07 jan Angsten for at blive forladt

”Jeg vil ikke fortælle min mor, at jeg er træt af at hun blander sig i mit liv”, ”Jeg har ikke lyst til at fortælle min mand at jeg ikke vil med til firmafrokosten” eller ”Jeg kan ikke lide at fortælle min veninde, at jeg synes hendes børn er uopdragne”. Variationerne er mange, men jeg vil vove at påstå at disse udsagn bliver holdt tilbage, fordi vi alle, i større eller mindre grad, er bange for at blive afvist og dermed forladt.

Vi har alle i løbet af vores barndom haft oplevelsen af at blive forladt af vores mor og far. Enten fysisk fordi de rent faktisk forlod os eller fordi de af forskellige psykiske årsager trak sig i kontakten med os. Det kunne være når de blev vrede, ikke kunne rumme os, havde nok i sig selv, var trætte eller i krise eller af helt andre grunde ikke var nærværende sammen med os. Vi er altså alle som børn blevet forladt i større eller mindre grad og det var forfærdeligt for os.

Børn opfatter en afvisning, som en afvisning af deres person. De vil altid opfatte at afvisningen har noget med dem at gøre, enten for noget forkert de har gjort eller fordi  de er som de er. De har ikke nået et abstraktionsniveau, hvor de kan tænke at mor afviser mig fordi hun eller træt, uvenner med far eller stresset på jobbet. Børn tager afvisningen personligt. Det bliver mange desværre ved med, også når de er voksne.

Oplevelsen af at føle sig forladt sætter sig dybe spor i os og på et ubevidst plan beslutter vi os for at gøre alt hvad vi kan, for at undgå den forhadte følelse af forladthed. Uanset om vi rent faktisk er blevet forladt af en eller begge forældre eller om de rent fysisk var tilstede, men ikke magtede os, så præger det os langt ind i voksenlivet. Det vil sige at har man et forladtheds tema med sig fra sin barndom, så vil man med stor sandsynlighed have ”forladtheds-brillerne” på i sine relationer i voksenlivet. Det betyder at man ubevidst leder efter ”det at blive forladt” i enhver situation. Man vil altså føle sig afvist og forladt på sin person også i situationer, hvor man ikke bliver det.

Ifølge gestaltterapien har vi en medfødt trang til at hele os selv og det kan vi kun hvis vi afslutter gamle gestalter, dvs. bliver i følelsen af forladthed, mærker sorgen og græder til der ikke er mere at græde over (det varer højst to minutter), selvom selve helingsprocessen naturligvis varer længere. Derfor opsøger vi ubevidst situationer, som kan vække den gamle velkendte følelse af forladthed i os. Vi søger altså smerten, fordi vi instinktivt ved, at det er den eneste måde vi kan give slip på fortiden og bevæge os videre. Tænk på alle de mennesker, som gang på gang forelsker sig i nogen, som forlader dem. De finder kun personer, som kan aktivere deres forladtheds tema for attraktive. De potentielle partnere som ville blive i forholdet og elske dem, finder de kedelige eller uinteressante, af den simple årsag at i det forhold kan de ikke hele deres gamle sår.

Man kan altså sige, at vi selv skaber situationer, hvor vi bliver forladt, fordi der på absurd vis findes en tryghed i den smerte vi kender og fordi det er her vi kan udvikle os.

Angsten for at blive forladt bliver derfor yderst styrende for vores måde at være i verden på. Hvis vores arbejdsindsats på jobbet bliver kritiseret føler vi os afvist. Hvis vores mand ikke kan lide den kjole vi har købt føler vi os afvist. Hvis en veninde aflyser en aftale føler vi os forladt. Hvis vores børn i en periode hellere vil have børstet tænder af far, føler vi os afvist. Hvis en ekspedient i en butik springer os over i køen, føler vi os afvist.

Afhængigt af hvordan vi har oplevet at føle os afvist i vores barndom vil den afvisning vi måske / måske ikke får i nutiden, starte en lavine af gamle følelser: ”Der er ikke nogen, der lægger mærke til mig”, ”Jeg er ikke noget værd”, ”Ingen elsker mig”, ”Jeg gør alting forkert” osv. osv. På den måde møder vi fortiden med nutidens briller. Vi ser og oplever ikke nutiden som den er: Min mand kan ikke lide den kjole jeg har købt (men han kan godt lide mig), ekspedienten sprang mig over i køen (hun vidste nok ikke at det var min tur), min veninde aflyser en aftale (hun har sikkert travlt, men jeg vil glæde mig til at se hende en anden gang) osv.

Det handler ikke om jubelglad af vende den anden kind til, men derimod i langt højere grad at kunne frigøre sig fra de gamle mønstre, som vi stadig sidder fast i og som ikke gælder mere, men blot tynger os. Vejen frem er at opdage hvor styrende angsten for at blive forladt er for os hver især. Dernæst skal der en solid omgang selv-omsorg på banen, således at vi frem for at blive irriteret over at nu føler jeg mig igen forladt uden grund, så må vi forsøge at rumme os selv. Indeni bliver vi en lille pige (eller dreng), som er bange for at far eller mor skal blive vrede og skælde ud eller ignorere os eller gå deres vej, ligesom de gjorde da vi var børn. Nu er vi voksne og kan derfor tage os af os, på en måde, som vores forældre ikke magtede, da vi var børn.

Som voksne kan vi kun selv give os det vi aldrig fik som børn. Hverken vores partner, veninde, børn eller forældre kan det længere, fordi vi nu er voksne og selv ansvarlige for os selv og vores følelsesliv. Dermed er vi nemlig også ansvarlige for hvordan vi oplever vores verden, altså om vi føler os forladt eller ej.

Kender du temaet? Læs mere på min hjemmeside www.axholm.com