Må man blande sig i andres børn?

Du er på besøg hos en veninde og mens I sidder over kaffen og forsøger at tale sammen, løber hendes børn skrigende rundt om bordet og afbryder i en uendelighed. Din veninde ser træt ud og beklager sig over at hendes mand arbejder meget og at det er hårdt at være så meget alene med tre små børn.

Det undrer dig ikke det fjerneste at hun er så slidt, for fra din stol lader hun børnene rende sig over ende og ud fra samtalen lader det heller ikke til, at hun stiller nogle krav til sin mand. Hun nøjes med at beklage sig. Din veninde spørger dig ikke direkte, hvad du synes om hendes liv, så er det i orden at du fortæller hende, hvad du ser, og hvordan får du formuleret dig, således at hun ikke føler sig kritiseret som mor? Kan du blive siddende på din stol og hygge dig med din veninde uden at være ved at få pip?

Det nemmeste vil jo være ikke at sige noget, men blot at støtte din veninde i, at hendes liv er hårdt. Men det er ikke hverken særlig hjælpsomt eller omsorgsfuldt blot at lade stå til. Hvis du holder af hende og gerne vil hjælpe skal du gøre dig følgende overvejelser inden du åbner munden.

Vi er som mødre afsindig følsomme, når det kommer til vores moderskab og der er stor risiko for, at din veninde føler sig kritiseret eller bliver såret over det du siger. Den gyldne regel for at tilkendegive din mening om et andet menneskes liv er derfor: Hold dig hjemme hos dig selv. Det betyder ikke, at du eksempelvis skal sige: Jeg synes du skal sætte nogle flere grænser for dine børn eller Jeg fatter ikke du finder dig i, at din mand ikke deltager mere i det daglige herhjemme. Det er ingen hjælp, det er at blive talt ned til og der er ingen venindeomsorg i det heller.

Det betyder derimod, at du skal fortælle hvad du ser, og hvad det gør ved dig. Eksempelvis: Det gør mig ondt at se dig være så træt og hudløs. Jeg bliver også træt, når dine børn løber rundt mens vi taler sammen. Jeg får lyst til at sige til dem, at de skal sætte farten ned, lege et andet sted eller foreslå dem at tegne eller spille et spil i stedet for. Hvad tænker du om det?

På den måde kan I få jer en snak om børneopdragelse med mindst mulig risiko for at din veninde føler sig kritiseret. Du fortæller hvordan du har det og hvad du har lyst til, så det handler om dig og ikke om hendes måde at være sammen med sine børn på. På den måde bliver det måske mere ”spiseligt” for hende at lytte til dig.

En indgang til at tale om hendes ægteskab kunne være, at spørge hende, hvad hun ville sige til, at du fortalte hende, hvordan du ville tackle det at være gift med hendes mand, når det kommer til den hjemlige arbejdsfordeling. Hvis hun gerne vil høre din mening (og det vil de fleste, om ikke andet, så af nysgerrighed), så fortæl hende at du ville gribe det an, på samme måde, som du taler med hende nu. Dvs. uden kritik eller beklagelser, men at hun kunne fortælle sin mand, hvordan hun har det og hvad hun synes om måden deres hverdag kører. At hun har brug for at han er mere med, fordi hun er slidt ned.
Husk på at alt dette skal serveres med en stor portion søsterkærlighed og gerne med eksempler fra dig eget liv, således at din veninde forstår du ikke kommer med den endelig opskrift på det perfekte parforhold og det ultimative moderskab, men at I er i samme båd.

Når det handler om at opdrage andres børn, så er min tommelfingerregel at det må jeg selvfølgelig gerne, når de er hos mig. Her bestemmer jeg reglerne. Hvis jeg hos en veninde oplever at hendes barn slår eller på anden måde ikke opfører sig ordentligt overfor mit eget eller andre børn, vil jeg også til enhver tid gribe ind. Jeg er heller ikke bleg for at slå en klo i et par fremmede børn på mine børn skole, hvis de opfører sig dumt.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det ville være meget følelsesladet for mig, at skulle tale med en veninde om hendes måde at være sammen med sit barn på og jeg ville have brug for at tage tilløb og forberede mig, således at jeg vidste jeg havde min del af samtalen på plads oppe i mit hoved. Jeg ville være bange for at min veninde ville blive vred, afvise mig eller værst af alt, slå hånden af mig. Men er jeg vidne til noget, som jeg ikke synes er i orden, vil jeg aldrig betvivle at jeg ville gribe ind. Hvis min eller et barns grænse bliver overskredet oplever jeg det nærmest som min pligt at gøre det. Af kærlighed til min veninde ville jeg også seriøst skulle sidde på mine hænder, for ikke at sige noget, så jeg ville gøre det og jeg ville nøje overveje hvilke ord, der kom ud af munden på mig. Det som er svært skal siges med kærlighed.

Hvad synes du?

Læs også: Kan du så opføre dig ordentligt!

Related Articles

Responses

Skriv et svar til Anne Lotte

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Annuller svar

  1. Jeg synes det er MEGA-følsomt – jeg kan kun lige med nød og næppe få sagt det til min søster… Som med alt andet er tingene jo aldrig sort/hvide forstået på den måde, at det kan være et øjebliksbillede man er vidne til – at det ikke altid forholder sig sådan. Og at man iøvrigt må respektere, at folk har forskellige grænser og forskellige holdninger til, hvad god børneopdragelse er. Hvornår respekterer man sit barn som et ligeværdigt menneske – er det ved at høre det og se det hele tiden og give det plads til at være som det er – eller er det ved at være den voksne, der ved og dermed bestemmer, hvor meget og hvor lidt plads barnet skal have i forskellige situationer. Det er endeløse gråzoner med ligeså mange gradbøjninger som der er forældre og børn til. For mig at se er der ingen anden løsning end at respektere sine egne grænser i forhold til egne og andres børn og reagere, når disse er overskredet. Når jeg personligt får “gode”, velmente råd af familie og venner, kan jeg næsten aldrig lade være med at blive en anelse irriteret eller stødt, for jeg tænker næsten altid, at de ikke er i mine sko og dermed ikke kender hele sandheden. Så jeg bider ofte mig selv i tungen, når jeg selv er lige ved at vide bedre…

  2. Katrine, du har så evig ret, jeg har det meget ligesom dig. Jeg er ikke konfliksky og ville 100 % gribe ind i tilfælde at “små overgreb”, som grim omtale, onde ord, råberi osv.
    Ja, for faen det er sårbart med en veninde. Men rådet: med at blive på egen hjemmebane og tale ud fra det i Jeg form, er det helt rigtige. Det virker…
    Jeg har selv 4 unger og synes at børneopdragelse er meget spændende….også sjovt at skue hvordan andre griber det an…men ofte med en dårlig smag i munden. Jeg er meget tydelig i mine signaler til mine unger og dermed kan mine veninder også mærke hvad der er ok, i min lejr. Og det skaber nogen gange, dårlig samvittighed hos dem, fordi de orker mindre end mig, eller oftets ikke er lige så konsekvente som udgangspunkt. Og konsekvens er det allervigtigest i børne opdragelse, vil jeg påstå..naturligvis efter…omsorg, kærlighed, rummelighed, masser af kram og lytten forståes.
    Tak for en fantastisk blog, Katrine

  3. Hej Katrine,
    Jeg har læst med på din blog noget tid nu, og jeg synes alle dine indlæg so far har været geniale.
    Det er lige som om du skriver til mig 🙂 haha… Det rammer i hvert fald plet, hver gang.

    Jeg har anbefalet din blog til mange af mine veninder også, fordi jeg synes du skriver let forståeligt, og med dig selv som omdrejningspunkt (nogen gange), og jeg kan godt lide at det ikke bliver belærende.

    Keep up the good work.

    Mange hilsener Anne Lotte.

  4. Jeg er enig i, at det kan være svært at høre noget sådant fra en veninde. Men det er mindst lige så svært at få sådan noget at høre fra sin partner. Og bor man i en sammenbragt familie, er det noget, man skal forholde sig til hele tiden! Kan en pap-forældre tillade sig at sige sin mening om pap-børn uden omsvøb, for det er min fornemmelse at de ikke altid tænker sig om og forbereder det med kærlighed i tankerne!

    1. Kære Heidi,
      Tak for din kommentar og ja for helvede det er svært med hinandens børn. Min mand og jeg kan være MEGA uenige om måden vi får glade og sunde børn fuld af selvværd og godt humør ud af vores to poder, men vi er aldrig i tvivl om kærligheden til dem.
      Jeg forestiller mig det må være usigelig svært at tale sig til rette med en ny partner om, hvordan man skaber et fælles liv med nogenlunde fælles retningslinier for de medbragte børn. Jeg tror jeg ville have brug for professionel hjælp når jeg, som du skriver, skulle holde kærligheden forrest hele tiden.
      Et blog-indlæg værd, den vil jeg lige ruge på. Tak for inspirationen og held og lykke med udfordringen.
      Kh Katrine

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.