Det er din skyld, jeg har det sådan hér!

– om at give din partner ansvaret for din lykke…

Jeg havde et par i terapi, hvor manden hver gang hans kone åbnede munden hørte det hun sagde, som en personlig kritik af ham. Manden var vred og såret over at føle sig kritiseret hele tiden og konen var dybt frustreret over ikke at kunne trænge igennem med sit budskab. Der er ingen tvivl om at konen af og til virkelig sagde noget til sin mand, som var ment som en kritik, men det var bestemt ikke altid. Hun var faktisk meget glad for sin mand, men selvsagt meget træt og ulykkelig over deres situation.

Et eksempel på en samtale de kunne have var følgende:

Konen: Jeg synes du arbejder alt for meget, jeg står altid alene med det hele derhjemme

Manden: Ja, nogen skal jo tjene til føden, med alle de udgifter vi har, og jeg er meget glad for mit arbejde, så jeg vil have lov til at arbejde så meget jeg vil.

Konen: Jeg ved godt du tjener mest, men engang imellem bliver jeg træt af altid at stå med det praktiske.

Manden: Jamen jeg bliver skam også træt af at have for meget arbejde, men nogen skal jo gøre det.

Det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor meget det par jeg havde i terapi, talte forbi hinanden. Ingen af dem følte sig hørt og samtidig var de så optaget af at forsvare sig, at de ikke hørte budskabet i det den anden sagde.

Som udgangspunkt efterlod kvindens første udsagn meget at ønske. Jeg kan godt forstå manden følte sig kritiseret, men som regel ligger der jo noget andet bag en eventuel kritik. Under terapien kom det frem at kvinden savnede sin mand og havde brug for at kunne udtrykke sin utilfredshed og at de kunne tage en konstruktiv snak om, hvordan de ellers kunne indrette deres liv, så begge ikke var så hængt op. Problemet var at de begge to havde deres fokus hos den anden frem for hjemme hos sig selv og på de følelser de havde.

Hvis kvinden i højere grad havde været i stand til at udtrykke den dybere liggende følelse, kunne hun have sagt:

Konen: Jeg savner dig. Jeg har brug for at snakke med dig om måden vi har indrettet vores liv på. Jeg føler mig hængt op af alle gøremålene derhjemme, og jeg ved du er meget optaget af dit arbejde, så hvad kan vi gøre?

På den måde ville hun give utryk for sine følelser og fortælle noget om sig selv, frem for at have sit fokus på sin mand og derigennem kritisere ham for at gøre som han gør.

Manden kunne have svaret: Ja, jeg synes sgu også vi har for travlt. Jeg føler mig presset af mit arbejde, som jeg jo ellers er glad for, og jeg har svært ved at se en løsning, med alle de udgifter vi har, men lad os tale om det.

På den måde får han fortalt at hans arbejde er vigtigt for ham, at han føler sig forpligtet til at tjene pengene, men at han også er frustreret og gerne vil komme hende i møde, selvom han ikke har løsningen (det kræver nosser hos mænd at indrømme dét, jeg ved det!)

Det omtalte par stoppede i terapi den dag konen sukkede dybt og sagde: Jeg kan ikke holde det her ud mere. Du ved slet ikke hvor meget, jeg elsker dig!

Og nej, det gjorde han ikke. Manden havde et seriøst lavt selvværd. Skåret ind til benet følte han sig ikke berettiget til at få kærlighed, og fordi han mødte verden med en forventning om at blive kritiseret og at han nok ikke blev elsket, så var det umuligt for hende at trænge igennem til ham med sin kærlighed, og alt det andet hun havde til ham. Han troede ganske enkelt ikke på at han fortjente den.

Nu er det jo ikke sådan, at han havde hele ansvaret for dysfunktionen og det er da bemærkelsesværdig at en kvinde som hende bliver sammen med en mand i 25 år og får to børn med ham, som ikke kan modtage hendes kærlighed. Der er ingen tvivl om, at hun også har gentaget noget, som hun har kendt rigtig godt fra sin barndom. Så langt nåede vi desværre bare aldrig, fordi manden ikke ville tage ansvaret for at han følte sig kritiseret, også når han ikke blev det.

Det interessante er nemlig, at vi selv er ansvarlige for, hvordan vi møder verden. Hvis du eksempelvis har en tendens til ofte at føle dig svigtet eller overhørt eller forladt, så er det fordi du har fortidens briller . Jeg tror jo, som den gestalt terapeut jeg er, på at vi ubevidst søger at hele de gamle sår fra barndommen. Det betyder, at hvis du har følt dig svigtet i barndommen på den ene eller anden måde, så vil du som voksen ubevidst søge at blive svigtet igen, fordi du på den måde kan hele dig selv, ved at sørge over den svigt, du ikke kunne sørge over engang og derefter rejse dig, som et mere helt menneske. Du kan nu, som den voksne du er, passe på dig og handle anderledes end du kunne som barn og var afhængig af de voksne.

Det svære er jo så at få øje på, at det er sådan du gør og dermed blive i stand til at gøre noget andet. Manden fra parterapien ville desværre ikke se på sit eget bidrag til at føle sig kritiseret (han synes det hele var hans kones skyld) og derfor vil han med stor sandsynlighed ikke kunne ændre sit mønster. Jeg vil næsten æde min gamle hat på, at han finder en ny kvinde og vil have den samme oplevelse med hende. Simpelthen fordi han selv ubevidst bidrager til det.

Sådan behøver det ikke være for dig. Jeg hjælper dig videre. Læs mere HER

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.