Fanget i kærlighed

Han sad i stolen overfor mig. Var lige trådt ind ad døren i al hast. Der var sorg og rådvildhed i hans øjne. “Jeg ved ikke hvad det er jeg gør forkert” sagde han og kiggede bedende på mig. “Jeg synes jeg gør alt hvad jeg kan og det er stadig bare ikke godt nok. Jeg ved ikke hvad det er hun vil have. Jeg elsker hende jo og nogle dage tænker jeg at jeg er villig til at gøre alt, fordi det skal lykkes denne gang. Jeg vil ikke skilles flere gange. Det gør for ondt. Andre dage bliver jeg desperat inden i. Det er som om jeg ikke kan trække vejret.” 

“Fordi jeg var min eks.kone utro, så tror min kæreste at jeg også vil være hende utro. Hun er rædselsslagen for at jeg bare er sådan, at jeg ikke har ændret mig. Jeg føler mig fanget, for jeg har fortalt hende alt, fordi jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil lyve mere. Jeg har løjet alt for meget tidligere. Men hun bebrejder mig hele tiden min historie. Hver gang jeg kommer med et argument, så siger hun, jamen dengang da… og jeg er ved at blive vanvittig. Jeg prøver virkelig at opføre mig rigtigt. Jeg VIL jo ikke svigte hende og samtidig strammer grebet om min hals. Det er som om at hvis hun presser mig mere, så ender jeg med at føle mig lige så fastlåst, som jeg gjorde med min kone og hende var jeg jo utro. Det hun frygter allermest kommer til at ske, selvom jeg ikke vil. Utroskaben var mit åndehul og samtidig gav det mig en skrigende paranoia og en frygtelig skyldfølelse. Det er som om jeg ikke kan være den jeg er og samtidig være i et parforhold. Enten betaler den kvinde jeg elsker prisen, fordi jeg svigter hende, eller også så gør jeg, fordi jeg hele tiden skal være en anden end den jeg er. Hvad skal jeg gøre?

Vi kan ikke bevare kærligheden i vores parforhold, hvis ikke vi skaber pladsen til at være dem vi er. Uanset om vi vælger i et åbent forhold, om vi har brug for at rejse to uger alene hvert år, spille fodbold tre gange om ugen, efteruddanne os eller have venner af modsat køn, så er vi nødt til at indrette os, så vi kan være dem vi er. Kærligheden bliver slidt op hvis ikke vi får taget vores plads. Selvom vi snor os og pleaser og giver efter og giver ret, så vil vi en dag stå med valget mellem at vælge os selv eller at vælge vores partner. Vi kan som mennesker ikke holde til ikke at lytte til os selv, så hvis vi vil have et lykkeligt eller blot tilfredssstillende liv, er vi nødt til at skabe os pladsen eller til at flytte os væk, fra det menneske, som minder os om at vi ikke får passet på os. Vi kan jo ikke flytte os fra os selv.

Manden i min praksis troede ikke at han måtte være den han var. Han var bange for at blive afvist og forladt, hvis han erkendte og indrettede sit liv efter at være så socialt, levende og flirtende menneske som han var. Derfor blev han ved med at være i parforhold, som ikke var gode for ham. Han troede han kunne lave sig selv om, men han var ikke lykkelig i det. Han kæreste ville nok elske ham alligevel, selvom det ville kræve en del tilvænning at sætte ham fri. På et ubevidst plan tror jeg at hun holdt ham fast, fordi hun godt kunne mærke at han ikke var sig selv tro og det er den værste utroskab af dem alle.

Kærligst Katrine

1 Comment
  • Søren Egstrup
    Posted at 10:25h, 09 juni Svar

    Katrine, som du skriver “Kærligheden bliver slidt op hvis ikke vi får taget vores plads.” Ja, den ene partner vil ofte eksplodere på et tidspunkt.

    Og ja, vi er så betinget (programmeret), til at forsøge at gøre partneren tilpas – og tilsidesætte os selv, at det går galt, enten går forholdet i stykker eller den ene lægger sig underdang under den anden.

    NB.: Hvor er det nogle gode indlæg du har, takker.

    Søren

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.