En gang svigtet – altid svigtet

Jeg tror at vi mennesker har en naturlig og medfødt trang til at hele os selv. Det betyder at vi, i alt hvad vi gør, vil forsøge at læge gamle sår og dermed hjælpe os selv til at komme videre i vores liv. Det svære er at få øje på, hvilke sår vi har og dermed forstå os selv og hvor vi trænger til helingen. Hvorfor falder en kvinde igen og igen for mænd, der er voldelige? Hvorfor finder en mand en kone, der tryner ham, så han til sidst ikke ved, hvad han selv synes? Hvorfor går min gode veninde nærmest målrettet efter mænd, der svigter hende, når hun er allermest sårbar og har brug for dem? Hvorfor falder min ven kun for kvinder, som ikke rigtig vil have ham?

Det kan umiddelbart synes absurd at blive ved med at begå de samme fejl i parforhold. Hvorfor lærer vi ikke altid af vores fejl og hvorfor søger vi ikke det forhold, som ville være godt for os, men bliver ved med at løbe panden mod en mur? Grunden til det er, at det er vores eneste måde at udvikle os på. Hvis vi eksempelvis i vores barndomshjem har lært, at når jeg vælger mig selv og siger til og fra, så kan min mor ikke rumme mig og det giver mig skyldfølelse. Så vil jeg i mit voksenliv ubevidst søge mennesker, som kan tricke den gamle velkendte skyldfølelse. Jeg hader altså skyldfølelsen, men jeg søger den ubevidst, fordi det er min eneste måde at gennemleve den og dermed kunne give slip på den. Som barn måtte jeg påtage mig skyldfølelsen, men som voksen har jeg muligheden for ikke at tage den på mig. Hvis jeg altså bliver bevidst om, at det er det jeg gør.

Er jeg vokset op med en voldelig far, så tror jeg at vold på forkvaklet vis er kærlighed. Jeg føler mig altså først rigtig elsket, hvis jeg kan drive en mand så langt ud, at han slår mig. Jeg kan også føle mig meget værdifuld, uundværlig og virkelig elsket, når han så bag efter ligger på sine knæ og græder om tilgivelse.

Hvis min vens mor har været meget dominerende i hans barndom, har kontrolleret ham og hans far enten ikke har været en del af hans liv eller også blev han også domineret af  sin kone, så vil min ven ubevidst søge dominerende kvinder i sit voksenliv. Han kunne ikke sige fra overfor sin mor, da han var barn, men han kan lære at gøre det i dag, hvis han finder en kvinde, som indirekte kan støtte ham i den proces, ved at styre ham. Der ligger noget trygt og velkendt i at lade sig diktere, uanset hvor ubehageligt det er. Min ven har aldrig lært at det var vigtigt, hvad han synes, så han finder sig en kvinde, der heller ikke interesserer sig for hans mening eller som bonus til hans dårlige selvværd håner ham, for at være vattet. Den kvinde er hans mulighed for at udvikle sin evne til at sætte grænser, til at slå i bordet og holde på sit. Hun er hans mulighed for at lære sig selv at kende.

Man kan undre sig over at ”tøffelhelten” ikke finder sig en sød lille kontormus han kan hygge sig med, i stedet for hende matronen. Hvorfor synes den voldsramte kvinde ikke, hun har fået nok bank i sit liv og hvorfor finder min gode ven ikke en sød og dejlig kvinde, som vil elske at bage boller til hans børn og kysse ham godnat om aftenen?

Det er fordi netop disse umiddelbart matchende partnere ikke er så matchende endda. Vi kan nemlig ikke udvikle os sammen med dem og det er jo netop det, jeg tror på vi har brug for, for at læge de gamle sår fra barndommen. Hvis du kan genkende at det ikke er de interessante og søde mænd, der er sexede, men kun de farlige og utilregnelige, så ved du måske nu hvorfor.

Vejen ud af det voldelige forhold og væk fra kvinderne der svigter, handler derfor om at turde tage ansvar for sit eget liv. I stedet for at synes at alle mænd er nogle svin eller alle kvinder nogle svigefulde sataner, så må jeg få øje på mit eget bidrag til at mine forhold ikke lykkes. Når jeg opdager, hvor jeg blev svigtet som barn og kan tage hånd om det lille svigtede barn inden i mig, så vil jeg som voksen kunne møde ligeværdige partnere uden den opslidende gentagelses tvang. Jeg bliver i stand til at sætte mine grænser og give udtryk for mine behov og dermed vælge mig en partner, som jeg er ligeværdig med og som jeg kan elske, for den han / hun er, uden at have behov for at gentage de gamle negative mønstre. Jeg kan lære at tro på at jeg er værd at elske, som den jeg er også uden at blive slået, domineret eller svigtet.

Jeg kan også vælge at udvikle mig sammen med den partner jeg måske har nu, for een ting er sikkert: nissen flytter med. Jeg kan lige så godt få de gamle spøgelser ud af skabet og få set på dem, i det forhold, hvor jeg er. Vi bruger utrolig meget tid på at tænke at det er vores partner, som ikke giver os det vi har brug for eller at vi ikke passer sammen. Jeg tror ikke på at noget forhold er tilfældigt. Jeg tror, at de mennesker, som bliver forelskede de passer som fod i hose med deres mønstre. Vi falder for dem, som kan støtte os i at hele os selv, hvis vi tør gøre det stykke arbejde. Vi skal altså have øje på, hvad vi har med i rygsækken og bruge det i parforholdet. Frem for at bruge mit liv på at søge ham, der kan hele eller fuldende mig og give mig det jeg aldrig fik, så kan jeg finde og hele mig selv gennem de mennesker jeg har i mit liv. Manden eller kvinden der kan redde mig fra mig selv, findes nemlig ikke.

Tags:
3 Comments

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.