Når selvretfærdigheden dræber kærligheden

Er du også faldet i gryden med selvretfærdigheds-suppe? Så du ligger der og svømmer rundt, helt opslugt af alt det du synes du har gjort. Alt det praktiske du har taget dig af, alle de følelser du har givet udtryk for og lige meget hjælper det. Du har jo sagt det 1000 gange og det ændrer ingenting. Du har oplevelsen af at du har gjort alt, hvad du kunne og nu magter du ikke mere. Du kan kun få øje på din egen indsats og kan slet ikke se, at din partner har gjort noget. Overhovedet!

Det er tid til at sadle om. Det du har gjort indtil nu, har tydeligvis ikke bragt dig tættere på det du ønsker dig. Uanset om det er en bedre fordeling af de praktiske opgaver derhjemme, en større følelsesmæssig forståelse, mere frihed til dig selv eller hvad det end måtte handle om. Du er du nødt til at gøre noget nyt, for at få noget nyt. Lige nu står du bare og bliver mere og mere frustreret i en følelsesmæssig blindgyde.

Første skridt på vejen handler om at forstå hvorfor og hvordan du og din partner gør, som I gør. Det er ikke blot et spørgsmål om at forstå med jeres kloge hoveder, det er et spørgsmål om at forstå rent følelsesmæssigt. Hvad driver jer? Hvad ligger bagved den virkelighed, som er ved at slide jer op? Jeg nævner i flæng nogen af de mest almindelige problematikker, måske er der noget, der vækker genkendelse:

· når der er noget i jeres forhold, som du gerne vil have anderledes, så føler din mand sig kritiseret og så kan han ikke høre hvad du siger

· du vil gerne have at din mand fortæller dig mere om, hvordan han har det, hvad han drømmer om og hvad han synes er svært (altså sit følelsesliv). Det vil han ikke, fordi han ikke synes du forstår ham, når han så gør det

· hvis du er ked af det og vred og har brug for at snakke med ham, så trækker han sig, fordi han føler sig utilstrækkelig

· du har tryglet og bedt om at han melder ud i god tid, når han skal noget, så du har en chance for at planlægge for resten af familien, men han siger det altid i sidste øjeblik, fordi han er bange for at du bliver vred

· han er virkelig virkelig træt af at du er “efter ham” hele tiden og at hans måde aldrig er god nok. Han har brug for din anerkendelse

· han synes du begrænser ham og at han ikke har sin frihed til at gøre de ting ud over familielivet, som er vigtige for ham, fordi han synes det er svært at være helt sig selv, når han er sammen med dig.

Der er mange variationer over samme emne og bundlinien handler næsten altid om, at det der bliver sagt ikke nødvendigvis er det , det i virkeligheden handler om. Så måske har I brug for en oversætter, måske skal I øve jer i at tjekke om det der bliver hørt stemmer overens med det, der bliver sagt, så I ikke reagerer på et “falsk” grundlag.

Når I forstår jer selv og hinanden, når I ved hvad det handler om, så har I muligheden for at gøre noget andet og bedre.

Vil du have hjælp? Deltag i min workshop, Detox din kærlighed 

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.