Jeg er forelsket i en anden…

… fortalte min veninde mig og så ulykkelig ud. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og jeg er skiftevis boblende lykkelig og skræmt fra vid og sans, fortsatte hun. Det var en arbejdskollega, som var målet for forelskelsen, og det havde bygget sig op over lang tid.

Min veninde er meget glad for sin mand og havde aldrig forestillet sig at skulle være sammen med andre end ham. De har et godt liv sammen de to. De har børn, dejlige rammer og et solidt og kærligt indhold i deres fælles liv. Min veninde kan ikke komme på noget hun umiddelbart savner i sit parforhold, så hvorfor sker det her?

Nu er der kommet en anden mand ind fra højre, som ikke er hverken ønsket eller planlagt, men som stille og roligt har listet sig ind i hendes hjerte, i hendes hjerne og hendes underliv.

Jeg tænker på ham hele tiden, og jeg savner ham, når vi ikke er sammen. I starten var det bare en flirt og det gav mig en masse overskud til mit ægteskab at blive tanket op af bekræftelsen og nærværet fra en anden mand. Nu kan jeg bare mærke, at jeg er ved at bevæge mig væk fra mit liv, som jeg elsker og ikke kan forestille mig at leve uden. Hvad med mine børn, skal jeg påføre dem så stor en smerte, fordi jeg lige nu er forelsket i en anden end deres far, og kan jeg overhovedet undvære ham, som jeg har ligget i arm med og delt op- og nedture med i de sidste 13 år?

Min veninde er jo godt klar over at en skilsmisse og derefter et liv med en anden mand på mange måder, vil blive så langt mere besværligt og smertefuldt, end det hun lever nu. Hun vil ikke kunne kysse sine børn godnat hver aften, hun skal forholde sig til sin nye kærestes børn og resten af hans familie. Hun skal kunne klare sig selv tidsmæssigt og økonomisk, og hvad hvis ikke det går sammen med den nye kærlighed?

Alligevel kan det synes umuligt at kæmpe imod de følelser, som bliver ved med at fylde så meget i hendes indre. Alle vågne timer går med at dagdrømme, om alt det de skulle sammen, og om det liv de kunne have. Om alle regnvejrsdagene i sengen, nøgenbadningen i august nætterne og alle de kys de skulle give.

Forelskelse lytter ikke til fornuft, og hvem ved egentlig hvornår passionen og tiltrækningen bliver til en forelskelse, og hvornår forelskelsen forvandler sig til kærlighed?

Ingen kan eller skal styre hvordan de har det. Er du i samme situation, som min veninde, eller kender du en, som er det?

Det eneste der er at gøre er:

– klap hesten og tag dig tid. Tænk og mærk godt efter. Det bliver et ulige billede at sammenligne den umiddelbare fascination og forelskelse med en årelang kærlighed og et liv med hverdagskedsomhed, så vent lige lidt inden alt bliver kastet over bord

– er du villig til at betale prisen for at få den nye kærlighed?

– er der noget du mangler i dit parforhold, som du får opfyldt i den nye relation, som ligeså vel (med lidt personligt arbejde) kunne fås i det forhold du er i?

– ved du godt, at alt det som var kedeligt med din mand bliver lige så kedeligt med en ny mand (fordi livet er trivielt og kedeligt ind imellem og fordi du også bidrager til kedsomheden)?

Bliv så længe du kan blive og gå, når du ikke længere kan være der. Inderst inde er der vel ingen, som er i tvivl om hvad de vil, men det er klart at man kan sovse længe rundt i skyld og overvejelserne omkring det liv man forlader og hvad mon man får i stedet for og ikke mindst alle tankerne og skyldfølelsen omkring børnene.

Det er også vigtigt at være sig bevidst at en forelskelse kan gå over igen, ingen forelskelse varer for evigt. Der ligger altså også en kognitiv og fornuftig beslutning i at sige farvel til noget fantastisk og dejligt, som måske kunne blive til mere, fordi du ikke har opgivet at få det livslange forhold, som du engang drømte om og som måske stadig er værd at bygge på.

Lad være med at tro at livet med en anden mand kan blive mere fantastisk end det du har. Du er jo stadig dig, så livet bliver lige akkurat så fantastisk, som du gør det til – uanset hvem du lever det med. Selvfølgelig vil livet med en anden blive anderledes, men det vil også have sin modgang og sine spøgelser i skabet, som skal tackles, fordi sådan er parforholdet også. Uanset om han hedder Christian, Klaus eller Henrik.

Er du også forelsket i en anden, og har du brug for hjælp til at komme videre?

Er du kvinde – læs mere HER

Er du mand – læs mere HER

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.