Overtager du også andres problemer? – artikel fra ugebladet Søndag

●Din veninde betroede dig sine problemer, og du har fortalt en masse om det, der har virket for dig i en lignende situation. Bagefter har du dårlig samvittighed og fortryder, at du ikke bare holdt mund og bare lod hende få luft. For måske passer dine løsninger slet ikke til hendes situation. Men hvorfor gik du, trods intentioner om at holde lav profil, i fælden igen uden at stoppe dig selv?

Du rykkede over på venindens banehalvdel. Men kan andres virkelighed sammenlignes med din? Og kan du i det hele taget stille noget op over for venindens problemer? Hun gør vel alligevel, som hun selv vil i sidste ende.

Hvis der er ting, du har det svært med hos dig selv, er du muligvis særligt optaget af andres gøren og laden. Du engagerer dig i, hvordan du synes, de bør leve deres liv, løse problemer og reagere over for andre. Psykoterapeut Katrine Axholm møder dette mønster hos sine klienter. Og hun mener, at der ofte er en sammenhæng mellem tendensen til at fokusere å andres problemer og en manglende evne til at tage ansvar og holde sig til eget blomsterbed.

– Enten er det ubevidst, eller også ved vi faktisk godt, at vi er lidt for optaget af, hvad andre burde gøre. Men mange har svært ved at lade være. For gennem fokus på andre slipper vi for at forholde os til os selv, tilfredsstille vore egne behov og sætte grænser for, hvad vi vil og har lyst til. Vi flytter op- mærksomheden andre steder hen, så det ikke bliver så svært.

Vi søger selvværd.

En anden grund til at vi fokuserer på, hvordan andre bør leve deres liv og løse problemer, er, at vi føler, vi får selværd, når vi hjælper. Det kan give sig udslag i, at vi forelsker os i nogen med en problematik, som vi vil løse. Eller også samler vi på veninder med et dårligt liv, som vi kan prøve at fikse. Præmien er ros og goodwill for at gøre noget frem for bare at være den, man er.

Find selvværdet hos dig selv.

– Sig nej til det, du ikke vil. Øv dig i situationer og med personer langt væk fra dit eget liv. Vent med de tætte relationer til du er blevet mere sikker.

– Øv dig i at lytte til veninden eller en kollega uden at give råd og løsninger på deres problemer. Ofte har de bare brug for at læsse af og føler det irriterende, hvis du rådgiver. Spørg eventuelt, om de vil høre dit syn på sagen.

– Spørg dig selv, om du føler dig forpligtet til at hjælpe. Hvad er risikoen ved at sige nej – frygter du andres vrede, eller at de ikke vil kunne lide dig mere?

– Erkend at du ikke er uundværlig, men at det ikke er det samme som at du ikke er vigtig. Andre kan faktisk klare sig uden din hjælp og heldigvis for det.

– Spørg dig selv, hvordan det vil føles, hvis du bruger lige så megen energi på dig selv, som du bruger på andre. Sikke et liv du vil få.

– Glæd dig over hvor meget plads du har til dig selv, når du ikke konstant er nødt til at hjælpe andre. Det bliver en befrielse!

Kilde: www.axholm.com

Men hvorfor er det sådan? Flinkeskolen hvor man skal være sød, artig og hjælpsom, ligger dybt i os. Andres behov kommer som nummer ét, og vi føler ikke, vi kan være bekendt at sige nej. Og så har mange en trang til at missionere, fordi vi selv synes, vi har set lyset og fået et udbytte af for eksempel at gå i terapi, at skifte job eller noget helt tredje. Men det du har glæde af, er ikke nødvendigvis det rigtige for andre! Måske var den eneste udvej for dig at slå hånden af din umulige far, men det behøver ikke være det rette for andre. De kan være et helt andet sted og have en helt anden baggrund og måde at opfatte tingene på, fastslår Katrine Axholm.

– Vi bliver nødt til at mærke efter, hvordan vi egentlig selv har det, og hvad vi vil ændre. Og som regel viser det sig, at de andre klarer sig fortræffeligt uden vores indblanding, forklarer Katrine Axholm.

Det, der rykker, er at rykke opmærksomheden hjem til dig selv, så du i stedet bruger krudt og energi på det, som nager dig og ikke på andre, som alligevel vælger noget, du ikke ville have valgt.

Du kan stadig hjælpe

Men skal vi så helt stoppe med at hjælpe andre for i stedet at få det bedre selv? Nej, omsorg er godt, men det er usund, når andres behov bliver vigtigere end dine egne. Du kan hjælpe af et godt hjerte og med masser af overskud, og det vil også blive modtaget og værdsat. Men du skal ikke gøre noget for andre for selv at kunne føle dig værdifuld.

Hvis du altid er god, kærlig og givende uden at få noget igen, har frustrationerne det med at hobe sig op, siger Katrine Axholm:

– De fleste har prøvet skuffelsen over ikke at få en tilsvarende hjælp igen fra andre, som de selv har ydet. Oplever du den følelse, er det tegn på, at du har givet for meget, ikke at de andre har givet for lidt. Hvis den anden reelt ikke har hjulpet dig, da du havde brug for det, kan du også spørge dig selv, hvorfor du er i en så ulige relation?

Tag ansvar

Næste skridt er at gøre dig selv klart, hvad der har drevet dig, og hvad du har fået ud af at være så hjælpsom, og at andre ikke kan eller ikke vil leve op til samme standard. For der er en årsag: Måske er det behovet for ros og anerkendelse, som har drevet dig. Du kommer kun videre ved at erkende, at du hidtil har undgået at forholde dig til dig selv og dine egne problemer, mener Katrine Axholm.

At koncentrere dig om dig selv er næste og faktisk det sværeste skridt. Men hvis du tager ansvar for dit eget liv, behøver du ikke bruge andre som undskyldning for ikke at gøre noget for dig selv først. Så kan du erkende, at du var usikker og havde behov for at stive dit ego af. At du har svært ved at sige nej er ikke andres skyld. Begynd med at anerkende den sandhed. Derefter kan du udvikle dig, få overskud og få følelsen af, at du har værdi, når du bare er og ikke nødvendigvis hjælper andre.

Du vil opdage, at du bliver elsket, selv om du ikke er hjælpsom hele tiden. Det er også en befrielse for de andre at du ikke er inde over hele tiden. Det bliver mindre nødvendigt at være optaget af andres behov, du frigør dig fra rollen som offer og du bliver jo holdt af alligevel.

Omsorg er godt, men det er usundt, når andres behov bliver vigtigere end dine egne, mener psykoterapeut Katrine Axholm.