Er jeg som min mor?

En af de ting, som jeg har taget med mig fra min barndom var, at jeg ikke syntes at min mor viste mig tillid til at jeg kunne håndtere situationer, træffe nogle fornuftige beslutninger og tage vare på mig selv, i trafikken, når jeg gik i byen og i forhold til drenge. Jeg har altid tænkt på det, som at det var noget min mor sagde til mig, når hun blev sur fordi jeg havde glemt min badedragt til svømning, når jeg ikke havde lavet mine lektier eller kom for sent hjem efter en fest.

Her til morgen gik det op for mig, at det måske mere var en konklusion jeg ubevidst traf, fordi min mor var bekymret. Jeg er nemlig selv bekymret. Nu kommer du for sent i skole, kør forsigtigt, jeg vil gerne være sikker på at du får noget ordenligt at spise osv. Jeg er så skide bekymret, for at der sker mine børn noget, så selvom jeg ikke siger til dem, at jeg ikke har tillid til, at de kan passe ordenligt på sig selv, at de ved hvad der er rigtigt og forkert, så er det mellem linierne det budskab jeg sender til dem.

Heldigvis siger de til, når jeg pylrer for meget. Men det er en katastrofe. I sær når jeg gerne vil gøre noget andet. Jeg er altså nødt til at have tillid til, at jeg gør mit job som mor godt nok og at de derfor netop har lært at sætte deres grænser (og ikke siger ja til et lift med en fremmed mand eller kvinde for den sags skyld), at de ikke drikker sig stang-bacardi og gør alt for farlige ting, når den tid kommer, at de passer på sig selv i trafikken og hvor verden nu ellers er farlig. Uff! Jeg skal nok øve mig. Det lover jeg.

Kærlig hilsen

Katrine

Læs også: JP-Klumme: Gør det ondt mand? 

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.