Claus´historie – om at mærke sine følelser

Claus kom til mig, da han havde været skilt et par år. Han følte sig fastlåst i sit liv, fordi han var i en situation, som han ikke kunne finde nogen vej ud af. Der var ingen af de oplagte muligheder han kunne se, som duede.

Hans kone havde forladt ham, fordi han havde været hende utro og de havde et barn sammen. Claus var ulykkelig over tabet af sin kone og af det familieliv han engang havde. Han kunne godt forstå at hans kone var gået og han var klar over at han havde været fej i deres ægteskab, fordi han havde søgt det han savnede hos sin kone andre steder. Han var meget skyldbetynget og samtidig synes han at han blev straffet urimeligt, fordi han overfor sin kone havde gjort det så tydeligt, at han ønskede hende tilbage og var klar til at kæmpe for dem. Hun derimod var kommet videre i sit liv og der var ingen mulighed for at de ville finde sammen igen.

Claus havde skiftende elskerinder men ønskede ikke blive kæreste med nogen af dem. Han var ikke villig til at binde sig og kunne slet ikke overskue at skulle forholde sig til nye børn, ny svigerfamilie eller at lade en anden kvinde komme tæt på sin søn. De kvinder han mødte som ikke havde børn ville som regel gerne have det og det var han ikke interesseret i. Med den virkelighed han trådte ind ad døren og der var derfor ingen brugbare løsninger der duede, når nu han gerne ville videre i sit liv.

Claus var ikke så trænet i at tale om sine følelser, han kendte ikke sit indre liv særlig godt og havde tendens til at intellektualisere sine problemer. Han fortalte mig om sin barndom og om at hans mor var død en del år tilbage, og det var tydeligt for mig at han var frustreret, men jeg oplevede ikke hverken sorgen eller magtesløsheden, som han beskrev men ikke umiddelbart så ud som om han kunne mærke, når han var sammen med mig. Det var som om han fortalte en andens historie, som ikke berørte ham.

Det tog mig lidt tid før jeg vandt hans tillid. Han fortalte mig fra starten rimelig åbent om sine problemer, men han holdt mig hele tiden i en arms bredde fra sig. Jeg fik ikke at se, når han var ked af det, bange, magtesløs eller vred. Når jeg spurgte til noget som var svært eller smertefuldt, så skiftede han emne og jeg var meget varsom med ikke at presse ham, for ikke at miste hans tillid.

Jeg forventede ikke at han skulle lægge sig og hulke sine salte tårer i mit skød, men det var hele tiden meget tydeligt for mig, at han holdt sig tilbage og, måske ikke engang for sig selv, viste al den sorg over det han havde mistet, som han uundgåeligt bar rundt på.

Mange af de kvinder jeg har i terapi oplever en lettelse ved at få øje på, hvor kede af det de rent faktisk er, det er en lettelse at græde og skælde ud og at give de følelser, som er i kroppen luft, fordi det er sådan de har det. Uanset om de gemmer dem væk eller ej.

Claus´ proces var en anden, netop fordi hans følelser ikke kom så tydeligt til udtryk hos mig. Han beskrev under forløbet at han kunne mærke sine følelser og jeg var heller ikke i tvivl om at han var både ked af det og vred (især på sig selv), men det var ikke til at se. En stor del af Claus´ proces foregik altså inden i ham.

Han bevægede sig med små skridt hen imod en erkendelse af, at han uigenkaldeligt havde mistet sin elskede, fordi han ikke havde turdet være tydelig overfor hende mens de var gift og havde fortalt hende, hvad han havde brug for. Da han kunne sige farvel til drømmen om at få sin familie tilbage kunne han vende sig mod en ny virkelighed, hvor han måtte beslutte om han ville have en kvinde tæt på sig igen. Han tog afsked med forestillingen om kernefamilien og det gav ham en frihed til at tænke i nye baner.

En dag fortalte han mig at han engang i fremtiden forestillede sig et hus med to villalejligheder, hvor han kunne bo med en kæreste, men alligevel have sit liv med sin søn og på den måde både være tæt på og alligevel have afstand til hende.

Min opgave var (og er aldrig) at finde en løsning til mine klienter. Hvem er jeg til at kunne det?. Det jeg gør bedst er at tydeliggøre hvad de ikke selv kan se. I Claus´ tilfælde var det, at han ikke kunne få sin ekskone tilbage, ikke bare med sin fornuft, men også følelsemæssigt sige farvel til hende. Han var nødt til at sige farvel til drømmen om den familie han altid havde troet han skulle have, med al den sorg det måtte medføre. Da han var dér kunne han selv finde den løsning (som eksemplet med villalejligheden) som var den rigtige for ham og sådan vil han fortsat være bedre i stand til at navigere rundt i sit liv, fordi han er bedre til at mærke, hvad der er nødvendigt og hvad der er godt for ham.

Han lærte også at man ikke kan forvente at få det man har brug for, hvis man ikke åbner munden og lur mig om han ikke gør det bedre i sit næste parforhold.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.