Derfor virker terapi!

Jeg møder en del fordomme på min færden rundt i livet. Nogle kigger på med med rædsel i øjnene, når vi sidder ved siden af hinanden til en middag og jeg fortæller hvad jeg laver. De tror jeg allerede fra første færd har analyseret dem og opdaget deres inderste hemmeligheder. De tror terapi handler om at rode rundt i sin barndom og opdage de har siddet skævt på potten og hvad skal det hjælpe at sidde dér og græde sammen med en fremmed. Andre bliver fascineret og spørger om ikke jeg er træt af at høre om folks problemer dagen lang. Derfor dette blogindlæg, for at fortælle, hvad det er jeg gør og hvorfor det virker og derfor selvsamme grund til at jeg ELSKER mit arbejde.

Helt grundlæggende kan jeg sige at jeg arbejder ud fra et eksistentialistisk grundlag og at metoden er gestaltterapeutisk (hvis det siger nogen noget). Jeg tror på at vi alle fødes alene og vi skal dø alene. Vi er derfor også i den mellemliggende tid, kaldet livet, alene om at skabe os det liv vi ønsker os at leve. Det betyder at vi alene er ansvarlige for hvordan vi har det og for hvad vi oplever i verden.

Vi kan altså ikke, som det ellers er voldsomt brugt i vores kultur, sige: Du sårer mig helt vildt. Du er altid så arrogant overfor mig. Hvorfor hører du aldrig hvad jeg siger, Du elsker mig ikke. Vi kan nemlig som voksne aldrig give andre skylden for hvordan vi har det eller hvad det er vi oplever. Det er vi selv ansvarlige for.

Det er sådan at alt hvad vi oplever i verden handler om os selv. Så når vi føler os forladt, ignoreret, overhørt, såret eller noget helt femte, så har vi selv ansvaret for at have den følelse. Det kan så godt være at vi rent faktisk bliver forladt, overhørt, ignoreret eller såret. Det er ikke det vigtige. Det vigtige er hvordan vi håndterer det, som sker for os. Både inden i os og ud mod verden.

Når vi vokser op i vores barndomshjem har samværet med vores far og mor en helt grundlæggende betydning for, hvordan vi bliver som voksne. Det er vores sociale arv. Er det tilladt at vise følelser, alle følelser? Hvordan er fars og mors indbyrdes forhold? Hvordan udtrykker de kærlighed, vrede, glæde, sorg? Hvordan løser de konflikter og tackler forskellighed? Tilbringer de tid sammen med os, forsøger de at forstå os eller skulle vi rette ind efter deres behov og ønsker?

I det samvær skaber vi et billede af os selv og et billede af hvad kærlighed er. På godt og ondt. Det billede og den overbevisning tager vi med os ud i verden og ind i parforholdet. Her begynder problemerne.Vi har nemlig også som mennesker en indbygget drift i mod at hele de gamle sår fra barndommen. Vi har alle et ubevidst behov for at udvikle os. For at hele de gamle sår er vi nødt til at vide at vi har dem. Vi er nødt til at mærke dem. Derfor søger vi ubevidst at gentage det som skete engang. Vi søger afvisningen, aleneheden, forkertheden, ensomheden og alle den andre steder, hvor vi ikke fik det vi havde brug for at vores far og mor. Vi søger altså instinktivt de relationer, som kan udfordre de følelser vi som børn var nødt til at lægge låg på, fordi vores forældre ikke kunne rumme dem og håndtere dem. Derfor er parforholdet så svært. Derfor kan du genkende en gammel, gammel følelse af ikke at blive forstået, at din mening ikke er vigtig, at de andres behov er vigtigere end dine. Måske kan du selv se en rød tråd i de kærester du har haft i dit liv. Derfor ender jeres konflikter altid samme sted, uden (for)løsning.

Terapi handler om at opdage dig selv og din partner, et spadestik dybere end I er i stand til derhjemme. Fordi det kræver en der kan se på jer udefra og få øje på, hvad det handler om for jer. Hver især og sammen. I skal opdage motivationen til at gøre, som I gør, fordi det er jeres eneste vej til at gøre noget andet. Det handler om at tage ansvar for hvordan du har det (og ikke længere give din partner skylden). Det er ofte både smertefuldt og også en stor lettelse at opdage dig eget bidrag til problemerne. Kun når du opdager dit bidrag har du magten og muligheden for at gøre noget andet. Først der kan I elske hinanden, som dem I er, uden at være afhængige.

Vil du opdage dig og jer og få meget mere af det du har brug for? Læs mere hér.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.