Utro – når svigtet bliver taget personligt

En kvinde i 30´erne startede hos mig i terapi, fordi hun ikke kunne komme videre i sit liv efter et forlist parforhold. Forholdet var sluttet fordi hendes kæreste havde været hende utro og selvom hun var meget glad for ham, havde hun forladt ham pga. utroskaben.

De fleste har en mening om utroskab og samtidig oplever mange, at når de først står med erfaringen, så reagerer de anderledes end de havde forventet. Mange står knapt så principfast på deres holdninger om utroskab, når de risikerer at miste deres elskede og måske endda deres familie. Andre igen anser måske utroskab for en mulighed i parforholdet og når så oplever det, finder de sig selv i midten af et følelsesmæssigt kaos, hvor det kan være svært at finde vejen ud.

Min klient havde, som skrevet, været meget glad for sin kæreste og var af den overbevisning, at de havde et godt og solidt forhold. Som hun beskrev det, havde det været nemmere at forstå, at han havde været hende utro, hvis de havde haft det skidt. Hun var meget chokeret over at han havde haft en anden kvinde i sit liv og oplevede utroskaben, som det ultimative svigt. Hun tænkte at siden hendes kæreste var hende utro, så måtte det være fordi han ikke elskede hende nok, at deres forhold ikke var godt nok. Hun konkluderede derfor at når det hun oplevede som tæt på perfekt ikke var godt nok til ham, som hun elskede, så måtte det være fordi hun ikke var god nok. Hun tog altså utroskaben og svigtet personligt.

Mange forsmåede vil søge en grund til deres partners utroskab og de vil tolke deres partners utroskab, som at der var noget de manglede i forholdet og som de derfor var nødt til at hente et andet sted. Det bliver så i smerten lig med at de eller at forholdet har fejlet eller var mangelfuldt. Konklusionen bliver måske at der er noget i vejen med mig, hvis min partner er mig utro. Selvom mange udadtil reagerer med vrede og sorg, så bliver følelsen inderst inde at de ikke er værd at elske.

Det er en helt naturlig og menneskelig reaktion. Det er derfor vigtigt at man bruger tid, enten sammen i forholdet eller for sig selv, på at bearbejde svigtet og smerten og på at genopbygge tilliden, således at man tør stole på hinanden og elske hinanden igen.

Problemet for min klient, og for mange andre også, var at hun ikke kunne give slip på fortiden. Hun blev hængende i følelsen af ikke at være værd at elske og siden hun kunne tage så meget fejl af et andet menneske (vise så meget tillid) og alligevel blive svigtet, hvem kunne hun så stole på. Hun var altså med erfaringen med utroskab ikke i stand til at åbne sig for et andet menneske, fordi hun var så bange for at blive svigtet igen.

Jeg har tidligere i et indlæg om depression beskrevet at man kan ende med ikke at kunne mærke glæden ved livet, hvis man ikke kan se livet som det er, men bliver ved med at ønske sig det var anderledes. Derfor er det så vigtigt at sørge, når man er ked af det, skælde ud når man er vred og sige farvel, når man har mistet.

Kort sagt er helingsprocessen efter utroskab således:

– Græd når din elskede har været dig utro, for du er blevet svigtet

– Ras ud, hvis du er vred (der bør du være, for du er blevet svigtet)

– Når den første følelsesstorm har lagt sig, så træf en beslutning om du vil blive eller du vil gå

– Du har selv halvdelen af ansvaret for hvad der sker i dit parforhold, men det er ikke ensbetydende med at du ikke er værd at elske, at alle mænd er nogle svigefulde sataner eller at du ikke kan stole på din egen dømmekraft

– Kom videre. Det som er sket er sket og kan ikke laves om. Brug krudtet på at opdage hvad der gik galt og få så meget ud at resten af dit liv, som du kan.

Den ovennævnte proces tager naturligvis tid. Hvor lang tid er individuelt. Budskabet er at der er en tid til at reagere følelsesmæssigt, til at handle og til at komme videre. Bliver man i forholdet er det vigtigt at vide, at den forsmåede part skal bruge tid på at genfinde tilliden og at det er dræbende for parforholdet og med stor sandsynlighed vil lede til ny utroskab, hvis den forsmåede part igen og igen i skænderier bruger utroskaben, som dødbringende våben.

Det er meget vigtigt for mig endnu engang at understrege at utroskab er en mulighed for at udvikle sig sammen i parforholdet. Utroskaben kan være et symptom på at der er noget den ene eller den anden savner i forholdet og som de efter utroskaben sammen kan finde og udvikle. Uanset hvad så handler parforholdet ikke om at gøre sig fortjent til kærlighed eller om hvorvidt man er værd at elske. Det handler derimod om at to vidt forskellige  mennesker skal finde en måde at være sammen på, som er tilfredsstillende for dem begge – og det kan være rigtig svært. Husk også at det er først når vi giver slip på fortiden at vi er i stand til at bevæge os videre i nutiden og ind i fremtiden.

Har du brug for hjælp så læs mere på www.axholm.com under ”Parterapi”

Related Articles

Responses

Skriv et svar til Anja Lysholm

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Annuller svar

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.