Jaloux?

Jeg har tidligere været afsindig jaloux. I al min usikkerhed, som var svært at få øje på, men som ikke destomindre fyldte en del, så jog jalousien mig rundt i manegen.

Og jeg var spidsfindig var jeg. Jeg var f.eks. jaloux på min mands ekskærester (som han af gode grunde ikke var sammen med mere – han var jo sammen med mig), nuværende kolleger og venner eller hvis han synes en skuespillerinde eller sangerinde var smuk eller sang godt, så kunne jeg pr. definiton ikke lide hende, men forsøgte på bedste vis at nedgøre hende.

Jeg var inderst inde bange for at blive afvist. Hvis ikke jeg slog til, hvis nu han mødte en han hellere ville have end mig, så ville han forlade mig. Min motivation må have været, at hvis jeg kunne nedgøre andre, så ville han nok ikke opdage, at de var dejlige/søde/sjove/smukke eller uh allerværst: bedre at være kæreste med end mig. Jeg kunne også finde på at spørge hvad han synes om hende eller hende, bare lige for at tjekke, hvor jeg selv var henne på skalaen.

Det var afsindig anstrengende at være jaloux. Jeg skulle holde mig på stikkerne, for at nå at opdage om han kiggede efter en anden på gaden, om han mon talte med en anden til en fest og hver gang usikkerheden ramte mig, så var jeg så afhængig af at han skulle svare mig lige præcis det, jeg så gerne ville høre, for at kunne blive beroliget igen. Jalousien var en tsunami, der rullede og som var enormt svær at stoppe igen. Når først den jaloux tanke var i mit hoved, var det som om jeg ikke kunne slippe den igen.

Jeg fik altså sat mig i den følsomme position han skulle være på en bestemt måde, for at jeg kunne undgå min jalousi og når ikke det lykkedes, så skulle han være på en anden bestemt måde, for at jeg kunne tro på mig selv igen. Meget uhensigtsmæssigt og helt vild opslidende for vores kærlighed.

Jeg kan sagtens være jaloux i dag også. Det rammer mig og bliver helt fysisk. Jeg synes min mand er røvlækker og tror derfor at det synes alle andre sikkert også og så vil de ha´ham!

Forskellen på nu og for ti år siden er to ting: Det ene er at jeg har fået det meget bedre med mig selv og derfor ikke længere tager det personligt, når min mand synes at en anden er lækker/interessant/klog/sjov. Jeg tror altså dybest inde på at han elsker mig og at hans kærlighed er uforandret af, at han også er tiltrukket af eller bare interesserer sig for en anden. Fuldstændig ligesom det er for mig.

Det andet er mindst lige så vigtigt og handler om at jeg har lært at række ud efter ham, når jeg bliver usikker. Når jalousien rammer mig som en boomerang, så siger jeg det højt: pis jeg ville ønske jeg havde en røv som hende dér eller jeg bliver jaloux når du er så glad for din kollega eller jeg bliver bange for du kysser med en anden til den fest osv.

Kun på den måde kan jeg bede om det jeg har brug for på en ordentlig måde, hvor jeg ikke får krænket min mand i processen. I min verden tæller det lige så højt når jeg beder om at blive holdt om/bekræftet/få kærlighed, som hvis han selv gættede det var det jeg trængte til. Desuden får jeg meget mere af det, fordi jeg tager ansvar for at være usikker og have behovet for bekræftelsen, end hvis jeg prøver at manipulere mig til den.

Et er sikkert: Vores kærlighed er stærkere, fordi jeg ikke konstant slider på den!

kærligst Katrine Axholm

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.