Med ærlighed kommer man længst!

De fleste ved at det bedst kan betale sig, at sige tingene lige som de er. Vi skal her ikke ind i en diskussion, om berettigelsen til at stikke en lille hvis løgn, for at undgå at såre sin partner. Det jeg mener er, at de fleste godt er klar over, at de i højere grad får det de har brug for, hvis de er ærlige og autentiske.

Problemet for ligeså mange er så bare, at de tror at når de skal sige sandheden, så gælder det også sandheden om hinanden. Det vil sige retten til at kommentere på hinanden, kritisere, blande sig og til evig tid have en mening om deres partner. Jeg kan ikke mindes det står noget sted i nogen ægtepagt eller at nogen præst nogensinde har givet karte blanche til det.

Vi slider på hinandens kærlighed, når vi blander os unødigt. Det er almindelig pli at spørge om din partner er interesseret i at høre, hvad du har på hjertet og at tage et nej for et nej uden at mugge over det. Den respekt har vi alle brug for, for at kunne bevare vores integritet.

En anden udgave af at sige sandheden oplever jeg rigtig ofte med de par jeg har i terapi. Det er ofte kvinden der siger: Jamen jeg har sagt det til ham masser af gange, jeg vil gerne have at…. Jeg kan ikke lide at han…. Jeg synes vi skal gøre sådan…. osv. Vi har alt for ofte alt for travlt hos hinanden også når det kommer til at få den anden til at opfylde vores behov.

Det er ikke din partners opgave at opfylde dine behov.

Når jeg mener at vi kommer længst med sandheden, så handler det om, at jeg tror vi kommer længst med sandheden om os selv. Hvis vi overfor hinanden har villigheden til at få indsigt i os selv og modet til at dele denne indsigt med hinanden, så kan vi få nærhed, intimitet og en kærlighed der varer hele livet.

Eks. Når min mand kigger efter en anden kvinde, så bliver jeg bange for at han forlader mig. I stedet for at blive sarkastisk eller nedgøre ham, så viser jeg ham min sårbarhed og afhængighed og fortæller ham hvordan jeg har det. På den måde tager jeg ansvar for at det er mig, der har den følelse og jeg rækker ud efter ham, fordi jeg har tillid til at han har omsorg for mig og kan hjælpe mig med at blive rolig igen.

Eks. Når du og din mand har et skænderi, så ender det altid med at han går og smækker med døren og er væk i flere timer. Du føler dig afvist og frustreret. I stedet for at blive vred og skælde ud og kalde ham grimme ting, så fortæller du ham, hvad det gør ved dig, når han går på den måde. Han fortæller hvorfor han ikke kan holde ud at være i situationen længere og på den måde får I talt jer til rette, så I ike kommer så langt ud igen. I har begge lov til at være som I er og have det, som I har det.

Eks. Når der er noget din kone bliver sur over, så klapper hun i som en østers og taler ikke til dig, før du har gættet hvad det handler om. Du bliver vred og frustreret over at blive lukket ude på den måde. I stedet for at trække dig væk, som du plejer, fortæller du din kone, hvordan du har det og at du har brug for at hun fortæller dig hvad der sker, for at du kan gøre noget andet en anden gang.

Samlet er altså at du har fokus hos dig selv og ikke hos din partner. Du fortæller noget om dig selv (her kommer ærligheden ind) og du er villig til at tage ansvar for at du har en del i konflikten – altid! Kun på den måde kan I mødes som voksne mennesker og udvikle jer sammen. Kun på den måde kan kærligheden blive ved med at være kærlighed også efter mange år.

Held og lykke med den

Kærligst Katrine Axholm

3 Comments
  • Cecilie
    Posted at 08:26h, 24 august Svar

    Jeg er fuldstændig enig med dig. Men hvad hvis ens partner overhovedet ikke kan rumme den ærlighed, hvad hvis ens partner grundlæggende ikke kan rumme en og ens “negative” følelser uden at gøre det personligt og få det til at handle om ham selv. Vi har skrevet sammen Katrine, det er mig hvis kæreste lige har fået konstateret slem social angst, og han har nu været på tredje omgang medicin på 3 måneder. Det er en hård omgang for ham, og han har brækket sig uafbrudt i tre måneder nu, for hver gang han starter på ny medcin får han det meget værre fysisk og psykisk i op til 6 uger ad gangen. Jeg er så knust, for hvad jeg ikke er blevet kaldt af skældsord, trusler om ditten og datten og dagen efter en helt overvældene kærligheds ærklæring fra ham har fået mig til at føle at jeg ikke kan regne med et hak af det han siger. Jeg er derude hvor jeg er så ked af det og føler mig sådan trådt på at jeg ikke aner om et brud er den eneste løsning på bare at kunne komme igennem en hverdag uden disse skænderier. (Vi har været sammen i tre år)- jeg er 24, han 28 år. Der er så meget vrede og frusration mellem os, og jeg er til tider bange for om jeg får en på hovedet ved at trykke på en forkert knap på et forkert tidspunkt. Jeg er dybt ulykkelig, og aner virkelig ikke om ærlighed for mig selv i øjeblikket er det bedste. Det virker som om der kun er plads til et menneskes følelser i mit forhold, og jeg kan ikke rende rundt og frygte hvad der skal ske hvis vi får et skænderi. Min kæreste går i terapi, men det er en længere omgang tror jeg. Han svinger mellem at være “pleaser” til den “ondeste tyrran og trumfer” i vores forhold iøjeblikket, og han er bevidst om det og vil meget gerne ændre det siger han. Jeg har også mine sider som ikke er så smukke, men det er ligesom om det er kommet op i mig med 100 km i timen efter at mine behov for tryghed og tillid har været på stand by de sidste 6 måneders tid. Hvornår er nok, nok? Hvad fanden skal jeg stille op.? På trods af at der er så meget smerte mellem os, er der ligeså meget kærlighed. Jeg kan godt høre at det lyder svært at høre, men du skal ikke være i tvivl om at nogen af os er bange for at gå fra hinanden hvis det kommer dertil. Vi har begge boet alene siden vi var 15 år, og har måtte klare os selv altid så vi er så bund stædige også, da vi og specielt min kæreste er vandt til at have været alene med sine følelser altid. Der er i bund og grund bare ingen af os som helt grundlæggende ønsker at vores kærlighed skal slutte, men jeg kan ikke få en hverdag til at fungere sådan her overhovedet. Hvornår er nok, nok? HJÆLP! Ja, det blev en lang smøre håber at du har tid og lyst til at svare på lidt af det.

    • Katrine Axholm
      Posted at 12:10h, 24 august Svar

      Kære Cecilie,

      Tak for din lange mail, som berører mig dybt. For helvede hvor har I det svært.

      For det første er I i en situation, som sætter alle regler ud af spillet. Forstået på den måde at I pga. din kærestes sygdom og medicinering lever under et konstant pres, som ikke til fulde er i jeres magt, fordi sygdommen og medicinen spiller ind. Jeg kan godt forstå du frygter for hvad det næste mon bliver og det er afsindigt anstrengende hele tiden at leve med den stressfaktor i kroppen.
      Jeg tror du har ret i at det ikke hele tiden er gavnligt at være ærlig, for det kræver et “normalt” udgangspunkt og det har I ikke. Men jeg bliver bekymret for din følelsesmæssige overlevelse. Kun du ved hvornår nok er nok og før du når dertil håber jeg at du har et sted, hvor du kan læsse af og blive tanket lidt op, til at tage en runde mere i et parforhold, som på alle måder slider på din kærlighed og, formoder jeg, på din livskvalitet.

      Du beskriver at I har en masse med i bagagen og at I begge har boet alene siden I var 15 lyder også som en barsk start på voksenlivet. I må bære rundt på en enorm forladt- og ensomhedsfølelse, som jeg forestiller mig må være svær at rumme og tage sig af, fordi den hele tiden bliver aktiveret i alle jeres konflikter.

      Jeg håber I får noget hjælp og har nogen I kan støtte jer op ad og jeg ønsker dig al mulig held og lykke med det hele. Du er fandme sej!

      kærlige tanker fra

      Katrine Axholm

      • Katrine Axholm
        Posted at 12:12h, 24 august Svar

        Kære Katrine

        Du har ret i det faktum, at det er meget svært for mig at overleve følelsesmæssigt, da jeg ikke rigtig har så mange at støtte mig op af. Min familie og til dels også venner, har meget svært ved at tale og acceptere denne situation i mit liv, som for dem er et tegn på noget usundt og ødelæggende. – så ja, jeg er ensom og følelsesmæssigt i trygheds og kærligheds-mangel. De elsker dog min kæreste, og kan se alle de positive ting han indeholder.

        Dog vil jeg dele at jeg oplever meget den holdning i min omgangskreds at hvis ting er for svære og for hårde i ens liv skal man videre, tænke på sig selv. osv. Jeg er ung, jeg skal være glad osv. Og ja, min livskvalitet er fandeme ikke på sit højeste, men hvad er det egentlig at være glad.??? Er det at leve i det ubevidste, farer rundt med 100 km i timen for at forfølge ideen om det “perfekte liv”?. Der er da aldrig nogen der har forberedt mig på hvad det vil sige at være menneske og leve blandt andre mennesker, men det er måske fordi jeg altid har været i omgivelser af folk med skyklapper på, som ser det som deres ret til at være lykkelige på trods af hvordan de behandler andre mennesker omkring dem. – igen jeg taler kun af egen erfaring.

        Jeg synes at dette er den sværeste balance i hele verden, det ved med at sige til og fra, for på den ene side så ja, selvfølgelig skal jeg tænke på mig selv og mit ve og vel, men på den anden side har jeg også mødt en kæmpe kærlighed i (Søren), en mulighed for mig til at lære mest muligt om mig selv, og til virkelig at være der for et andet menneske som inderligt har brug for mig, og som jeg også har brug for. – der er potentiale.
        Søren ved at han er skadet, og han vil ændre sig. Han vil mig og os oprigtigt af hele sit hjerte, og han mener at hvis det ikke havde været for mig der havde prikket til ham ustandseligt, ville han aldrig have fundet ud af at han havde angst. Dette er han mig evigt taknemmlig for. – som han siger, der skulle en Cille-pille til at vække den rigtige Søren til live.

        Dette er for mig kærlighed.
        Er det i sidste ende ikke det vi alle søger, men er så rædselsfuldt bange for at kaste os ud i.? Ja, det vil og har betydet at jeg bliver konfronteret med mine grænser, værdier, integritet osv. og ikke mindst mine onde onde spøgelser, hver dag. Jeg kan da håbe, at jeg i værste fald bliver klogere:)

        Jeg synes bare at mange har så nemt ved at gøre sig bagkloge og sige at jeg skal komme videre, tænke på mig selv, og jeg kan logisk set også godt forstå dem. Vi lever i en tid hvor vi er opdraget til at tænke på mig mig mig os selv, karierre, rettigheder i samfundet, men på den anden side har vi også stress, går ned med flaget, bliver skilt, får doneret anti depressiver som aldrig før, og er generelt ensomme. – jeg taler kun for mig selv, og hvad jeg ser i min omgangskreds. Vi glemmer at se det hele i den store sammenhæng.

        For mig er grænser et evigt dilemma fordi jeg er vandt til “at gøre noget” hvis tingene ikke spiller, i stedet for at stoppe op og se tingene an. Jeg har i dette forhold mistet flere veninder, som aldrig kunne finde på at kæmpe så meget for deres forhold, og i stedet stempler mig lidt som “pleaser”, “offer”, ” med dårligt selvværd. Men jeg forstår ikke hvorfor at man ikke kan være lykkelig bare fordi man græder, eller at man er “medmisbruger” fordi man lægger øre til sin nærmestes smerte i stedet for at forlade dem. Hvorfor er vi stoppet med at hjælpe hinanden til at blive hele mennesker, og i stedet stempler hinanden.?

        Jeg må indrømme at i mit til dato nu relativt korte liv har jeg lært enormt meget om fænomenet kærlighed. For det første mener jeg, at den i min mening ikke eksisterer i en kasse, og der er desværre ikke en opskrift på den perfekte mand eller kvinde. Vi har alle fejl og mangler. Der er heller ikke noget rigtigt eller forkert parforhold, men der er i mødet med kærligheden et hav af gråzoner og følelserne derimellem, og det er dem som til tider er så svære at få til at gå op i en højere enhed. – men det har jo stadigvæk ikke noget med kærligheden at gøre, det har noget med din baggrund at gøre, dine kommunikations-evner, konfliktskyhed/ tendens til at dominere, følelsesmæssige intelligens osv.

        Ifølge mig findes det “perfekte parforhold” altså ikke i den menneskelige verden, det er bare ikke menneskeligt at være perfekt, og jo før vi får øjnene op for det, jo før lærer vi (jeg) at kunne se tingene for hvad de er. Det eneste som betyder noget i denne verden for mig er, at kunne lære at mærke mig selv, sætte klare grænser, mærke hvad der føles rigtigt/forkert og reagere på det, stå op for mig selv samtidig med at bede om hjælp, og til sidst at kunne rumme andres følelser, for ja, det er dog det nemmeste i verden at bortforklare alt med at det handler om at man er sammen med den “forkerte” mand.

        I mødet med mit forhold med Søren har jeg lært at jeg skal gøre hvad der føles rigtigt for mig, ligegyldigt hvad min kæreste mener. Jeg har lært at ingen mennesker er perfekte og at jeg har/haft et stort behov for at være perfekt som jeg har projiteret over på Søren. Jeg har lært hvad det vil sige at rumme andre menneskers følelser, uden at jeg skal bære rundt på dem selv, eller prøve på at fikse dem.
        Jeg har lært at jeg ikke kan kræve noget af andre mennesker, idet glæde og kærlighed skal komme af lyst og ikke af krav. Sig mig hvordan fanden skulle jeg have lært det hvis jeg ikke var blevet i dette forhold. ? – på mange måder har Søren lært mig at blive et mere helt menneske.

        Lad dette være et opråb til alle mennesker fra en 24-årig om at (min) vej til et lykkeligt liv samt forhold går med søgen på selvindsigt, bevidsthed og mod. Hvis jeg ikke tør gå derind hvor det gør ondt i mig selv, derind hvor at alt kontrol, perfektionisme, arrogance ikke kan skjule mig, så tror jeg egentlig heller aldrig helt jeg kommer til at lære at forstå mig selv, lære at give, og lære at modtage. – og lære at elske. Nogle gange skal man slå sig før man forstår hvorfor man slog sig, tit skal man skal græde for man kan grine. Folk skal sætte ens pis i kog, før man kan lære at sætte grænser. Men det er jo noget jeg/vi skal lære. – det er ikke bare en statisk tilstand som man er født med at kunne.

        At være i et forhold, og blive der, er en personlig rejse en kæmpe udviklings-mulighed.

        Når det så er sagt, synes jeg også det er pisse svært. Og jeg har også brug for kærlighed, støtte og forståelse fra andre, og det mangler jeg. Jeg mangler folk omkring mig, som støtter kærligheden i hele dens form selv og er klar på at diskuterer alle gråzonerne. – så jeg selv bliver klogere.

        Jeg mangler i den grad støtte i dette her:( Så ja, Hjælp!

        P.s Dette er ikke et opråb for mig om at komme på!- jeg havde bare nogle tanker og følelser som jeg gerne ville dele med dig Katrine, fordi jeg synes at du er sej og skriver fede blogs.!

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.