Er jeg utro, når jeg er tro mod mig selv?

Jeg synes der findes umanerlig mange dejlige mænd i verden. Jeg vil gerne snakke med dem, flirte med dem og kramme på dem. Jeg vil også gerne knalde med dem og lege med tanken om, hvordan det ville være at leve sammen med dem. Have dem lige der ved siden af mig, hver dag. Én ad gangen naturligvis. Men det kan jeg ikke, så hvad gør jeg, når det er sådan, jeg har det?

Jeg synes, det er dejligt at have det sådan. Jeg føler mig levende, saftig og kvindelig netop fordi der er så meget krudt i min seksualitet. Men jeg har ikke altid haft det sådan. Jeg har skammet mig og gjort mig forkert, og syntes at jeg var den mest møg-forkælede møg-kælling i hele verden, fordi jeg ikke havde “nok” i den dejlige mand jeg har. Han er far til mine børn, og jeg vil gerne leve sammen med ham resten af mine dage. Så jeg har brugt mange år på at undertrykke den side af mig. Jeg har lavet utallige aftaler med mig selv, hånet mig, kritiseret mig og skammet mig. Jeg har været desparat i min frustration over at “det ikke gik væk”.

Jeg har også brugt en del år på at prøve at lære at elske den side af mig. Acceptere at sådan er jeg, og at det ikke har det fjerneste med hverken utaknemmelighed og forkælelse at gøre, eller at jeg savnede noget i mit parforhold. Det er en del af mig, som det menneske jeg er.

Det sjove er så netop at jeg har opdaget, hvor meget lettere jeg har det i mit parforhold, når jeg accepterer mig. Jeg skal selvfølgelig finde en grænse for flirteriet og jeg jokker i spinaten af lutter begejstring engang imellem, men jeg har fået meget mere netop liv, saft og kraft ind i mit forhold, fordi jeg til fulde udlever hvem jeg er. Til glæde for både min mand og jeg.

Jeg ville aldrig leve uden mandlige venner, jeg ville aldrig sige nej til en flirt, fordi der er så meget lir og fis og dejlig livgivende energi i den “leg”. Vi må begge acceptere at det er en del af “pakken” med en kvinde som mig. Indtil vi måske en dag når til et sted, hvor vi kan sætte hinanden fri til at have andre sexpartnere, vil jeg være ham tro (altså ikke kysse eller knalde med andre). Men jeg vil ikke længere lade som om, jeg ikke har lyst. Jeg vil ikke længere forgive, at jeg ikke er sådan. Jeg vil ikke længere lægge bånd på mig og begrænse det liv jeg mærker. Jeg vil lade det kilde og suge i maven og jeg vil tillade mig at være her med alt, hvad jeg er. Jeg har ikke behov for at dele detaljerne med ham, men han ved det er sådan jeg er skruet sammen som kvinde, på godt og ondt.

Det betyder nemlig også at der er masser af sex og passion i vores forhold, selv efter 16 års samliv. Netop fordi jeg ikke længere begrænser mig og skammer mig, men derimod står ved mig. Al det liv og lir jeg mærker i kontakten med ham og med andre mænd, lever jeg jo ud sammen med ham.

Det betyder ikke at jeg flirter med alt med en puls. Tværtimod har det, at jeg har været i stand til at acceptere den side af mig, gjort at jeg slapper meget mere af, end jeg har gjort tidligere. Det jeg forsøger at holde nede vil jo presse på, for at komme ud, hvorimod det, som får frit spil ikke fylder særlig meget. Det er altså ikke et spørgsmål om at gå rundt og lugte af sex 24-7, men blot at være modtagelig og givende i forhold til de mennesker jeg møder på min vej. Desuden handler det langt fra altid om sex (der får jeg den bedste af slagsen derhjemme), men meget mere om den energi, der opstår når mand og kvinde tilstrækkes af hinanden, for at udveksle og lade sig inspirere.

Jeg tænker selvfølgelig på hvordan det er at være gift med mig. Tænk hvis min mand gør det samme, hvordan ville det så være for mig? Jeg kan ikke sige mig fri for at få ondt i maven ved tanken om at han taler med en anden kvinde om, hvor dejlig han synes hun er, hvor meget han har lyst til at knalde med hende. Men det er den usikre og utilstrækkelige del af mig, der har fat. Det er ikke den voksne og modne del, som gerne vil sætte ham fri til at være den mand han er, med alt hvad han er. eg ved at han elsker mig og at jeg elsker ham.

Fordi jeg tror på, at det kun er sådan, vi kan pleje vores kærlighed til hinanden.

Jeg tror ikke at kærlighed kan trives under begrænsninger, trusler eller kontrol. Jeg tror vi skal sætte hinanden fri til at være dem vi er, med alt hvad vi er, også de sider af hinanden, som vi måske har svært ved at acceptere. Der ligger også en proces for os hver især i, at finde ud af hvorfor har jeg så svært ved at rumme den side hos min partner? Bliver jeg jaloux eller føler jeg mig utilstrækkelig?Bliver jeg bange for at miste? Jeg vil i hvert fald ikke bytte min mand for noget i hele verden. Han er fantastisk på så mange måder og han er netop mand nok til at rumme den kvinde jeg er.

Vi du tættere på den, du er? Meld dig til min og yogainstruktør Charlotte Bruuns workshop Detox din kærlighed

Læs også: Vejen til soveværelset går gennem dagligstuen 

1 Comment

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.