Lorte-mor, jeg hader dig!

Til morgen var min datter ualmindelig svær at få ud af døren og i skole. Hun gad ikke cykle og musiklæreren var vist også irriterende. Jeg var forstående og hjalp hende på vej, for i skole skulle hun jo, uanset argumenterne. Da klokken var forbi ringe-ind tid fik jeg nok og det gjorde hun i øvrigt også. “Du er en lorte-diktator mor, som tror du bestemmer alting i dine børns liv”, råbte hun efter mig. Men du bestemmer ikke over mit liv, så fuck dig”.

Se den var jo aldrig gået i mit barndomshjem. Jeg var blevet sendt ind på mit værelse og havde fået besked på ikke at komme ud igen, før jeg kunne finde ud af at opføre mig ordenligt og tale pænt. Men det var ikke hjælpsomt for mig og ville heller ikke være det for min datter.

Derfor, når hun bliver frustreret og vred og siger grimme ting, så lytter jeg efter frustrationen og prøver at støtte hende bedst muligt i at lære sig selv at kende, så hun kan håndtere sin vrede på en mere hensigtsmæssig måde. Det kunne f.eks. være at sige til hende at jeg er helt med på at hun ikke gider cykle og at det er irriterende at have en lærer hun ikke bryder sig om og spørge lidt ind til om der måske var mere end det. Hun skal ud af døren alligevel men jeg lægger mit behov for at hun kommer til tiden lidt til side, fordi det bliver vigtigere at hun kommer afsted på en ordentlig måde og har en god dag i skolen (som kan være sej nok at overleve i). Det er helt essentielt at hun bliver forstået og respekteret for den hun er, OGSÅ når hun er træt, sur, frustreret og vred.

Det er først når jeg lærer hende at forstå sig selv, at hun vil kunne oparbejde forståelsen for mig. Hun ved udemærket godt at jeg ikke vil kaldes lorte mor og fuck dig, det er ikke det vigtige. Det vigtige er at oplever at hun er ok med alt hvad hun er, jeg har helt tillid til at hun nok skal lære at udtrykke sig på en mere hensigtsmæssig måde med tiden.

Det lykkedes mig ikke at gøre det bedste for hende i dag (jeg var for vred), men jeg håber hun får en god skoledag alligevel. Vi må tale sammen i aften. Jeg ved hun siger undskyld og det samme gør jeg, for vi kan begge to gøre det bedre. Vores børn modnes i samværet med os og det samme gør vi som forældre.

kærlig hilsen

Katrine

Læs også: Er jeg som min mor?

Tags:
,
1 Comment

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.