16 jul JP-Klumme: Dovenskaben længe leve!

Jeg tænker nogen gange på, hvad folk der bor i lejlighed mon får tiden til at gå med. De skal jo hverken slå græs, male vindskeder eller feje fortov. I en lejlighed skal der ikke luges, renses tagrender eller klippes hæk. Så hvad laver de mennesker som bor i lejlighed, når de har fri fra arbejde, har svinget støvsugeren og købt ind? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke huske, hvordan det var at bo i lejlighed og ikke have nogen børn. Eller det kan jeg faktisk godt, og der byggede vi også altid om, så det tæller ikke.

Måske lægger de der mennesker sig på sofaen og slapper af med avisen. Eller går på museer eller spiser brunch og tager på kanalrundfart. Måske får de set en masse til deres venner, får læst nogle spændende bøger og er helt opdateret med, hvad der sker i deres by og i verden. De lever i hvert fald helt sikkert et anderledes liv end mig, som altid er i gang med noget praktisk.

I mit barndomshjem var det en kvalitet at være aktiv. Ud i det gode vejr og få noget fra hånden. Det gav anerkendelse, kærlighed og ros. Ikke ligge der og snue til kl. 9, næ så tændte min papfar rundsaven uden for mit vindue og så startede dagen ligesom dér. Jeg kan godt huske at jeg var træt af det, da jeg var teenager, men her 20 år efter er jeg selv ligesådan (måske lige bortset fra at jeg aldrig tænder rundsaven). Ud og i gang for at opnå den tilfredsstillende følelse af at få gjort noget. Så er det så dejlig at tilte udmattet om i sofaen om aftenen til en god film og synes jeg har gjort dagens gode gerning. Der skal ydes, før der kan nydes.

Ulempen er selvfølgelig, at jeg har svært ved at finde min berettigelse til at slappe af. Jeg ser sjældent min have horisontalt, for jeg er altid på vej fra det ene sted til det andet med et skuffejern eller et ørnenæb i hånden. Jeg elsker jo at nusse rundt i min have. Jeg kan godt lide at være praktisk og få ryddet op og ordnet. Jeg kunne også godt ønske mig at være bedre til at lave ingenting. Hængekøjen er mest til pynt og fungerer som børnenes gynge. Hvis jeg en sjælden gang lægger mig ned, er det altid med noget fagligt relevant tekst, for ellers ligger jeg bare der og kigger på alt det jeg burde luge, beskære og gøre og så ligger jeg der ikke så længe.

Dovenskab findes altså slet ikke i mit ordforråd. Jeg skal være syg, træt eller have tømmermænd eller brækket noget, for at sidde eller ligge stille. Det er på mange måder rigtig godt, for jeg får jo noget fra hånden. Eller rettere vi gør, for min mand er lige sådan. Hr. og fru Byggemand Bob.

Måske går jeg også glip af noget. Nærvær, nydelse, genopladning? Jeg ved det jo rent faktisk ikke, for jeg har aldrig prøvet det. Måske skulle det være mit sommer-forsæt. At slappe mere af. Lade skvalderkålen vokse frit, nøjes med at slå græs hver anden uge og lade ukrudtet liste sig op mellem fliserne på terrassen. Mon jeg overhovedet kan?

Det er fyldt med sære dilemmaer det der voksenliv. På den ene side elsker jeg mit travle liv og på den anden side presser jeg mig med det og så får jeg lyst til at lave ingenting og dimse og se film hele dagen, men jeg gør det aldrig, for jeg skal lige. Så hvad er den rette balance? Måske er det slet ikke så dumt det der eksperiment. Jeg vil altid være et menneske med mange jern i ilden og godt er det, men jeg kunne helt sikkert også få mere glæde af, at jeg også synes jeg er ok, når jeg ganske enkelt ikke gider lave noget. Når jeg bare vil slappe af og lave ingenting. Når jeg også kunne synes at jeg har fået noget ud af en dag, selvom jeg ikke har udrettet noget med den. Altså andet end at vegetere og være mig. For det er vel ikke bare det vi gør som giver vores liv værdi?

Læs også: JP-Klumme: Forår i luften og inde i dig