Når store mænd bliver til små drenge.

Når vi vokser op sammen med vores far og mor, er der sider af vores personlighed, som bliver holdt mere af og er mere værdsat end andre. Vi lærer at vi bliver elsket, når vi er flittige, artige, kloge og sjove, hvorimod vores forældre har svært ved at håndtere os, når vi bliver bange, vrede, kede af det eller vilde. Så får vi af vide, at vi skal slappe af, store drenge græder ikke og det er da ikke noget, at tage sådan på vej over eller nu skal du opføre dig ordenligt.

Det betyder er der er sider af vores mangefacetterede personlighed, som bliver modnet og udviklet, fordi de er “tilladte” i vores barndomshjem. Der er følelser som er accepteret og derfor får de lov til at flyde og udvikle sig frit. Vi lærer altså disse sider af os selv selv, rigtig godt at kende. Når vores forældre derimod, mere eller mindre bevidst, begrænser os, så lærer vi at holde de følelser tilbage, vi fortrænger dem og de forbliver umodne. Når vi bliver voksne har vi ikke adgang til hele vores følelsesregister og det bliver en begrænsning for os, især i vores parforhold.

Hvis en mand som barn ikke har lært at udtrykke og håndtere sorgfulde følelser, måske fordi hans mor ikke vidste hvordan hun skulle trøste ham eller hans far kaldte ham en tøsedreng, når han blev ked af det, hvordan skulle han så have lært at håndtere de følelser, når han er voksen. Han bliver måske i stedet udadtil vred, når han bliver såret, han trækker sig eller klapper i som en østers. De følelser han viser udadtil er altså ikke i overensstemmelse med, hvordan han har det inden i (han ved det måske ikke engang selv). Hans kone vil ikke forstå hvorfor han er vred og vil derfor ikke kunne give ham den forståelse og omsorg, som han har brug for og så har vi konflikterne.

Vi vil altså allesammen have dele af vores personlighed, som er umodne eller måske endda barnlige. Vi reagerer som et barn i en voksen krop og det er ikke hensigtsmæssigt og det skaffer os ikke det vi har brug for. Det giver konflikter når voksne opfører sig som børn i en voksen relation.

Processen til at blive moden i alle dele af dig, handler først og fremmest om at opdage de steder, hvor du reagerer umodent eller ude af proportioner med det der sker. Måske har du selv en fornemmelse af, at her blev du vist meget vred eller i de her situationer bliver du kold inden i og lukke af. Hvis der er en høj grad af tillid i mellem jer, så kan din partner være dig til hjælp, når han/hun synes du (det nogen vil kalde) overreagerer. Når du opdager dig vil det måske vække minder om dengang du var hjemme hos din far og mor og var fuldstændig afhængig af deres kærlighed. Måske er det forbundet med sorg over de sider af dig, som de ikke kunne lide eller vrede over at de svigtede dig. Måske vækker det minder om din fars vrede, din mors kulde og de møg-unger som drillede dig i skolegården. Det er ikke just muntre følelser, men de er første skridt på vejen til heling af de gamle sår. Kun på den måde kan du leve dit fulde potentiale.

I vores handlingskultur kan det være svært at se det konstruktive i, at det kan betale sig at forstå sig selv og sin historie, men hvis du vil løsrive dig fra den, er det den eneste måde. Du skal forstå at du ikke nødvendigvis behøver at gøre så meget, men at det handler om at opdage og dernæst drage omsorg for de dele af dig, som dine forældre ikke kunne rumme. Man kan sige, at du skal give dig selv det, som dine forældre ikke kunne. Forståelsen, omsorgen for din sorg, din vrede og din usikkerhed. Så er du allerede på vej.

Vil du læse mere om terapi, kan du gøre det for kvinder hér og for mænd kan du gøre det hér.

Er du kvinde og vil du lære at elske dig selv mere? Læs om min workshop Detox din kærlighed hér.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.