Introjektioner (når jeg sluger noget der ikke er mit) og projektioner (når jeg lægger mig selv ud i verden)

Jeg har de seneste uger kæmpet for at færdiggøre den skriftlige del af min eksamens opgave til min Master i gestaltterapi. Opgaven er blevet skrevet med tårer af frustration (tro mig, det var svært at få slæwerne ud af blog-land og forholde mig rendyrket teoretisk til noget), den blev afleveret og pillet fra hinanden og skrevet igen og endelig med lidt ændringer godkendt. Det har været en super god proces for mig og jeg kan mærke jeg er blevet en bedre terapeut af det. Hurra, det var det hele værd. Nu får du mulighed for at læse med og få een på teori-opleveren

Indledning

Jeg har til denne opgave valgt at beskæftige mig med kontaktforstyrrelserne projektion og introjektion. Som terapeut er jeg optaget af, hvor meget vores kontaktforstyrrelser besværliggør samværet med andre mennesker, fordi vi ikke kan møde og se hinanden, som dem vi er. Når vi forstyrrer kontakten, er det som om, vi ser nutiden med fortidens ”briller”. Jeg er især optaget af, hvordan jeg støtter de klienter, jeg har i par terapi, til bl.a. at få øje på deres kontaktforstyrrelser, således at de kan hjælpe sig selv til en bedre kontakt med sig og med hinanden.

Problemformulering og afgrænsning

I opgaven vil jeg lave en teoretisk belysning af det gestaltterapeutiske begreb kontaktforstyrrelse. Dertil vil jeg benytte noget af den teoretiske litteratur, der er skrevet om emnet og eksempler til at understøtte dette, vil jeg hente fra klienterne i par terapi i min praksis. Jeg vil beskrive, hvad en kontaktforstyrrelse er og hvilken indflydelse den har på kontakten mellem den person, der har kontaktforstyrrelsen og den person han eller hun har kontakt med. Eksempelvis i et parforhold.

Jeg vil derudover beskrive det terapeutiske arbejde med kontaktforstyrrelser og vil her begrænse mig til blot at beskrive to af de fem kontaktforstyrrelser, nemlig introjektioner og projektioner.

Kontaktcirklen

Perls (2002 s. 25) beskriver at intet menneske er selvtilstrækkeligt. Det betyder at vi altid er en del af et felt, en sammenhæng og at vi gensidigt påvirker hinanden og det miljø vi færdes i, som også påvirker os. I dette felt vil der altid være en figur (Hostrup 2004 s. 61), der træder frem og en grund, som ligger bagved. I forgrunden er gestalten (Hostrup 2004 s. 56), som er den vigtige og tydelige figur, der giver mening. Hvis ikke vi kan skabe mening i figur og grund, vil der opstå en ubalance i organismen. Den ubalance vil vi forsøge at rette op på, ved at søge en helhed, ved at afslutte gestalten. Hostrup (2004 s. 118) beskriver gennem kontaktcirklen hvordan et behov opstår i os, hvordan vi søger at få det dækket, dækker det, for derefter at finde hvile, til et nyt behov opstår.

At afbryde kontakt

At vi ikke altid kan få vores behov dækket er en helt naturlig del af det at være menneske. Det lærer vi i vores barndom bl.a. gennem samværet med vores forældre. Vi lærer at dække vores behov og vi lærer at udsætte dem. Hvis vi derimod som børn lærer at vi eksempelvis ikke må være vrede eller kede af det, fordi vores forældre ikke kan rumme den side af os, så bliver vi nødt til at lære at lukke af for kontakten til vores vrede eller sorg, for at kunne overleve følelsesmæssigt i vores familie. Det vil sige at gestalten ”stivner”, fordi vi aldrig når at gennemleve vreden eller sorgen og nå et mæthedspunkt, hvor gestalten afsluttes.            Mens vi er børn er det vigtigt for os at kunne afbryde kontakten til bestemte følelser, men det er rigtig uhensigtsmæssigt for os, når vi bliver voksne og eksempelvis bliver vrede eller sorgfulde i vores parforhold. At gestalten stivner betyder for os senere i vores liv, at vi afbryder kontakten med eksempelvis vores vrede eller vores sorg, fordi et gammelt mønster aktiveres.

Introjektioner  og projektioner

Afhængigt af hvornår i vores barndom vi har måtte lukke af for visse følelser eller sider af os selv udvikler vi forskellige former for kontaktforstyrrelser (Hostrup 2004 s.128). Det er følelsesmæssigt vigtigt for os at kunne afbryde kontakten, fordi vi på den måde kan gebærde os socialt og samtidig passe på os selv i forhold til andre mennesker. Så længe kontaktforstyrrelsen foregår med en grad af opmærksomhed er den sund. Problemerne opstår når vi forstyrrer kontakten til os selv eller andre uden opmærksomhed.

Jeg vil nærmere beskrive to af de i alt fem kontaktforstyrrelser, jeg har valgt at gå i dybden med i denne opgave.

Introjektioner

I løbet af de første seks måneder af vores liv introjicerer (Hostrup 2004 s. 138), dvs. ”sluger” vi ufordøjet al det, der kommer fra vores mor . Her er både tale om mælken fra hendes bryst og måden vores mor er sammen med os på. Vi er konfluente med vores mor og har brug for, at hun varetager vores behov fuldstændigt både fysisk og psykisk. Vi skelner ikke mellem mor og ”mig”. Når det her beskrives som ”at sluge”, menes der, at vores forældres holdninger, fordomme, meninger og alle de udtalte og uudtalte signaler, vi får fra vores forældre og andre vigtige personer, ryger ufordøjet ind i vores system. Det betyder at vi lærer en masse, men også at vi får introjiceret noget, som ikke er sundt for os. På den måde lærer vi en mængde sætninger og definitioner om os selv og om andre, som vi ikke som børn naturligt får mulighed for at overveje, om vi synes stemmer overens med dem vi selv er.

Hvis barnets mor eksempelvis ikke accepterer at barnet siger det er mæt, men derimod beder det om at spise op, for det må stadig være sultent, så lærer barnet at de signaler det får fra sin mave om at være mæt ikke passer, men at mor ved bedst. Det lærer at dets virkelighed er forkert og mors virkelighed er rigtig. Det sluger altså noget, som ikke er i overensstemmelse med dets eget.

Eksempelvis lever en voksen kvinde et velorganiseret liv med mand og børn, men omtaler sig selv som en sjuskedorte, for det blev hun kaldt som barn. Hun har introjiceret en sætning, der hedder ”Jeg er sjusket” og før hun opdager at hun gentager sin mors ”stemme”, beholder hun det billede af sig selv. Har vi tendens til at introjicere kan vi derfor også i vores voksenliv sluge en mængde budskaber, som ikke bliver assimileret og gjort til vores eget, men som ligger som et fremmedlegeme i os og spærrer vejen for en hensigtsmæssig kontakt med andre (Hostrup 2004 s. 140). Mennesker der introjicerer kan have svært ved at kende deres egen mening fra andres. Især fra autoriteter bliver alle budskaber godtaget uden kritisk stillingstagen. De kan altså ikke bevare et sundt ”jeg” og et ”du”, fordi  ”du” sættes i forgrunden. (Hostrup 2004 s. 142)

Projektioner

I tumlingealderen eksperimenterer vi med at lægge dele af vores personlighed ud i verden. Vi har brug for far og mor til at agere projektionsskærme (Hostrup 2004 s. 147), således at vi kan lære os selv at kende gennem det at projicere os selv ud i andre. Eksempelvis må et barn ikke få mere slik og siger til sin mor: Du er dum. Det projicerer altså sin vrede over på sin mor, hun er den dumme. Hvis moderen kan møde og rumme barnet og svare ”Du bliver vist vred over, at du ikke må få mere slik” så kan barnet hente projektionen hjem til sig selv og på den måde genkende vreden, som sin egen. Hvis forældrene derimod ikke magter at tage projektionerne, men måske møder barnet med vrede eller kulde og sætninger som: ”Lad være med at skabe dig” eller ”Det er da ikke noget at blive vred over”. Så lærer det ikke at indeholde denne projicerede side af sig. Det lærer at føle sig forkert, når det mærker vrede. På den måde lærer vi at lukke ned for de sider af os selv, som vores forældre ikke bryder sig om eller kan håndtere. Vi lærer eksempelvis, at vi ikke må være vrede eller kede af det, urimelige eller sjuskede, så de sider lukker vi af for, på en måde, så vi ikke selv ved, at vi indeholder dem.

Hvis vi i vores voksenliv bliver vrede eksempelvis på vores partner, er vi måske ikke i stand til at vise den vrede, fordi vi har undertrykt den, dengang den var forbudt. Vi kan ikke tage ansvar for vores vrede, så vi projicerer vores vrede over i vores partner. ”Han er vred” i stedet for ”Jeg er vred og det måtte jeg ikke være”, som var den oprindelige introjektion. Når vi projicerer på den måde uden bevidsthed, kan vi ikke adskille os selv fra andre, og vi kan ikke følelsesmæssigt kende forskel på før og nu. Vi er ikke bevidste om, at vi nu er voksne og derfor kan udtrykke vores vrede uden de fatale konsekvenser det havde, da vi var børn. Jeg møder de nye udfordringer med det gamle mønster (Perls).

I projektionen flytter vi grænsen mellem os selv og de andre til vores egen fordel  (Hostrup 2004 s. 150). Vi fralægger os simpelthen ansvaret for de sider af os selv, vi ikke bryder os om, ved at tillægge nogle andre dem. Det er altså ikke evnen til at projicere, der er vores hindring, men derimod evnen til at hente projektionen hjem, der kan være fastfrosset. Når jeg henter projektioner hjem, tager jeg ansvar for, at jeg har lagt dele, sider eller egenskaber af mig selv ud i verden. At hente projektionen hjem handler også om at kende mig selv så godt, at jeg ved, at når jeg møder vrede, så kan min historie blive aktiveret og jeg skal derfor være opmærksom på, at jeg reagerer nutidigt og ikke som den lille pige, jeg var dengang, hvor vrede var forbudt.

Par i terapi

Når par har problemer i deres forhold, er det ofte deres kontaktforstyrrelser, der gør kontakten og dermed kommunikationen mellem dem svær. I gestaltterapien tager vi udgangspunkt i, at mennesker har en naturlig søgen efter at danne en helhed i det, vi oplever (Perls 2002 s. 19). Vi vil derfor søge at færdiggøre en figur, som ikke blev gjort færdigt, da vi var børn. En tese vi har arbejdet med i Erik B. Smiths undervisning handler om at vi ubevidst bliver tiltrukket af dem, som kan hjælpe os med at færdiggøre vores uafsluttede gestalter, således at vi endelig kan få skabt vores helhed, nå vores mæthedspunkt og dermed nyorientere os, som mere hele mennesker.

Jeg har over længere tid haft et par i terapi, som kom, fordi de havde svære problemer i deres forhold. Når jeg var sammen med dem, blev det meget tydeligt, at kvinden havde styringen i forholdet. Hun var meget talende og havde mange meninger, især når det handlede om hendes mand. Han var meget utydelig og fortalte sjældent, hvad han tænkte eller hvad han følte. I terapien spurgte kvinden ofte til sin mand og forlangte, at han tog stilling til en masse ting omkring dem, deres liv og hverdag. Han var sjældent i stand til at svare hende. Når hun ikke kunne få, hvad hun ville have, begyndte hun verbalt at krænke ham ved at skælde ud og kritisere ham. Han sagde ikke fra, men blev tavs.

Det viste sig at kvinden var vokset op i en familie, hvor verbale krænkelser var en del af hverdagen. Hun fortalte at hun oprindelig havde forelsket sig i sin mand, netop fordi hun vidste, han aldrig ville krænke hende. Ikke desto mindre blev hun jævnligt så frustreret over ikke at vide, hvad hendes mand ville og ikke ville, at hun krænkede ham. Hun hadede sig selv for det, men vidste ikke hvordan hun skulle stoppe mønstret.

Manden var vokset op med en enlig alkoholiseret mor og var ligesom sin kone vant til mange krænkelser og til et liv i utilregnelighed pga. alkoholismen. Han fortalte at han havde forelsket sig i sin kone, fordi hun var stabil og stærk.

I terapien fik begge parter øje på, at de gentog et mønster, som ikke var godt for dem, men som de ikke desto mindre holdt sig selv og hinanden fast i. Mit fokus lå på at støtte dem i at få bevidsthed om, hvordan de ”oversatte” hinandens handlinger og ord. Kvinden opdagede at hun følte sig overset og ikke elsket af sin mand, når han var utydelig. Når ikke han reagerede på hendes krænkelser, måtte det være fordi han var ligeglad med hende. Når ikke hun følte sig elsket blev hun rasende og måden hun viste det på var at kopiere sine forældre og derfor krænkede hun sin mand, som de havde krænket hende. Hun kasserede sig, som hun havde følt hendes forældre havde gjort det og hun projicerede nu den kassering over i sin mand, som i virkeligheden var hendes egen.

Manden derimod følte sig kasseret af sin kone, når hun krænkede ham. Han reagerede som han havde gjort som barn, når han var sammen med sin mor. Han introjicerede alt hvad hun sagde og trak sig ind i sig selv og gjorde sig værdiløs. Han fortsatte med at introjicere sin mors og nu sin kones billede af, hvem han var og brugte det ubevidst til at nedgøre sig selv med.  Parret oversatte det de oplevede med hinanden til det, de som børn oplevede med deres forældre. De blev hængende i deres fikserede gestalter, indtil de opdagede hvad de gjorde og det gav dem endelig muligheden for at gøre noget andet.

Manden havde med sin nye indsigt mulighed for at udvikle sin evne til at sige fra og sætte grænser for krænkelserne. Han opdagede at han gennem at tage ansvar for sig selv kunne møde sin kone ligeværdigt, frem for at bruge hende til at nedgøre sig selv med. Konen kunne med sin nye viden om sig selv og sine mønstre sørge over det hun ikke fik i sin barndom. Hun kunne afslutte en gammel gestalt, som handlede om at hun følte sig værdiløs, når hun ikke blev set af sin far og mor. Derefter kunne hun se sin mand, som den han var og ikke længere gennem sin barndoms figur.

I par terapi ligger fokus på kontakten mellem parterne. Hvad er det de gør når de er sammen. Det har været og er en stor udfordring for mig ikke at lave individuel terapi i parterapien. Jeg har fokus på dynamikken mellem parterne og prøver ikke at være så optaget af, hvad de hver især sidder med af historie. Det, der bliver bragt frem i terapien, bliver hele tiden brugt til at tydeliggøre, hvordan de påvirker hinanden. Når de eksempelvis afbryder kontakten til hinanden er det vigtigt at bruge dette i terapien, for det kan tydeliggøre, hvorfor den ene eksempelvis føler sig afvist eller hvorfor den anden trækker sig i kontakten frem for at sige fra. Det kan forekomme mig så åbenlyst, hvad den enkelte sidder med af dilemma eller problematik og det har mange gange været fristende for mig at gå i proces med den ene. Jeg vil ikke, gennem individuel terapi i par terapien, risikere at overskride den ene parts personlige grænse for, hvad han eller hun vil have frem i plenum. Derfor er det vigtigt hele tiden at bruge fænomenologien (Hostrup 2004 s. 87) det som ”er”, til at skærpe deres opmærksomhed.

Par terapi kan være en øjenåbner både for den enkelte og for dem som par. Når de har fået større forståelse for og indsigt i, hvad de skaber når de er sammen, så kan de i højere grad vælge, hvad de vil bruge denne nye indsigt til. Mange opdager, hvor meget de faktisk har sammen i forholdet og nogen opdager at de vil have det bedre hver for sig.

Konklusion.

Konklusionen på at arbejde med uafsluttede gestalter i par terapi er, at det er synliggørelsen af kontakten eller manglen på kontakt, mellem parterne, der er hovedfokus. Det er vigtigt hele tiden at holde fokus på dem som par, på det de gør hver især og dermed skaber når de er sammen.

Målet er bl.a. at parterne hver især få opmærksomhed på deres individuelle kontaktforstyrrelser, som de så kan vælge at arbejde videre med i individuel terapi, hvis de finder det nødvendigt.

Når parterne erkender og tager ansvar for deres kontaktforstyrrelser kan de blive mere bevidste og har dermed mulighed forandre sig. Det betyder at de vil være i stand til at skabe sig et parforhold og måske en familie, hvor de i højere grad kan se sig selv og hinanden, som dem de er, uden at forstyrre kontakten i samme grad. Når de lærer sig selv bedre at kende vil de i højere grad kunne forholde sig til sig selv og dermed til hinanden på en mere hensigtsmæssig måde.

Min opgave er derfor at støtte dem i at få øje på sig selv og hinanden i terapien. Om og evt. hvordan de vælger at skabe forandringen i deres forhold har jeg, som den gestaltterapeut jeg er, helt tillid til at de selv kan beslutte.

Kildehenvisninger:

Perls, Fritz, Gestaltterapiens Metode, 1. udgave, 3. oplag, Nordisk Forlag, København 2002

Hostrup, Hanne, Gestaltterapi, 1. udgave, 4. oplag, Hans Reitzels Forlag, København 2004

Perls, Goodman, Hefferline, Grundbog i Gestaltterapi, 1. udgave, 8. oplag 2002, Borgen

Hostrup, Hanne, Tæft, Trit og Retning, 1. udgave, 1 oplag, Hans Reitzles Forlag, København 2004