det?
Ja, så gjorde jeg det igen. Jeg gik nemlig og små mopsede over at min mand ikke kunne gætte hvordan jeg havde det.
Jeg var kommet sent hjem to aftener i træk og kunne konstatere at den maskine fuld vasketøj jeg havde sat over om morgenen ikke var hængt ud og børnenes madpakker ikke var smurt. Jeg sagde ikke noget, lavede bare hønserøvs mund og gik i seng – han havde vel heller ikke nået at støvsuge nå!. Hønserøvs munden sad der endnu, da vi stod op og egentlig havde jeg fortjent ikke at blive spurgt til, men han er nu sød og opmærksom min mand, så han spurgte mig om der var noget galt. Desværre gik jeg i gang med mit offer korstog og remsede alle de praktiske ting jeg havde fået ordnet og afsluttede med et: ”…og så kan jeg ikke engang regne med, at du tager dig af de allermest nødvendige pligter” . Der blev han sgu sur (med rette) og så kunne vi få en halv dag til at gå med den konflikt. Meget velargumenteret forklarede han mig, at han ikke fra tid til anden stak overkroppen ind i vaskemaskinen for lige tjekke om jeg havde sat noget over. At smøre madpakker om aftenen er et af mine nye påfund, så det havde han ikke skænket en tanke. Men som han sagde, jeg kunne jo bare sige til, hvis der var noget han skulle gøre. Dén sad, for det er jo netop det jeg har så svært ved. Jeg stoppede desværre ikke dér, men fortsatte ud fra en overbevisning om at tingene skulle køre på min måde. Nå ikke?
Jeg undrer mig. 11 års ægteskab, 13 års on / off terapi og 5 1/5 års uddannelse inden for feltet senere. Christ, bliver jeg aldrig klogere?
Jeg dykker lidt ned i mine bevæggrunde og det første der falder mig ind er, at jeg kan fremhæve mig selv og mine praktiske fortræffeligheder, når jeg går og bitcher inden i. Når jeg gør mig til offer, så slipper jeg så dejligt for at tage ansvar for virkeligheden. Jeg kan bruge alt mit krudt på at have ondt af mig selv og ingen siger mig imod, når bare jeg holder munden lukket. Min konfliktskyhed slipper for diskussionen om hvem, der har ret, så min virkelighed kan jeg beholde helt som min egen. Selvbevidsthed, selvbevidsthed. Cirkushesten skal åbenbart have et par runder mere i manegen med de gamle mønstre, før jeg fatter vigtigheden i at melde ud. Op på hesten igen gamle jas!
Det er jo rigtigt nok, at vi kvinder ofte laver den der hønserøv. Men jeg tror, terapi osv. til trods, at der altid vil være den lille forskel mellem mand og kvinde, at mænd ofte er tilstede her og nu og laver løsninger, når de står i en situation, hvor noget ikke er forberedt, mens vi kvinder (mødre!) hele tiden er et skridt foran. Vi har lige haft konflikten herhjemme, fordi min søn netop er blevet renlig. Min mand tænker simpelthen ikke over at tisse af, inden vi tager hjemmefra, og fra mit synspunkt er det så synd, når sønnen står i supermarkedet og knap nok kan holde sig. Hvordan kommer man ud af sådan en konflikt? Jeg synes, jeg er god til at lade min mand gøre alt på hans måde, men lige der, hvor sønnen kan få et lille nederlag? Jeg har overvejet at poste boligen til med post-its, men det er da også en tand for styrende.
Hilsen Line
Kære Line,
Ja, den er svær, men mon ikke din mand kan se meningen i at være en lille smule mere forberedt, når nu det gælder jeres søn?
Hvad angår post-it noterne, så synes jeg du har helt ret i at det bliver alt for styrende og alt for “mor-agtigt”. Det er der desværre mange kvinder der er og tilsidst går sexlivet fløjten, fordi de har kastreret deres mand med alt for meget kontrol og “mor ved bedst”-måden.
Igen må det vel handle om kommunikationen, for mænd tænker ikke som os og så kan vi vel passende bidrage med det vi er gode til og de kan bidrage med deres stærke sider.
Åh hvor jeg dog kender det. kender det. kender det. kender det. Men hvor er det også meget federe at melde klart ud.
Hvor ville hele verden bare være et meget bedre sted og livet langt mere overskueligt, hvis mænd tænkte som kvinder og gjorde lige det, vi gerne ville have, uden at vi skulle bede om det. Sådan tænker jeg i hvert fald tit. Problemet er bare, at jeg har lidt svært ved at svare på min (ellers pænt servicerende, når jeg ellers åbner munden) mands meget enkle spørgsmål: “Hvem siger egentlig, at din måde altid er den rigtige måde at gøre tingene på?”. Og dét er der jo desværre en vis sandhed i 🙂
Efter 14 års “råben og skrigen” frem og tilbage over opvask, sure strømper, ubetalte regninger og børn der bliver sendt i skole i vintertøj midt om sommeren har vi mere eller mindre slidt de skarpe kanter af på hinanden, er helt forpustede og har fået “konfliktallergi” sådan at seancerne med hønserøv i tide og utide, døre der smækker fornærmet, og børn der ser forbavset til bare stille og roligt er fordampet.
Vi er faktisk lidt trætte, og ok så ligner vores hjem nogle gange ungdomshuset, der mangler toiletpapir på andre, og børnene må hjælpe til med at huske deres lægeaftaler og madpakker…
Sådan kan det også gå.
Dejlig ærlig histoire, Katrine.