Stakkels mig! – om at vælge offerrollen i parforholdet i stedet for at tage ansvar

En morgen sad jeg til fælles morgenmad i min datters klasse. Da min mand var gået sugede jeg luft ind og lagde an til det store brokkeshow overfor en anden mor fra klassen, som også er min nære veninde. ”Jeg er fandeme træt af, at det altid er mig, som tager mig af alt det praktiske om morgenen. Kan du se min mand stå op en halv time senere og bade og dimse med kaffe og stryge skjorte, jeg er så evindelig træt af bla. bla. bla.” Inden jeg havde fået tændt ordentlig op for gryden med beklagelser konstaterede hun tørt: ”Det var der vel ikke noget nyt i”. Min første reaktion var: Måske ikke, men jeg har vel lov at brokke mig, når jeg er utilfreds. Nå!

Min første fornærmede reaktion forvandlede sig efter noget tid til taknemmelighed over at min veninde var træt af at lytte til mine beklagelser. Jeg var sgu også selv træt af på 10. år at høre på mig, frem for at gøre noget ved det, jeg var utilfreds med.

Jeg har på alle tænkelige måder forsøgt at forklare min mand, at jeg synes at den morgenlige arbejdsfordeling hos os er uretfærdig. Jeg har endda sagt til ham at jeg føler mig, som en enlig mor, med en besværlig logerende, når jeg morgen efter morgen står alene med madpakkerne, børnene der skal i tøjet osv. Min mand er helt uenig i min betragtning og mener at sådan, som vores hverdag ellers er indrettet, så bliver morgenerne ikke anderledes. Punktum!

Når jeg bliver ved at med at sovse rundt i min offer rolle frem for at se virkeligheden (han vil ikke deltage i morgenrutinerne), som den er og forholde mig til den, så kommer jeg ikke videre og så ændrer virkeligheden sig heller ikke. Når jeg derimod forholder mig til det som er og tager ansvar for mig selv og mit liv, så har jeg to muligheder:

1. Jeg kan vælge at forlade min mand, fordi han ikke vil deltage i morgenrutinen…… Lyder vildt overdrevet, når nu jeg er ret så glad for ham, men det ER jo en mulig konsekvens.

2. Leve med ham som han er og indrette mig efter det.

Skåret ind til benet betyder det at jeg vælger mine kampe og selvom jeg kæmper dem, så må jeg af og til gå på kompromis OG leve med det valg jeg har truffet. At blive ved med at brokke sig er dræbende for kærligheden og hvem gider kysse med en sur kælling? Det giver en langt større grad af frihed, når jeg ser virkeligheden, frem for at forsøge at lave om på det faktum at uanset, hvordan jeg vrider og vender mig, trygler og manipulerer, så er virkeligheden virkeligheden. Take it or leave it!

Kort og godt:

Er du også træt af at høre dig selv sige de samme beklagelser til din mand, dine børn eller dine veninder?

a) Erkend at pladen er gået i hak

b) Acceptér at du ikke kan tvinge dem du holder af til at gøre noget andet, medmindre du selv ændrer adfærd og det derfor bliver den naturlige konsekvens

c) Elsk dem for at være som de er og lev rummeligt med de sider du er mindre begejstret for (hvilket starter med at lære at leve med dig og dine mindre heldige sider)

eller

d) Beslut at du ikke kan leve med tingenes tilstand og bevæg dig væk

Er det nemmere sagt end gjort, læs mere om hvad jeg kan hjælpe med HER

11 Comments

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.