Er det her det lykkelige liv?

Jeg var ude og spise med en god veninde i går. Udover at nyde den lækre mad på Fischer og latterkramperne, så talte vi også om livet. Altså om det der med, at vi selv har skabt det liv vi har og selvom vi hverken er ulykkelige eller utilfredse, så er det nogen gange som om den lækre lykkefølelse den udebliver.

Så spørger jeg mig selv:
· Er det fordi jeg helt ned i hjertekulen alligevel ikke lever det liv jeg ønsker mig, jeg troede bare jeg gerne ville ·
have det skulle være sådan her?
· Har jeg så høje forventninger til mig selv og min tilværelse at jeg ubevidst kræver, at jeg skal gå rundt og være taknemmelig og lalleglad hele tiden?

Jeg ved det ikke. Jeg må bare konstatere, at selvom jeg på alle måder har det som blommen i et æg og helt grundlæggende er rigtig glad og tilfreds med mit liv, så synes jeg nogengange det er
· røvsygt at tvivnge mine børn til at lave lektier, når de brokker sig hele vejen i processen og jeg ender med at være sure mor, der bruger 4 timer af sin weekend på projektet
· mega leverpostejsfarvet at min mand og jeg for tredje aften i træk tumler i seng nærmest uden at kysse godnat, fordi vi er så trætte
· pisse kedeligt at købe ind/lave mad/gøre rent/ vaske tøj…..
· alt alt for voksent og fornuftigt at sige nej til lækkre materielle ting fordi terminen skal betales
· inerverende at høre mine børn skændes om (i min verden) ligegyldigheder

Når jeg er i min selvkritiske hjørne, så synes jeg at jeg er en møgforkælet bitch, som åbenbart skal opleve en livstruende sygdom, før jeg fatter vigtigheden af at nyde livet mens jeg har det (men det er heldigvis ikke alt for tit)

Efter megen snakken frem og tilbage blev konklusionen på den super hyggelige aften med min veninde:
· Jeg vil tage mig mere tid til at lege.
· Jeg vil tage på weekend med nogle skønne veninder, hvor vi kan drikke GT´s og snakke mænd og hårfjerning og børneopdragelse og andre vigtige ting
· Jeg vil gå mere i byen og arrangere nogle flere middage for venner
· Jeg vil flirte mere
· Jeg vil blive bedre til at lade bunken med vasketøj ligge og så sætte mig over i sofaen og kysse min mand i stedet for.

Jeg vil huske hvad det er, der gør mig glad i låget og fylder mine indre depoter op, så de ikke bliver helt tørlagte og jeg bliver en sur kælling ingen gider være sammen med. Heller ikke jeg selv!

1 Comment

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.