Dine, mine og vores børn

Om forskelligheder i opdragelse, verdensbilleder og måden at gøre tingene på.

Hvis du synes parforholdet kan være svært af og til, så skal du bare prøve en runde med en ny kæreste og dine, mine og vores børn. Der er vist ikke noget mere potentielt konfliktfyldt, end når familier bliver blandet og skal fungere med alle de vaner og uvaner, de hver især har med sig.

”Min eksmand synes jeg prioriterer mit yngste barn over vores fælles, og min nye mand synes jeg prioriterer mit ældste barn højest, og hvad fanden tænker de på, jeg elsker jo dem begge lige højt?” sagde en af mine veninder forleden.

Så er det i orden at servere Guldkorn til morgenmad? Må børn under 10 være oppe efter kl. 22 på en hverdagsaften? Må den nye svigermor blande sig i opdragelsen af de børnebørn, som strengt taget ikke er hendes egne? Hvad gør du, hvis du ikke kan holde den måde din kæreste er sammen med sine børn på ud? Hvad hvis I slet ikke er enige om, hvordan I skal være sammen med jeres sammenbragte børn?

Det kan i forvejen være svært at blive enig med sin partner om børneopdragelse og hvem må hvad hvornår, men det er klart at når der kommer en ny partner og flere børn indover, så ryger man også nemt ud i en interessekonflikt og det er nemt at føle sig overset, jaloux og forsmået. Alle familier har deres mønstre og måder at gøre tingene på, og derudover kommer der også vores overbevisninger om hvordan verden og samværet med børn hænger sammen.

Så hvordan bliver vi enige om at tage det bedste og vigtigste fra de to familier og så smede dem sammen til en ny og forhåbentlig endnu bedre helhed?

Der er utallige eksempler på, at kærligheden ikke holdt fordi parterne ikke kunne blive enige om, hvordan den nye familie skal skrues sammen. Måske har du problematikken helt inde på livet og synes det er svært at holde næsen og kærligheden ovenvande i din nye tilværelse.

Så hvad gør man når man står i konflikter og uenigheder til halsen og simpelthen ikke ved, hvordan man når til konsensus omkring samværet med de sammenbragte børn?

Som med alle andre konflikter i parforholdet handler det om kommunikation og kompromis.

Spørg dig selv:

– hvor er det nødvendigt at jeg holder fast i mit synspunkt og hvor kan jeg give efter?

– hvis ikke jeg kan holde ud af være vidne til den måde min nye kæreste er sammen med sine børn på, kan jeg så leve med det i længden eller kan vi tale os til rette?

– hvor går mine grænser i forhold til hvor meget min partner må blande sig i min måde at være sammen med mine børn på?

– hvor kan jeg komme min kæreste i møde og indgå et kompromis?

Kun du ved hvad du vil være med til og hvordan du vil leve dit liv. Det vigtige er at få øje på at du har en enorm indflydelse på det som sker, blot ved at blive klar på hvordan du opfatter tingene.

Grundlæggende er der ikke meget forskel på at leve sammen med faderen til dine børn og at leve sammen med en ny mand. Principperne for åbenhed, ærlighed, kommunikation og kompromis, at udtrykke sine behov og sætte sine grænser er de samme. Forskellen ligger i at vi alle gennem livet får indgroede vaner, der nu bliver sat spørgsmålstegn ved og at vi har flere faktorer vi skal forholde os til end når vi “kun” har vores egne børn.

I skal blive enige om rammerne og indholdet for jeres samvær med børnene på lige fod med at få sat rammerne og indholdet for jeres forhold i det hele taget. Der er ingen vej udenom at jævnligt tage en snak om hvad det er for et liv I ønsker at leve. Det er super-over-mega-meget vigtigt at I får givet udtryk for jeres behov og får sat jeres grænser hver især, således at I bliver tydelige overfor jer selv og overfor hinanden. Kun på den måde kan i forholde jer åbent og ærligt til hinanden. Med grænser mener jeg her at sætte grænser for sig selv, fremfor at begrænse hinanden (det mener jeg i øvrigt altid).

Hvis det er svært at rumme og give plads til hinandens forskellighed i et forhold hvor I er enige om kærligheden til jeres børn, så skal I hér øve jer i at kunne det pr. excellence. I et forhold med en ny partner og dennes børn er det altså overordentlig vigtigt at opføre sig voksent og modent at forholde sig til sig selv og tage ansvar for sin del af det, som ikke virker.

Så altså… Budskabet i denne uges tema er:

– vær tydelig omkring hvem du er, dine behov og dine grænser

– øv dig i at være rummelig og giv plads til din kærestes måde at gøre tingene på

– vær gode til at tale om hvordan I vil forme jeres fælles liv og snak jævnligt om, hvorvidt den aftale stadig holder

– vær moden og bevidst om det kæmpe ansvar I nu har for at få det her forhold til at lykkes, ikke mindst for ikke at påføre børnene endnu en smerte.

– hav mod til at være åben og ærlig og vise din sårbarhed og din begrænsning

– betragt hinanden som ressource, støtte og sparringspartner

Synes I det er svært? Jeg hjælper jer med at finde hinanden i virvaret af konflikter og mudderkastning. Få hjælp HER

Læs også: Kan du leve med at være nr. 2, 3 eller 4 i din kærestes liv?

1 Comment
  • Ann Sophie Friis
    Posted at 12:00h, 21 juni Svar

    Haha…ja…det er jo lige dét! Jeg synes, at vi skulle introducere en ‘medalje-dag’ hvor alle parter giver hinanden en guldmedalje. For gu’ er det rigtig svært når mand og ex-mand synes at lige netop deres barn er det vigtigste…og som mor til begge tænker jeg ‘sådan nogle idioter’! På den anden side er det også rigtig fint og dejlig, at de er opmærksomme på deres børn. De engagerer sig og prøver at blive på en spillebane hvor jeg som mor og kvinde til hver en tid mener at kunne serve dem ud…og det ved de godt! Det er prisværdigt. Så guldmedajler til alle!!!

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.